Rundt om i Europa lanceres flere og flere faktatjek-tjenester, der for mange ses som et opgør med, hvad der efterhånden er blevet kaldt det post-faktuelle samfund.

En nye rapport fra Reuters Institute for the Study og Journalism ved Oxford Universitet har undersøgt begrebet, og hvem der står bag tjenesterne Europa. Rapporten stiller spørgsmålet, om vi har at gøre med nye demokratiske institutioner, og den slår blandt andet fast, at uafhængige faktatjek rent faktisk kan modvirke misinformation i den offentlige debat - det vil sige oplysninger, som ikke er rigtige, men som afsender selv tror, er fakta.

Men de forskellige tjenester står i høj grad og falder med, om de kan skaffe den nødvendige finansiering. Det sker oftest enten ved at være tilknyttet et allerede eksisterende medie eller som en NGO-organisation. Ligesom det naturligvis også er afgørende, om aktørerne har let adgang til en læserskare.

Rapporten ”The Rise of Fact-Checking Sites in Europe” er lavet af professor i journalistik Lucas Graves, University of Wisconsin Madison, og den italienske journalist og mediekonsulent Federica Cherubini. De forsøger at kortlægge historien om europæiske hjemmesider, der laver faktatjek på politiske påstande – fra da den britiske tv-station Channel 4 lancerede sin faktatjekblog under parlamentsvalget i landet i 2005 til senere lignende tiltag i Frankrig og Holland – og til de mange uafhængige initiativer, der findes i dag rundt om i Europa.

”Under den amerikanske præsidentvalgkamp 2016 så vi store fordrejninger af sandheden fra Trump-lejren,” siger Lucas Graves i en pressemeddelelse.

”Og i Storbritannien talte man under EU-folkeafstemningen (om Brexit, red.) om både en post-fakta- og post-sandhedsverden. Selv om faktatjekkere er de første til at indrømme, at deres arbejde sjældent har den helt store dramatiske indflydelse, viser de to forskeres data, at faktatjek kan hjælpe med at fjerne misinformation, samt modarbejde udbredelsen af politiske løgne,” fortsætter Lucas Graves.

Undersøgelsen ser på to modeller for at organisere faktatjek på, nemlig newstoom-modellen, hvor faktatjek er forankret hos et eksisterende medie, og den uafhængige NGO-model. Rapporten kortlægger de to modellers finansieringsmuligheder, forbindelser til medier, og endelige gennemgås konkrete eksempler.

”Vi konstaterer, at der er flest newsroom-baserede faktatjekprojekter i Vesteuropa, mens der er flest NGO-baserede i Østeuropa,” siger Graves.

Forskerne har også forsøgt at tegne en generel personprofil på faktatjekkerne.

”Faktatjekmedarbejderne anser sig selv for at være anderledes og samtidig spille flere forskellige roller. Nogle ser sig selv som reportere, andre som aktivister eller eksperter – og i nogle tilfælde en kombination af alle tre,” siger Graves.

Rapporten konkluderer, at faktatjekmedarbejdernes selvopfattelse til dels er styret af deres syn på de nationale politiske systemer og mediebranchen. De grundlæggende forhold er forskellige i for eksempel de nordiske lande, der har relative robuste nyhedsmedier, og politiske institutioner, der nyder forholdsvis høj troværdighed. Det står i kontrakt til forholdene til Balkanlandene, der har en svagere og mindre uafhængig mediebranche og, hvad forskerne kalder, "en problematisk politisk situation."

Mens der er lokale forskelle på den måde faktatjekkerne griber opgaverne an på, hvordan de er finansieret, og hvordan de videreformidler deres indhold, synes de alle at identificere sig med en slags international bevægelse.

Hele rapporten kan downloades her.

Kilde: Pressemeddelelse om rapporten