Regeringen skeler til Tyskland i kampen mod falske nyheder

Justitsministeriet overvejer mulighederne for at bekæmpe falske nyheder og vil i den forbindelse søge inspiration i de initiativer, der er i gang i Tyskland.

 



Justitsministeren vil afsøge mulighederne for at bekæmpe falske nyheder og vil i den forbindelse skele mod de initiativer, der er sat igang i Tyskland. Det fremgår af et svar, ministeriet har givet til Kulturudvalget, og som MediaWatch har fundet frem.

Svaret kommer i anledning af et spørgsmål rejst af Mogens Jensen (S) gennem Kulturudvalget, der blandt andet går på, hvad de lovgivningsmæssige muligheder er for at bekæmpe falske nyheder i Danmark - herunder om det er en mulighed at forpligte medier som Facebook under medieansvarsloven.

Mogens Jensen (S) har stillet spørgsmålet med henvisning til en artikel i Jyllands-Posten 30. december 2016, hvor en række politikere, herunder Mogens Jensen selv, opfordrer regeringen til at afsøge mulighederne for at bekæmpe spredningen af falske nyheder. I artiklen kalder han spredningen af falske nyheder "et problem for demokratiet".

I Tyskland har Facebook åbnet for, at brugerne kan anmelde falske nyheder med en knap. Hvis en nyhed bliver anmeldt, vil et hold faktatjekkere undersøge historien. Og viser historien sig at være falsk, vil Facebook give den et mærkat, der viser det.

Desuden har det tyske socialdemokrati, SPD, i december foreslået at udstede bøder til Facebook og andre sociale medier, hvis de ikke gør nok for at stoppe spredningen af en falsk nyhed.

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu