Er video med CNN-journalist i verbalt slagsmål med Donald Trump manipuleret?

Donald Trumps pressesekretær, Sarah Sanders, er kommet under voldsom kritik for at bruge 'en misvisende video' som undskyldning for at smide en CNN-journalist ud af Det Hvide Hus. Men videoretseksperter er ikke enige om, hvorvidt der rent faktisk er pillet ved videoen.

Jakob Kudsk Skoffer

En video fra et kaotisk pressemøde i Det Hvide Hus onsdag i sidste uge er blevet genstand for en voldsom debat i USA. CNN-journalisten Jim Acosta kom på pressemødet i verbalt slagsmål med den amerikanske præsident Donald Trump. Og journalisten er efterfølgende blevet frataget sin presseadgang til Det Hvide Hus. 

Samme aften som pressemødet fandt sted delte Donald Trumps pressetalskvinde, Sarah Sanders, en video af optrinnet på Twitter og kritiserede Jim Acosta for hans opførsel på pressemødet. Det Hvide Hus vil “ikke tolerere, at en journalist lægger sin hånd på en ung kvinde, der bare prøver at passe sit arbejde som praktikant,” skriver hun.

Fakta

På videoen kan man se en ung, kvindelig praktikant forsøge at tage mikrofonen fra Jim Acosta for at give den videre til en anden journalist. CNN-journalisten vil dog ikke aflevere mikrofonen og rammer praktikantens arm med sin hånd. 

Hele optrinnet kan ses her.

CNN og mange andre medier har efterfølgende kritiseret Sarah Sanders og Det Hvide Hus for, at videoen er manipuleret. Hastigheden på videoen er blevet manipuleret, så Jim Acostas bevægelse ser voldsommere ud, end den egentlig var, lyder kritikken.

Fakta

Flere Twitter-brugere har da også lagt sammenligninger op af en original optagelse og den video, som Sarah Sanders delte, hvor kritikerne altså hævder, at man kan se, at den er blevet manipuleret. Men om der rent faktisk er pillet ved videoen, er eksperter ikke helt så sikre på, skriver flere amerikanske medier.

Afviser manipulation

Den omdiskuterede udgave af videoen, som Donald Trumps pressesekretær deler, stammer fra den britiske radiovært og YouTube-stjerne, Paul Joseph Watson. Han er tilknyttet konspirationsnyhedssitet Infowars.com.

Paul Joseph Watson nægter at have manipuleret med videoen og forklarer, at han har hentet den i en GIF fra det konservative nyhedsite The Daily Wire’s Twitter-side.

En GIF er et videoformat, der viser færre billeder i sekundet end en almindelig video, og derfor er GIF-videoer typisk af dårligere kvalitet. 

Ifølge Paul Joseph Watson konverterede han derefter GIF-filen til filformatet MP4, zoomede ind på Jim Acostas arm, og lagde videoen op på Twitter. Det er årsagen til, at videoen ser en anelse anderledes ud, fortæller han på sin Twitter-profil.  

Ikke tydelige beviser for manipulation

Flere eksperter har analyseret videoen og konkluderer, at selvom videoen er misvisende, er den ikke nødvendigvis manipuleret. Det fortæller blandt andet Hany Farid, der er professor i datalogi ved det amerikanske universitet Dartmouth College. Han hjælper blandt andet domstole med at verificere ægtheden af videoer og billeder.

“Fra min gennemgang af de forskellige videoer af pressekonferencen er jeg overbevist om, at videoen, der blev tweetet af pressesekretariatet, er misvisende, men jeg kan ikke finde utvetydigt bevis for, at den er blevet manipuleret. En kombination af reduceret kvalitet, en sænket hastighed af videoen og den specifikke synsvinkel giver indtryk af, at der var mere kontakt mellem journalisten og praktikanten, end der nok i virkeligheden var,” siger han blandt andet ifølge det amerikanske faktatjekmedie snopes.com og fortsætter:  

“Selvom det er muligt, at videoen bevidst er blevet manipuleret, så er en mere simpel forklaring, at videoen blev konverteret, så den overordnede kvalitet og skarphed blev dårligere. Det gør interaktionen mellem journalisten og praktikanten mindre klar og åben for fortolkning.” 

Filmfotografen Dan Voshart kan heller ikke slå fast, at videoen bevidst er blevet manipuleret. I bund og grund er problemet, at videoen er blevet konverteret fra et filformat til et andet. Og her opstår problemet, at videoen nu viser færre frames (billeder, red.) i sekundet, hvorefter det kommer til at se ud som om, at CNN-journalisten slår praktikantens arm, siger Dan Voshart ifølge politifact.com, som er et andet amerikansk faktatjekmedie.

Videoen, som Donald Trumps pressesekretær har delt, er derfor af dårlig kvalitet, fordi den viser halvt så mange billeder i sekundet som originaloptagelsen. Men at man konverterer videoen til et andet filformat, er ikke nødvendigvis det samme som bevidst manipulation.

Tegn på bevidst redigering

Den prisvindende fotograf og filminstruktør Abba Shapiro, har analyseret videomaterialet for det amerikanske nyhedsbureau Associated Press (AP) og er kommet til en noget anden konklusion. 

Ifølge Abba Shapiro er nogle af billederne gentaget så videoen bliver langsommere lige da praktikanten rækker ud efter mikrofonen. Videoen bliver så sat op i hastighed, da Jim Acosta rører praktikantens arm, så bevægelsen virker mere aggressiv. 

Det gør det i øvrigt lettere at manipulere med videoen, fordi lyden forsvinder, når man bruger videoformatet GIF. 

Abba Shapiro mener derfor, at videoen er blevet manipuleret, fordi der er for mange forhold, der ikke bare kan være tilfældigheder.

Der er altså ikke enighed blandt eksperterne om, hvorvidt videoen er blevet manipuleret. Men der er enighed om, at videoen er misvisende og ikke viser, hvad der faktisk skete på pressemødet.

Nyhedskanalen CNN har nu anlagt sag mod præsident Donald Trump og flere i hans stab, fordi tv-stationen mener, at fratagelse af deres journalists presseakkreditering er en krænkelse af hans rettigheder. 

Fakta
OPDATERING 15-11-2018: Denne artikel er blevet opdateret. Hany Farid er ikke professor i computervidenskab, men derimod den korrekte betegnelse datalogi. 

LÆS OGSÅ: Er Trumps nye nationaldag udtryk for storhedsvanvid?

LÆS OGSÅ: Donald Trump anklager medier for at have hadefuld dagsorden

LÆS OGSÅ: Skrev Barack Obama en truende hilsen til Donald Trump?

LÆS OGSÅ: Nej Trump, Danmark skylder hverken NATO eller USA penge


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu