Et statsligt kontor mod fake news kan gøre mere skade end gavn

Selv hvis Danmark var oversvømmet af falske nyheder - og det er vi ikke - ville det principielt være problematisk at sætte et statsagentur til at vogte over nyhedsstrømmen.

 


Pierre Collignon

pierre4

Pierre Collignon, tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten, indleder i august et fellowship på Center for Journalistik, Syddansk Universitet, hvor han skal undersøge, hvordan fake news og stærkt holdningsprægede medier påvirker nyhedsbilledet. Han vil løbende skrive om nogle af sine resultater på denne blog på TjekDet.

Blogindlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Fake news har bekymret mange mennesker siden valget af Donald Trump sidste år, da falske nyheder om præsidentvalget endte med at blive delt mere på Facebook i USA end rigtige politiske nyheder.

Vi har også lige set aggressive forsøg på at manipulere med nyhedsbilledet under det franske præsidentvalg, og vi ved, at Rusland igennem flere år har ført kampagner af desinformation rettet mod vestlige samfund.

De falske nyheder kan ses som en trussel mod demokratiet, og derfor går der snart ikke en dag uden nye initiativer fra publicister, sociale medier, bibliotekarer, skolefolk eller politikere. OECD vil gerne gøre noget. EU og FN vil også. Der er mange gode viljer og fornuftige forslag derude – men også nogle politiske forslag, som går for vidt.

Lovgivning mod falske nyheder indebærer fx en oplagt risiko for, at medier vil reagere ved at undertrykke afvigende ytringer. På samme måde kan et nyt radikalt forslag om at etablere et agentur mod fake news få utilsigtede konsekvenser og skade netop den demokratiske samtale, som partiet ville forsvare.

Falske nyheder er ikke et udbredt fænomen i Danmark

Men inden vi diskuterer de radikales forslag, må vi gøre status: Hvor hårdt er Danmark egentlig ramt af fake news? Jeg er personligt kun ved at påbegynde mit arbejde på feltet, men jeg tør allerede nu slå fast, at Danmark er mindre påvirket af falske nyheder end mange andre lande.

Hvis man for eksempel ser på de nyhedshistorier, der er blevet delt mest på Facebook i Danmark den seneste uge, vil man ikke finde totalt fabrikerede løgnehistorier i stil med ”Paven støtter Trump”. Regulære fake news har altså ikke en udbredelse på sociale medier i Danmark, som kan måle sig med rigtige nyheder.

Danmark er heller ikke lige så truet af russisk desinformation som mange andre lande. De to russiske statsmedier, Sputnik og RT, som fører propagandavirksomhed for Kreml i mange lande, har ingen udgaver på dansk, og meget tyder på, at den russiske tilbageholdenhed i Danmark skyldes en erkendelse af, at det her ville være svært at komme igennem med russiske narrativer på grund af en dyb folkelig skepsis mod Rusland.

Den tyske avis, Frankfurter Allgemeine Zeitung, afslørede sidste år en russisk liste over EU-landes modtagelighed for russisk desinformation. Ifølge listen var Danmark sammen med Storbritannien og Estland ”praktisk talt immun” mod russisk propaganda.

Der er eksempler på ukorrekte politiske historier

De fleste fake news, vi ser i Danmark, er produceret for at forsøge at tjene penge gennem det annoncesalg, som folks klik kan udløse, eller alene for at chikanere eller more sig som i en avanceret form for telefonfis.

Men der er naturligvis også et felt af politisk misinformation eller politiske fake news, som vi skal være opmærksomme på:

 

    • Under valgkampen i 2015 blev der plantet en falsk historie om, at Helle Thorning-Schmidts mand skulle have fået betalt ferierejse af den danske stat. Det er det mest tydelige eksempel på, at man har forsøgt at påvirke et dansk valg med en falsk historie. Historien blev blandt andet delt af den anonyme gruppe ”Rød Blok Indefra” på Facebook, men den fik ikke udbredelse i nærheden af valgets mest delte historier.

 

    • Midt under flygtningekrisen senere i 2015 bredte der sig en historie på Facebook om, at en flygtning skulle have sparket en gravid dansk kvinde i maven. Bl.a. TV 2 nåede frem til, at der var tale om en digital vandrehistorie. Det er klart, at mange delte historien i en form for politisk tilkendegivelse.

 

    • Indvandringsspørgsmål fører i det hele taget ofte til anklager om fake news. Jeg har for nyligt gennemgået en historie fra 24NYT om en jødisk mand, der skulle have fået savet en finger af på åben gade i Frankrig.

 

    • Under den amerikanske valgkamp i 2016 viderebragte debattøren Iben Thranholm oplysninger om, at Hillary Clinton skulle være interesseret i dæmoner, og at hendes kampagnechef skulle have deltaget i sataniske ritualer. Den sag blev bl.a. faktatjekket af TjekDet og Radio 24Syv.

 


Obama sender 3.600 tanks mod den russiske grænse – et stykke desinformation bragt i januar af pro-russiske og yderligtgående venstreorienterede medier i det meste af Europa - også i Danmark. Historiens vilde overdrivelse er blandt andet gennemgået af Jørgen Dragsdahl, Jacob Mchangama og Uffe Ellemann-Jensen.

Hvordan skal det danske demokrati bedst forsvare sig mod den slags falske nyheder? I dag må man notere, at regulære fake news gerne udløser hurtige reaktioner fra seriøse medier, der udstiller dem. Mange netbrugere reagerer også ved spontant at udfordre falske påstande, når de møder dem på sociale medier.

Radikales forslag kan skabe en statsstyret virkelighed

Man kan derfor spørge, om der overhovedet er brug for et agentur, som Det Radikale Venstre foreslår, og under alle omstændigheder skal man tænke forslaget alvorligt igennem.

Ifølge partiets pressemeddelelse skal agenturet mod fake news etableres ”i tilknytning til en dansk vidensinstitution” for at ”identificere”, ”vurdere” og ”korrigere falske nyhedshistorier i Danmark”.

Var der blot tale om et videnscenter sat til verden for at forske, ville forslaget ikke være kontroversielt, men tanken er, at agenturet skal ”bekæmpe spredningen af falske nyheder”. Altså vil situationen være, at et statsligt organ skal foretage en løbende vurdering af nyhedsstrømmen.

Sidst vi havde en dansk vidensinstitution til at foretage den slags prøvelser af informationer for staten, var da Københavns Universitet fra reformationen og frem til 1770 havde magt til at bestemme, hvilke skrifter om teologi og politik man måtte udgive i Danmark. Målet var at forsvare den rene lutherske lære. Det radikale forslag indebærer naturligvis ikke genindførelse af censur. Ej heller forslag om at straffe udbydere af falske nyheder, men statsliggørelsen af faktatjek vil skabe et billede af, at der findes en særlig statsautoriseret version af virkeligheden.

Den store informationskrig herhjemme føres ikke på de relativt få deciderede falske nyheder, som er i omløb – men på en mere nuanceret og gråmeleret kamp om vinkling, framing og kildevalg. Her i samfundsdebattens åbne rum foregår en konstant kamp om manipulation og spin, og den kamp ville et agentur mod fake news blive hvirvlet ind i, fordi grænserne mellem åbenlyst falskneri og mere raffineret misinformation ikke altid er så klare.

Snart skulle agenturet vurdere, om det var udtryk for en venstreorienteret bias, da Danmarks Radio skrev, at Danmarks rigeste 320 familier gemmer 60 mia. kr. i skattely. Eller om danske medier er for afhængige af amerikanske kilder i deres dækning af krigen i Syrien? Eller om der er rapporteret korrekt om, hvor meget indvandrere koster det danske samfund i forhold til indfødte danskere?

Det er en illusion at tro, at der findes enkle og klare svar på mange af den slags spørgsmål, og det ville virke som gift for den frie meningsudveksling, hvis et statsagentur dagligt skulle agere som overdommer.

I et demokrati er det frie medier, borgere, organisationer, partier og virksomheder, som fra hver deres position udfører faktatjek og udfordrer narrativer. De vil nogle gange nå til forskellige resultater, når de tester de samme udsagn, og den pluralisme er afgørende for både vores læring og vores demokrati.

Vil kopiere EU-initiativ mod falske nyheder

De radikale forklarer, at de på dansk niveau vil kopiere EU-kontoret East StratCom, som overvåger og aktivt imødegår tilfælde af russisk desinformation. Jeg er enig i, at der skal sættes ind mod de massive russiske forsøg på at påvirke opinion i Ukraine og andre lande i især Østeuropa, men organiseringen af East StratCom direkte under EU’s udenrigstjeneste indebærer de samme ulemper, som et dansk statsagentur mod fake news ville.

Koblingen til en stat eller et politisk system som EU medfører en forventning om en udstrakt neutralitet og objektivitet, som let kan komme under angreb, hvilket også er sket for East StratCom. Det er herhjemme sket med en politisk kritik fra især Dansk Folkeparti og en faglig kritik fra eksperter, som mener, at EU-kontoret er for pro-ukrainsk i sin udvælgelse og fortolkning af oplysninger fra konflikten i Østukraine.

Man kan regne med endnu større modstand i offentligheden, hvis East StratCom også skulle tage stilling til global opvarmning, indvandreres kriminalitetsrater og EU-traktater – blot for at nævne nogle politisk højtspændte emner, hvor der ikke blot er en kamp om holdninger, men også om fakta og mere grundlæggende om vores forståelse af verden.

Der er derfor mange fornuftige tiltag, som bør prøves, før man overvejer et statsagentur mod fake news. Vi kan give danske journalister bedre og længere uddannelse. Vi kan lære landets skoleelever om kildekritik. Vi kan presse sociale medier og digitale annoncenetværk til at lukke ned for forretningsmodellen bag falske nyheder.

Og vi kan naturligvis også optrappe og forfine faktatjek af nyheder – men den opgave skal vi helst ikke overdrage til staten.

Her ville det sunde demokratiske skridt være at sikre både public service-medier og private medier så gode rammevilkår, at de kan fortsætte og gerne styrke det vigtige journalistiske arbejde, som de udfører hver dag.

 

Forrige artikel Var en afsavet finger fake news eller bare dårlig journalistik? Var en afsavet finger fake news eller bare dårlig journalistik? Næste artikel Gør mere fakta os mindre objektive? Gør mere fakta os mindre objektive?