Hvor meget eller hvor lidt kommunerne konkurrenceudsætter, er et spørgsmål om definitioner, mener regeringen

Kommunerne udbyder i dag 27,1 pct. af deres opgaver til private. Det er ikke nok, siger regeringen, der vil hæve andelen til 35 pct. Men regeringen regner forkert, siger to professorer. Kommunerne udbyder langt mere end de 27,1 pct.

Ifølge de seneste tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet konkurrenceudsætter kommunerne i dag i gennemsnit 27,1 pct. af deres opgaver. Den andel ønsker regeringen med økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) i spidsen at få op, således at kommunerne i 2025 som minimum udbyder 35 pct. af deres opgaver. Se figur 1. 

Men regeringens opgørelse af, hvor meget kommunerne udsætter for konkurrence, er forkert og behæftet med fejl, siger Ole Helby Petersen, professor MSO og leder af Center for Forskning i Offentlig-Privat Samspil på Roskilde Universitet. 

”Og fejlene fører til, at Økonomi- og Indenrigsministeriet undervurderer, hvor mange opgaver kommunerne udsætter for konkurrence. Reelt udbyder kommunerne flere opgaver, end tallene viser,” siger han. 

Netop diskussionen om kommunernes udbud er en af de klassisk borgerlige og også ideologisk betonede dele af regeringens politik. Op gennem 00’erne satte den daværende VK-regering, bl.a. med Lars Løkke Rasmussen som statsminister og på fremtrædende ministerposter, et mål for, hvor stor en andel af opgaverne kommunerne skulle udbyde. Samtidig fik borgerne på de store velfærdsområder som f.eks. hjemmehjælpen frit valg til selv at vælge mellem en kommunal og en privat leverandør.

Den socialdemokratisk ledede regering under Helle Thorning-Schmidt afskaffede i perioden fra 2011 til 2015 måltallet, som altså nu, snart tre år efter at Løkke Rasmussen igen blev statsminister, kan være på vej tilbage. I betragtning af diskussionens ofte højspændte politiske betydning er det derfor påfaldende, at hele diskussionen bygger på tal, der undervurderer omfanget af de kommunale udbud.

Frit valg tæller ikke med

Ole Helby Petersen er en af landets førende eksperter i lige præcis udbud af offentlige opgaver, og sammen med professor Kurt Houlberg fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for velfærd, VIVE, peger han på to alvorlige fejl i regeringens opgørelsesmetode.

Den første fejl handler om den betydning, som borgernes frie valg af f.eks. hjemmehjælp eller mad i ældreplejen har for opgørelsen, og hvornår en opgave kan siges at have været i udbud eller ikke i udbud. Problemet er, at regeringen ikke er konsekvent.

Det frie valg indebærer, at borgerne har ret til at vælge mellem offentlige og private aktører. Men i regeringens opgørelse over andelen af velfærdsopgaver, som kommunerne udsætter for konkurrence mellem offentlige og private leverandører, tæller resultatet af borgernes frie valg kun med, når borgeren ender med at vælge en privat leverandør.

Vælger borgeren i stedet den offentlige leverandør, ja, så har den konkrete ’velfærdsopgave’ ifølge regeringens opgørelsesmetode ikke været udsat for konkurrence, og dermed tæller den ikke med i opgørelsen over konkurrenceudsatte kommunale opgaver. 

Ole Helby Petersen

”Det er en klar fejl, når regeringen kun tæller det med, når borgeren vælger en privat leverandør af hjemmehjælp, og ikke når borgeren vælger den offentlige leverandør,” siger Ole Helby Petersen. 

Hvornår er det et udbud?

Vi har ad to omgange fremlagt Ole Helby Petersens kritik for Økonomi- og Indenrigsministeriet, og begge gange er der kommet skriftlige svar tilbage. Det første svar lyder således:

”Økonomi- og Indenrigsministeriet mener ikke, at det forhold, at en borger frit kan vælge imellem en offentlig og en privat leverandør, i sig selv er konkurrenceudsættelse. Ministeriet mener således ikke, at det er retvisende at opfatte alle kommunens udgifter til hjemmeplejeområdet som konkurrenceudsat.”

Selv om borgernes frie valg altså betyder, at borgerne frit kan vælge mellem en konkurrerende offentlig og privat leverandør til f.eks. hjemmehjælpen, er det ifølge ministeriet altså ikke korrekt at sige, at hjemmehjælpen dermed er udsat for konkurrence.

Det er lidt svært at forstå.

I pjecen ’Frit valg – bedre sammenhæng’ fra november sidste år skriver regeringen f.eks., at borgernes frihed til selv at vælge imellem velfærdsydelser ”skaber sund konkurrence mellem både offentlige og private leverandører, som kan være med til at løfte kvaliteten af de ydelser, borgeren modtager”.

Her er der altså ingen tvivl: Når der er et frit valg af f.eks. hjemmehjælp, så er det sund konkurrence.

Med andre ord er det altså temmelig svært at finde ud af, om regeringen mener, at borgernes frie valg til selv at vælge leverandør skaber sund konkurrence, som det ellers fremgår af pjecen, eller om det frie valg ikke i sig selv udsætter en opgave for konkurrence, som det fremgår af ministeriets svar.

For én gang for alle at få afklaret regeringens holdning til, om borgernes muligheder for frit at vælge mellem offentlige og private velfærdsleverandører skal opfattes som konkurrenceudsættelse eller ej, spurgte vi derfor endnu en gang i Økonomi- og Indenrigsministeriet. Og den afgørende sætning i svar nummer to lyder således. 

”Økonomi- og Indenrigsministeriet mener ikke, at det er retvisende at opfatte alle kommunens udgifter på hjemmeplejeområdet som egne vundne udbud, da de ikke direkte har været konkurrenceudsat.”

Tilbage står således, at det ifølge regeringen er en konkurrenceudsat opgave, hvis borgeren vælger en privat leverandør af hjemmehjælp, for så har opgaven direkte været udsat for konkurrence, men altså ikke hvis borgeren vælger den offentlige leverandør. I det tilfælde har opgaven ifølge ministeriet ikke direkte været udsat for konkurrence.

Inkonsekvent opgørelse

Når en kommune har godkendt, at en borger kan få hjemmehjælp, kan borgeren vælge mellem en offentlig og flere private leverandører. I Sundhedsministeriets redegørelse om ældreområdet fra april i år kan man se, at godt 45 pct. af alle borgere med behov for hjemmehjælp vælger en privat leverandør, mens knap 55 pct. vælger den kommunale leverandør. 

Alligevel mener ministeriet altså kun, at det skal tælle med i opgørelsen over konkurrenceudsættelse, når borgerne vælger en privat leverandør. På trods af de to svar er det svært at se en konsekvent linje i, hvad regeringen tæller med, og det undrer Ole Helby Petersen.

”Et udbud er ikke en bedre konkurrenceudsættelse end et frit valg. Mekanismerne er forskellige, men begge dele er konkurrenceudsættelse. Det er også derfor, at man har indført det frie valg på de store velfærdsområder. Det bygger på en tankegang om, at borgeren er en oplyst forbruger, som kan træffe et valg mellem konkurrerende leverandører på markedet,” siger Ole Helby Petersen.

Regeringen har fremlagt sit forslag om at øge andelen af kommunernes udbud i forbindelse med de aktuelle forhandlinger om den kommunale økonomi for finansåret 2019. 

”Vil man politisk hæve eller sænke, hvor mange opgaver kommunerne udsætter for konkurrence, er det i sagens natur fuldstændig legitimt. Men samfundet har krav på, at det sker på et grundlag, hvor den centrale styringsindikator er korrekt og konsistent opgjort. Det kan vi ikke forvente af politikerne, som ikke besidder fagviden, men det er en central opgave for ministerierne. Men det har vi stadig til gode,” siger Ole Helby Petersen. 

Statistiske unøjagtigheder

Fejl nummer 2 handler om, at regeringen ikke kun medtæller opgaver, der kan sendes i udbud, men også opgaver, som kommunen som myndighed ikke må sende i udbud. Det gælder f.eks. de dele af de kommunale opgaver, der rubriceres som ’administration’. 

Her peger professor Kurt Houlberg fra VIVE på, at der kan være teknikaliteter i definitionerne, som betyder, at kommunerne ikke har mulighed for at nærme sig 100 procents konkurrenceudsættelse.

Kurt Houlberg

”Posten ’administration’ omfatter f.eks. også opgaver på jobcentrene og i socialforvaltningen, hvor der sidder sagsbehandlere med myndighedsopgaver såsom visitation af ydelser. Nogle af disse opgaver må ikke udliciteres, ligesom det er svært at forestille sig en udlicitering af kommunens direktion,” siger Kurt Houlberg. 

Det problem erkender Økonomi- og Indenrigsministeriet, men henviser til, at kommunernes regnskabssystem ikke skelner mellem det arbejde, som godt kan konkurrenceudsættes, og det arbejde, hvor kommunen som myndighed skal træffe afgørelse om en ydelse, og som derfor ikke kan konkurrenceudsættes.

Her kunne ministeriet imidlertid have valgt slet ikke at medtage opgaver på det administrative område, men så ville man ende i den anden grøft og dermed miste muligheden for at registrere de dele af de administrative opgaver, f.eks. lønbogholderi, der godt kan udliciteres.

”Formålet med indikatoren for konkurrenceudsættelse er at følge udviklingen i kommunernes konkurrenceudsættelse igennem en simpel indikator baseret på træk fra budget- og regnskabssystemet,” lyder ministeriets skriftlige forklaring.

Men når nu regeringen prioriterer øget konkurrenceudsættelse, er det tankevækkende, at den opgørelse, man benytter, ikke giver et retvisende billede af situationen, men både undervurderer, hvor meget kommunerne udsætter for konkurrence, og overvurderer, hvor mange opgaver der kan udsættes for konkurrence.

Ole Helby Petersen vurderer, at et retvisende billede ville rykke andelen af kommunale udbud tættere på de 30 pct. end på de 27,1 pct., som regeringens indikator i dag viser.

”Der er grundlæggende brug for en revision af indikatoren, så den måler konkurrenceudsættelsen mere rigtigt og mere præcist. Man bør sætte et arbejde i gang, hvor man løser de centrale problemer. Det er, som jeg vurderer det, absolut muligt at udvikle en mere retvisende indikator inden for en relativt kort tidsramme,” siger han.

LÆS OGSÅ: Kan Troels Lund sige Helle Thorning udhulede landdistrikterne? Ja, hvis 9 arbejdspladser er en udhuling

LÆS OGSÅ: Her er kommunerne med flest og færrest anmeldelser om vold

LÆS OGSÅ: Nej, kommunerne har ikke nødvendigvis undladt at hjælpe 2.500 overgrebsramte børn

LÆS OGSÅ: Radikale Venstre vildleder i video om udflytning af uddannelser

LÆS OGSÅ: Ovenpå heftig debat: Det kan slet ikke dokumenteres, at indvandrere og efterkommere snyder mere med SU

LÆS OGSÅ: I Nordsjælland lever de næsten seks år længere end på Lolland

Forrige artikel Forfatter til bog om fake news: Det er både bedre og værre end antaget Forfatter til bog om fake news: Det er både bedre og værre end antaget Næste artikel DF vil tage støtten fra friskole, hvor eleverne morede sig med at prøve muslimske tørklæder DF vil tage støtten fra friskole, hvor eleverne morede sig med at prøve muslimske tørklæder