”Fra en kilde meget tæt på Lars Løkke Rasmussen erfarer vi, at han vil trække sig som formand for Venstre."

Den påstand kunne ses, læses og høres i mange af de største medier i timerne forud for Venstres ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde om aftenen den 3. juni 2014. Der var bare et problem: Det var ikke det, der skete.

De anonyme kilder har igennem længere tid været en om end ikke fast så i hvert fald meget hyppig gæst i avisernes politiske spalter. Deres berettigelse er dog stærkt omdiskuteret. Medierne får jævnligt kritik for at løbe med en halv vind og risikere store troværdighedstab, når de bruger anonyme kilder. Og fra politikernes side er praksissen blevet beskyldt for at være ansvarsløs, underlødig og præget af sladder.

Nu viser en ny undersøgelse foretaget af Mandag Morgen imidlertid, at de anonyme kilder fylder væsentligt mindre i den politiske avisjournalistik, end de gjorde for bare fem år siden.

Med udgangspunkt i Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Politiken har Mandag Morgen gennemgået alle artikler om dansk politik fra 2011 frem til 2016, og her viser det sig, at der er sket et fald i antallet af artikler med anonyme kilder på næsten 40 procent. Se figur 1.

Hvor der fra 16. maj 2011 til 15. maj 2012 var 289 artikler med anonyme kilder, var der fra 16. maj 2015 til 15. maj 2016 175 artikler med anonyme kilder.

Det glæder Peter Bro, der er leder af Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Han har længe argumenteret for, at medierne bør bruge færre anonyme kilder.

”Som udgangspunkt er det udtryk for en positiv udvikling, hvis det vel at mærke dækker over, at journalister i mindre grad bliver afhængige af folk, der ikke selv tør stå frem ved navn og titel,” siger Peter Bro og kalder faldet ”meget markant”.

Flere mulige årsager

Mandag Morgen har tidligere foretaget en lignende undersøgelse af brugen af anonyme kilder i den politiske journalistik. Den viste, at der over en periode fra 1997 til 2002 var sket en markant stigning i antallet af artikler med anonyme kilder. I 2002 var antallet af artikler med anonyme kilder over 50 procent højere, end det var fem år tidligere.

Mandag Morgens nye undersøgelse viser en markant anderledes udvikling. Hvorfor faldet er så stort, kan ikke siges med sikkerhed, men Peter Bro har et par bud.

Først og fremmest er det værd at bemærke, at undersøgelsens første måleår er 2011-2012. I september 2011 tiltrådte Helle Thorning-Schmidts nye regering bestående af Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF. Særligt i regeringens første tid var der stor intern uro, og det kom blandt andet til udtryk ved, at en del anonyme kilder kritiserede eksempelvis regeringsgrundlaget og den manglende gennemførelse af betalingsringen. Se figur 2.

Siden kom der gradvist mere ro på, og efter SF’s udtrædelse af regeringen i begyndelsen af 2014 var antallet af artikler med anonyme kilder faldet til samme niveau, som senere skulle vise sig under Lars Løkke Rasmussens partimæssigt mere homogene og mandatmæssigt langt mindre regering, der blev dannet i sommeren 2015.

Det store fald kan derfor delvist forklares med, at udgangspunktet var et år med stor turbulens i dansk politik, men ifølge Peter Bro kan der også være andre årsager. Han peger på, at der rundt omkring på de enkelte redaktioner er en stadig større opmærksomhed i forhold til de etiske problemer ved brugen af anonyme kilder. Derfor bliver der dagligt gjort en aktiv indsats for at mindske deres udbredelse, siger han.

Samme opfattelse deler Mark Ørsten, der er leder af journalistuddannelsen på RUC. Han mener, at flere nyhedsmedier i stigende grad er begyndt at se det som en fordel at fokusere på det etiske, og derfor fylder det mere og mere i deres strategiske overvejelser.

”Hvis nyhedsmedierne skal sælge noget i vores informationsoverload, så skal de sælge troværdige informationer. Det vil sige, at de også har behov for at overbevise brugerne om, at de er værd at betale for, og en af måderne at gøre det det på er jo at sige, at den information, vi producerer, den passer,” siger Mark Ørsten og får opbakning fra Peter Bro.

”De fleste medier har jo problemer med at skaffe publikum og annoncører og er samtidig presset af nye medieformer såsom sociale medier. En del af diskursen inden for medieverdenen er, at noget af det eneste, der efterhånden er tilbage hos de klassiske publicistiske medier, er troværdighed og transparens. Og når man lever i sådan en diskurs, bliver man nødt til at fjerne alle kilder til usikkerhed, tvivl, myter og misforståelser, og der er anonyme kilder jo en af dem,” siger Peter Bro.

Frygter mørketal

Til trods for at både Peter Bro og Mark Ørsten mener, at medierne har fået et øget fokus på at begrænse brugen af anonyme kilder, føler de to forskere sig ikke overbeviste om, at der overordnet set er kommet større gennemsigtighed i den politiske journalistik.

Peter Bro siger, at Mandag Morgens undersøgelse viser, at de anonyme kilder som overfladefænomen umiddelbart fylder mindre, men at han ikke har grund til at tro, at brugen af dem stadig ikke stikker dybt.

Han frygter, at journalister og medier blot er blevet bedre til at skjule de anonyme kilder i artiklerne, fordi de godt ved, at de kan være problematiske. Om der eksisterer et mørketal, kan ikke konkluderes ud fra Mandag Morgens undersøgelse, men det er en faktor, som ikke bør ignoreres, mener Peter Bro.

”Særligt i en tid, hvor journalister og medier ved, at de skal passe på med brugen af anonyme kilder, så er det også nærliggende, at de anonymiserer dem så meget, så man simpelthen ikke ved, at de eksisterer. Og så er det jo ikke, fordi man har fjernet problemet, men fordi man har fjernet problemets tydelighed,” siger Peter Bro.

Selv om begge medieforskere gerne ser, at anonyme kilder kommer til at spille en endnu mindre rolle i fremtiden, anerkender de, at der kan være situationer, hvor det giver mening at lade kilder optræde uden navn.

Det mest kendte eksempel stammer fra USA, hvor den anonyme kilde ”Deep Throat” var afgørende for, at Watergate-skandalen blev afsløret i 1970’erne, og dermed også årsag til, at Richard Nixon trådte tilbage som præsident.

Herhjemme har anonyme kilder været med til at afdække store sager som eksempelvis Peter Brixtoftes embedsmisbrug som borgmester i Farum og den såkaldte statsløsesag, som kostede Venstres Birthe Rønn Hornbech jobbet som integrationsminister. De var næppe kommet til offentlighedens kendskab, hvis ikke journalister havde benyttet sig af anonyme kilder, men der findes også eksempler, hvor det er gået galt.

I USA har der været sager, hvor anonymitet er blevet brugt til at opdigte kilder og fortælle usande historier. Og i Danmark fortalte flere medier på baggrund af anonyme kilder i sommeren 2014, at Lars Løkke Rasmussen ville trække sig som formand for Venstre. Det skete som bekendt ikke, og derfor blev der efterfølgende lagt op til selvransagelse i mediebranchen.

Kan give medierne troværdighedsproblemer

Når det kommer til indflydelse på modtagernes syn på troværdighed, viser flere amerikanske undersøgelser, at det ikke er lige meget, hvad de anonyme kilder bliver brugt til. Er de med til at afdække sager med stor samfundsmæssig betydning som eksempelvis Watergate-skandalen eller Peter Brixtoftes embedsmisbrug, er læserne tilbøjelige til ikke at lade det koste på mediernes troværdighedskonto, selv om kilderne er anonyme. Bliver de derimod brugt til personangreb eller til at beskrive politik som et strategisk spil, er der dog stor risiko for, at læserne vil tage afstand fra historien og vurdere mediets troværdighed lavere.

Derfor har Mandag Morgen også undersøgt, hvordan de anonyme kilder bliver brugt, og her viser det sig, at omkring halvdelen af artiklerne i undersøgelsens anden del handler om enten personsager eller politisk spil og taktik. Emner, som ikke altid har så meget med politisk substans at gøre. Se figur 3.

Ifølge Mark Ørsten giver det god mening, at mange anonyme kilder findes i artikler, som handler om personangreb eller eksempelvis intern kritik i en folketingsgruppe. Han påpeger, at partierne på Christiansborg gradvist er blevet mere professionelle og topstyrede, og at det derfor er blevet sværere for partimedlemmer at stå offentligt frem med kritik af ledelsen.

Men læsere, lyttere og seere er oftest kritiske over for ’en gratis sviner’.

Der kan dog være tilfælde, hvor anonymitet kan være berettiget. Det kan blandt andet være, når anonyme kilder leverer tal, undersøgelser eller baggrundsnotater, der kan være nyttige for den realpolitiske dækning i medierne. Derimod er det som udgangspunkt mere uklart, hvad det er, anonyme kilder leverer i historier med fokus på den politiske proces, som eksempelvis interne magtkampe. I den slags sager kan der ifølge Peter Bro være mange og ofte modsatrettede interesser på spil, og derfor ”risikerer forvirringen og usikkerheden at blive total”, når kilderne er anonyme og dermed svære at motivgennemskue.

Politiken har flest

Ifølge Mandag Morgens undersøgelse er Politiken den avis, der skriver flest artikler med anonyme kilder. Præcis hvorfor har Politikens chefredaktør Anne Mette Svane ikke noget svar på, men hun tror, det hænger sammen med, at Politiken foruden nyheder også arbejder med features, rekonstruktioner og analyser, hvor det at anvende anonyme kilder kan være med til at beskrive nogle lukkede forløb, som ellers kan være svære at få åbne kilder på. Se figur 4.

Hun nævner selv baggrundsartikler om udflytning af statslige arbejdspladser som et eksempel og siger, at det her har været nødvendigt at give personer i embedsværket lov til at udtale sig anonymt, da alternativet ellers havde været, at de ikke ville være med, og at Politikens ”vigtige nyheder og afdækninger” af emnet havde været umulige at lave. Politiken er dog ikke den eneste avis, der laver features, rekonstruktioner og analyser. Det gør eksempelvis Berlingske og Jyllands-Posten også, og derfor virker det ikke umiddelbart til at være hele forklaringen på, at Politiken har flest.

Anne Mette Svane siger, at hun i langt de fleste tilfælde kan forsvare, hvorfor der er anvendt anonyme kilder, men hun erkender samtidig, at der ”givetvis” er artikler, som Politiken ikke burde have skrevet.

”Hvis man giver politikere, som har en meget klar agenda eller dagsorden, en megafon, de anonymt kan råbe i, så kan en artikel tabe kvalitet og troværdighed. Jeg synes, det er en interessant pointe, i hvilken type historier de anonyme kilder bliver brugt, og det vil jeg gerne tale videre med den politiske redaktion om. Men jeg kommer altså ikke ud med fatwaer, strammere etiske retningslinjer eller kvoter,” siger Anne Mette Svane.

Selv om Politiken altså er avisen, der har flest artikler med anonyme kilder i anden del af Mandag Morgens undersøgelse, glæder Anne Mette Svane sig over det markante fald i den generelle udvikling over de seneste fem år.

”Jeg synes, der har været givet kildebeskyttelse i et omfang, der ikke kunne stå mål med de typer af holdninger og informationer, der er kommet. På et tidspunkt fik politikerne simpelthen lov til at udtale sig anonymt uden at skulle stå til ansvar, og hvor nogle af informationerne, de kom med, var for banale. Man blev for slap og lidt for doven på Christiansborg i en periode,” siger hun og forklarer, at der på Politiken er kommet et skærpet fokus på at undgå de anonyme kilder, bl.a. fordi Politiken var et af de medier, som i juni 2014 kunne ”erfare”, at Lars Løkke Rasmussen ville trække sig som formand – hvilket han som bekendt ikke gjorde.

Venstremand: Bedre, men lang vej igen

Venstres Jan E. Jørgensen har siddet i Folketinget siden 2011 og har dermed været på Christiansborg i stort set hele den periode, som Mandag Morgen har undersøgt. Han mener, at der de senere år er sket noget med den politiske journalistik.[graph title="Artikler beskæftiger sig ofte med magthaverne" align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/10/Morten_fig05_xx.png" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/10/Morten_fig05_xx.png" caption="Figur 5" text="Mens de borgerlige partier er i opposition er antallet af artikler med anonyme kilder, som handler om dem, forholdsvis beskedent. Det ændrer sig omkring folketingsvalget i 2015, hvor blå blok vinder regeringsmagten." ]Note: Da en artikel godt kan omhandle flere partier, er optællingen ikke et udtryk for antal unikke artikler.
Kilde: Mandag Morgen.

[/graph]

”Jeg synes egentlig, det er blevet bedre. Jeg synes, der er en stigende opmærksomhed på mindre af den sensationsdyrkende splid, og der er mere fokus på materien og mindre på processen,” siger han.

Hans eget parti har siddet med regeringsmagten siden sommeren 2015, og selv om han altså synes, den politiske dækning er blevet bedre, har han flere gange oplevet, at aviserne på baggrund af anonyme kilder har skrevet historier om blandt andet uenigheder på Venstres ellers lukkede gruppemøder. Se figur 5.

Selv har han prøvet at blive citeret fra et lukket gruppemøde i Venstre for det modsatte af, hvad han sagde, men da kilden har været anonym, har han ikke haft mulighed for at konfrontere vedkommende. Det kan både være ødelæggende for debatkulturen og være med til at undergrave et partis troværdighed, siger Jan E. Jørgensen.

Af anden del af Mandag Morgens undersøgelse fremgår det, at langt de fleste kilder er helt uidentificerede, mens den næststørste gruppe er anonyme Venstre-folk. Se figur 6.

Jan E. Jørgensen anerkender, at der kan være situationer, hvor anonyme kilder kan forsvares, og siger, at en partiledelse, der bliver udsat for anonym kritik, måske bør se indad og overveje, om der bliver lyttet nok til gruppen. Det mener han dog, partiledelsen gør i Venstre, og derfor forstår han ikke, hvorfor personer i hans eget parti har haft behov for at udtale sig anonymt.

Foruden irritationen over, at læk fra lukkede møder kan være til skade for både debatkulturen og partiets troværdighed, hæfter Jan E. Jørgensen sig ved, at anonyme kilder ifølge ham ofte bliver brugt på en måde, der fjerner fokus fra den politiske substans. Selv om han siger, der er kommet mindre fokus på splid og konflikt, oplever han stadig, at det er svært at få journalister til at skrive om lovforslag, der kan få stor betydning for mange mennesker, hvis alle politikerne er enige, og der ingen konflikt er. I stedet går politik nogle gang hen og bliver sportsjournalistik, hvor der er fokus på vindere, tabere, og hvem der er på holdet, siger Jan E. Jørgensen og nævner, at det ikke kun er journalister, men også de politikere, der udtaler sig anonymt, som har et ansvar for det.

”Når man selv er engageret og interesseret i politik, er det selvfølgelig også spændende – det er bare ikke det, der rykker noget i den virkelige verden. Vi får ikke skabt flere arbejdspladser, vi får ikke integreret flere flygtninge, og vi får ikke gjort noget ved klimaproblemerne ved at skifte formænd og sådan nogle ting. Det er jo ikke det, det handler om. Vi sidder jo sådan set med nogle ret vigtige sager, som har betydning ude i virkeligheden, og beskrivelsen af det synes jeg er blevet bedre – men der er stadig lang vej igen,” siger han.