Falsk konkurrence om Macbook Pro i omløb på Facebook

Vind et spritny Macbook Pro - det er budskabet i en falsk konkurrence på Facebook, der har til formål at lokke kontaktoplysninger ud af facebookbrugere og overdænge dem med reklamer. 

"Sommeren er over os 😎!
Derfor stiller Power op med en brandvarm sommer konkurrence til jer🔥hvor i kan vinde en sprit ny Macbook ✨💻"

Sådan lyder det gode tilbud i en konkurrence, der netop nu bliver delt og kommenteret massivt på Facebook.

Og selvom det lyder tillokkende med gratis computer, så er det ikke en god idé at deltage. Konkurrencen er nemlig et fupnummer, bekræfter elektronikkæden POWER over for TjekDet.

"Facebooksiden og konkurrencen har ikke noget med POWER at gøre. Desværre bliver denne type fupsider ved med at dukke op og vildlede danskerne. Siden er nu anmeldt til Facebook, og vi forventer, at den snart er lukket. På Facebook kan man altid se, om det er vores rigtige side ved, at der er et blåt flueben ud for vores navn. Hvis det ikke er tilfældet, så opfordrer vi alle til at anmelde denne type fupnumre til politiet samt Facebook - og ikke trykke på nogle links,” siger Simon Frølich, salgsdirektør hos POWER.

Sådan ser opslaget ud med den falske konkurrence

Og det er nemt at blive snydt, hvis man ikke lige kigger sig for. Men der er flere advarselssignaler, der kan fortælle os, at vi er ved at blive fuppet. Blandt andet mangler det såkaldte verificeringsbadge, hvor Facebook bekræfter, at facebooksiden rent faktisk tilhører den person eller virksomhed, som den giver sig ud for.

Verificeringsbadget er et lille blåt flueben ud for virksomhedens navn, og det kan man altid kigge efter, hvis man er i tvivl om en virksomheds side er reel eller ej.

Facebook tildeler berettigede brands, medieorganisationer og offentlige personer det blå verificeringsbadge, og berettigelsen er baseret på en række faktorer. For eksempel kræves det, at facebooksiden udfylder alle felter, som en side kan indeholde, og at Facebooks retningslinjer overholdes. 

Og netop det blå flueben optræder ikke på fupkonkurrencens facebookside.

Vil du sikre dig, at en facebookside ikke er falsk og rent faktisk tilhører den person eller virksomhed, som der fremgår af navnet, kan du blandt andet kigge efter det blå "V-tegn", der er placeret til højre for navnet på en side.

Men også en række andre forhold afslører, at du befinder dig på en falsk facebookside. ”Power Danmark"-siden er spritny og har kun nogle få dage på bagen. Den er nemlig oprettet den 22. juli 2019. Og netop en facebooksides korte levetid er et typisk advarselssignal. Svindlerne spreder ofte fupkonkurrencer på nyoprettede sider, som kort tid efter enten lukkes af fupmagerne selv eller af Facebook.

Det er også bemærkelsesværdigt, at siden har ekstremt få følgere, selv om Power Danmark er en stor aktør inden for dansk detailhandel. I skrivende stund kun fire facebookbrugere, der følger siden.

Endelig bør alarmklokkerne også ringe, når en facebookside kun har få opslag på sin side. ”Power Danmark” har kun ét opslag, som er den falske konkurrence.

Et sidste tip til at gennemskue fupsider på Facebook er de oplysninger om siden, som Facebook selv angiver. Alle facebooksider har et punkt, der hedder ”Gennemsigtighed på sider”. Her finder du baggrundsoplysninger som for eksempel oprettelsesdato, og hvorvidt sidenavnet er ændret tidligere. Men der burde være langt flere oplysninger, hvis facebooksiden er autentisk. Så er det småt med ”gennemsigtigheden” på siden, så er der højest sandsynligt tale om en falsk side.

På alle facebooksider har du mulighed for at læsere mere om siden under "Gennemsigtighed på sider". Jo færre oplysninger der fremgår, jo mere sandsynligt er det, at du er i selskab med fupmagere.

Fupmagerne vil overfodre dig med reklamer

I den falske konkurrence bliver du bedt om at dele og like opslaget, skrive ordet ”sommer” i kommentarfeltet og give tilladelse til at blive kontaktet på Facebooks chatfunktion Messenger.

”Med hensyn til persondatalovgivningen, vil du blive sendt en besked på Messenger, efter du har skrevet "sommer", hvor vi beder om dit samtykke til, at vi må kontakte dig på Messenger, såfremt du skulle vinde. Vi beder jer venligst bekræfte dette,” hedder det i betingelserne for at deltage i kampen om computeren.

Og det er netop her, det går galt. For det er netop det samtykke, som svindlerne er ude efter. Det forklarer Vagn Jelsøe, der er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

"Det mest sandsynlige er, at formålet er at få en liste over kontakter, som kan anvendes til at sende målrettet markedsføring. Og ud over at det er ulovligt at udgive sig for at være et firma, hvis man ikke er det, vil det også være ulovligt at bruge disse Messenger-kontaktinformationer til markedsføringsformål, da forbrugeren ikke har sagt ja til det,” siger han.

Og ifølge Vagn Jelsøe er det en udbredt taktik på internettet, også i konkurrencer, som ikke misbruger andre virksomheders navne, og hvor der rent faktisk er en 'ægte' præmie på højkant.

Vagn Jelsøe

“Typisk foregår det sådan, at du deltager i en konkurrence ved at løse en opgave eller svare på nogle spørgsmål. Og så skal du udfylde kontaktinformationer, herunder e-mailadresse, så du kan modtage gevinsten. Og så til allersidst skal du sige ja til, at du gerne vil modtage målrettet markedsføring,” siger han og fortsætter:

“Og på det tidspunkt er man så langt i processen, at man er mere tilbøjelig til at sige ja det til.“

Et udbredt fænomen

De e-mailadresser, som er indsamlet gennem konkurrencen, kan så sælges videre til virksomheder, der kan sende reklamer til dem. Og det er altså med stor sandsynlighed det samme, der er formålet med Power Danmarks falske konkurrence, hvor man altså ikke kan vinde noget, og hvor det ikke er den rigtige virksomhed, POWER, der er er afsenderen.

Ifølge Vagn Jelsøe er det et udbredt fænomen at udgive sig for at være en kendt virksomhed, fordi det øger troværdigheden.

Forbrugerrådet Tænk har udviklet app’en ‘Mit digitale selvforsvar’, som sender advarsler om trusler på nettet. Her kan du inden for den sidste måned se advarsler mod svindel mails og sms’er, der udgiver sig for at være fra bl.a. Elgiganten, Netto og Norwegian, og som lokker med gevinster i konkurrencer.

Har du allerede meldt dig på banen som deltager i konkurrencen, kan du måske nå at tage flugten, hvis du sletter din kommentar og delingen af opslaget.

Vil du også advares mod fup og spam på Facebook? Så følg vores facebookside Viralspiralen.

App agerer værn mod fup på nettet

Mit digitale selvforsvar er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens gratis app, der hjælper dig med at være sikker online og holder dig opdateret på digitale trusler.

Forrige artikel Svindelkonkurrence om AirPods snyder op mod tusind danskere Svindelkonkurrence om AirPods snyder op mod tusind danskere Næste artikel Anonyme og gratis e-bøger, der garanterer stort vægttab, eksisterer ikke Anonyme og gratis e-bøger, der garanterer stort vægttab, eksisterer ikke
Kendt komiker må igen lægge ansigt til det pureste opspind

Kendt komiker må igen lægge ansigt til det pureste opspind

Anders Matthesen har ifølge en artikel postet hele 500 millioner kroner i en bitcoin-investeringsplatform, som hjælper almindelige mennesker af med deres gæld. Men artiklen er pure opspind designet til at snyde godtroende folk. 

Hvor mange pensionsmodne lønmodtagere har egentlig nedslidende jobs?

Hvor mange pensionsmodne lønmodtagere har egentlig nedslidende jobs?

Mette Frederiksen har taget hul på forhandlingerne, der skal opfylde et af hendes mest profilerede valgløfter: Tidligere pension til nedslidte. Hvem og hvor mange der kunne se frem til den ret, ville S ikke ud med. I foråret gik vi alligevel på jagt efter et muligt svar. 

Russisk medie: ”Vi siger ikke, det er sandt”

Russisk medie: ”Vi siger ikke, det er sandt”

Det russiske statsmedie Sputnik ser ikke noget problem i, at de ligesom Jyllands-Posten bragte en falsk historie om knivbevæbnede migranter. "Vi siger ikke om det er sandt eller ikke sandt,” lyder det fra nyhedschefen for det russiske medie.

Danske tv-værter misbruges i falske annoncer for tape

Danske tv-værter misbruges i falske annoncer for tape

Med en særlig type tape behøver du aldrig at bekymre dig om smerter igen. Sådan reklamerer flere kendte tv-værter i en række annoncer på nettet. Men værternes navne og billeder er blevet misbrugt. Og tapens effekt er næppe så fantastisk, som det påstås i annoncerne. 

Nej, hun er ikke den nye creme-dronning

Nej, hun er ikke den nye creme-dronning

Sofie Linde har haft en sommer i netsvindlernes søgelys. Først blev hendes navn og ansigt misbrugt til at sælge slankepiller, og nu skulle hun angiveligt være på banen med en natcreme. Igen er der dog tale om svindel. 

Hvem betaler egentlig topskat?

Hvem betaler egentlig topskat?

Topskatten er ofte en varm kartoffel i den offentlige politiske debat. Men hvem er det egentlig, politikerne taler om, når de nævner topskatteyderne? TjekDet har undersøgt sagen.

Kan en graviditetstest afsløre testikelkræft?

Kan en graviditetstest afsløre testikelkræft?

Et opslag på Facebook anbefaler alle mænd i alderen 18-40 år at tage en graviditetstest for at tjekke, om de har testikelkræft. Men to kræftlæger mener, at man skal være påpasselig med at følge denne anbefaling.