EU-kommissær advarer Facebook: Tag større ansvar for at stoppe falske nyheder

De sociale medier skal tage større ansvar for at stoppe spredningen af sociale medier, ellers vil EU skride ind, siger EU-kommissær. Facebook mener, at de tager ansvaret "ekstremt alvorligt" og er igang med at teste metoder til at dæmme op for de falske historier.

 



Facebook og andre sociale medieplatforme skal tage større ansvar for at bekæmpe falske nyheder. Ellers må EU skride til handling. Det siger næstformand for Kommissionen med ansvar for det digitale indre marked Andrus Ansip til den internationale erhvervsavis Financial Times.

Ansips advarsel kommer i kølvandet på de mange falske nyheder, der gik viralt under den amerikanske præsidentvalgkamp sidste år. Dengang florerede historier om, at paven havde anbefalet at stemme på Donald Trump, og at Hillary Clinton skulle være indblandet i en pædofiliring. Kommissæren kalder det et "vendepunkt" for de sociale medieplatforme, der risikerer at miste forbrugernes tillid, hvis de ikke tager større ansvar.

Det største sociale medie, Facebook, siger selv, at de tager falske nyheder "meget alvorligt". For tiden er Facebook igang med at teste forskellige metoder til at stoppe spredningen af falske nyheder i bl.a. Tyskland. Heriblandt et system, der via hjælp fra brugere og faktatjek-organisationer vil filtrere historier med mistænkeligt indhold fra.

Tidligere på måneden annoncerede den sociale mediegigant også ’Facebook Journalism Project’, som er et samarbejde med etablerede medier, der bl.a. går ud på at udvikle nye formater for nyhedsformidling og på at skole brugerne i bedre at kunne skelne mellem falske og sande historier.

Ifølge Financial Times har Andrus Ansip ikke uddybet, hvilke foranstaltninger EU kan tage i brug over for de sociale medier.

På trods af sin advarsel understreger Andrus Ansip, at det ikke er en opgave for Kommissionen eller nationale regeringer at censurere indhold på de sociale medier. "Falske nyheder er slemme, men et sandhedsministerium er trods alt værre", siger han til Financial Times.

Google og Twitter har indtil videre ikke reageret på udmeldingen fra Kommissionen.

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu