Falsk Rasmus Seebach tager fusen på godtroende fans

“Hvem vil gerne skrive med mig?” spørger Rasmus Seebach i et facebookopslag til stor glæde for flere fans. Men det er slet ikke popstjernen, der står bag. Både dette og flere lignende opslag stammer nemlig fra en falsk profil. 

Foto: Sonny Munk Carlsen/ Ritzau Scanpix
Andreas Oved Askjær Rasmussen

“Hvem er vild med mig?” lyder det løjerlige spørgsmål fra popstjernen Rasmus Seebach i et opslag på Facebook.

Og tilsyneladende er en god portion facebookbrugere vilde med sangeren, for kommentarsporet til opslaget bugner af venlige hilsner til den danske popstjerne. 

Desværre er hilsnerne bare aldrig nået frem til popstjernen, for det er nemlig slet ikke Rasmus Seebach, der står bag hverken opslaget eller selve facebookprofilen. 

 

Fakta

Facebookopslag fra den falske Rasmus Seebach-profil. Mange er tilsyneladende ikke klar over, at en fupmager står bag.

 

Profilen er nemlig helt og aldeles fup, siger Rasmus Seebachs manager, Nicolaj Bundesen, til TjekDet. 

“Det er en falsk profil, og det forekommer ofte, at falske profiler udgiver sig for at være Rasmus Seebach både på Facebook og andre sociale medier,” siger han og tilføjer: 

“Hver gang vi bliver gjort opmærksom på falske profiler, så anmelder vi dem for at komme det her identitetstyveri til livs.” 

I stedet er det fra denne facebookside, at den rigtige Rasmus Seebach laver opslag til sine fans. 

Indehaveren af den falske Rasmus Seebach profil er ikke vendt tilbage på TjekDets henvendelse.

Sådan spotter du falske facebookprofiler 

Det er ikke helt så let at gennemskue, om en facebookprofil nu også tilhører den person, som den giver sig ud for. Der er dog et enkelt meget klart signal, nemlig et lille blåt v-tegn lige til højre for facebookbrugerens navn og på profilbilledet. 

Facebooks verificeringsbadge

Med en lille blå cirkel og et V-tegn ved siden af navnet bekræfter Facebook, at en facebookside rent faktisk tilhører den person, som fremgår. Skærmbilledet her er hentet fra Rasmus Seebachs officielle side på det sociale medie. 

Det tegn kalder Facebook selv for et ‘verificeringsbadge’, der bekræfter, at der er tale om en ægte konto tilhørende den offentlige person, den berømthed eller virksomhed, som fremgår på siden.   

Derudover kan du for eksempel stille dig selv følgende spørgsmål: 

- Er profilen oprettet fornylig? Det første opslag på den side, der giver sig ud for at tilhøre Rasmus Seebach, er slået op for få uger siden. Hvis en facebookside har få opslag, så kan der være tale om et fupnummer. 

- Opfordres der i opslagene på siden igen og igen til at dele, ’synes godt om’ et opslag eller tagge din facebookvenner? Hvis ja, så er det også sandsynligt, at siden er falsk eller ikke har reelle hensigter. Netop opfordringer til at dele og like bruges for eksempel igen og igen i falske konkurrencer på Facebook. 

- Har siden meget få følgere? Ofte vil en ægte facebookside have mange følgere, som det er tilfældet med Rasmus Seebachs officielle facebookside. 

- Hvor mange oplysninger kan du finde om siden? Når man opretter en facebookside kan man give en lang række oplysninger om personen eller virksomheden bag siden. Hvis det er sparsomt med sådanne baggrundsoplysninger, kan der være tale om en hastigt oprettet side, der skal bruges til svindel. 

Har du set flere falske facebooksider med andre kendte, så tip os på [email protected] eller på siden, du finder ved at klikke her


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu