Kan svovlbrinten i prutter modvirke kræft og demens?

Forskere mener faktisk, at du bør lugte til din kærestes prutter. Det kan nemlig modvirke flere typer af alvorlige sygdomme. Sådan lyder påstanden i et opslag, der lige nu er blandt dem, der får flest reaktioner på den danske del af Facebook. Men påstanden er noget af en overfortolkning af forskernes opdagelser.

Thomas Hedin

De seneste dage har netmedier og blogs i både Danmark og udlandet kunnet fortælle, at det faktisk er sundt at indånde sin kærestes eller andres prutter. At dufte til en sådan vind i ny og næ hævdes i artiklerne at kunne nedbringe risikoen for at få kræft, demens og hjerteanfald.

De danske artikler har opnået over 7.000 ‘synes godt om’, kommentarer og delinger på Facebook. I skrivende stund er den ene artikel nummer 11 på listen over Facebookopslag fra danske medier med flest interaktioner i den seneste uges tid.

Medierne henter påstanden i ny forskning fra det britiske Exeter Universitet, der slår fast, at gassen svovlbrinte kan forebygge alvorlige sygdomme.

Netop den gas er en bestanddel i menneskets prutter, og som får dem til at lugte fælt.

Men påstanden om prutters forebyggende og/eller helbredende virkning må betegnes som en omgang fis.

Forskerne bag studiet har ikke sagt eller skrevet, at det skulle være sundt at inhalere en prut. Laboratorieforsøg har til gengæld påvist, at dyrkning af svovlbrinte på kræftceller, påvirker cellerne og kan endda dræbe dem.

Der er i øvrigt ikke tale om en nyhed, som det britiske mandeforum Ladbibel og danske medier giver indtrykket af. Forskningsresultaterne, som artiklerne henviser til, blev offentliggjort for tre år siden. Også dengang omtalte danske medier forskningsprojektets opsigtsvækkende resultat. Og også dengang fastslog flere faktatjek, at påstanden ikke havde hold i virkeligheden.

Men hvordan når flere netmedier alligevel frem til, at det er en god ide at trække vejret dybt, når nogen slipper en vind? Vi skal måske finde svaret i en fortolkning af universitetets pressemeddelelse fra 9. juli 2014 om studiets resultater.

”Det lugter som en prut og har ry for at være meget giftigt, men når det gives i den rigtige dosis, kan svovlbrinte potentielt have en gavnlig effekt på en række sygdomme - fra diabetes til slagtilfælde, hjerteanfald og demens,” udtaler Mark Wood fra det biovidenskabelige institut på Exeter Universitet, og som er en af forskerne bag studiet, i pressemeddelelsen.

Og det er måske netop vendingen ”at svovlbrinte lugter som en prut”, der får blandt andet The Ladbible til at konkludere, at det så må være sundt at sniffe en prut.

Flere fisende historier i omløb

Prutter er i øvrigt i disse dage et populært emne i det falske nyhedsbillede.

En anden artikel påstår, at en mand i Pakistan er blevet dømt til døden, fordi han i sommer slap en vind i en moské. Den historie har også opnået massiv interesse i mange lande på de sociale medier, hvor den udlægges som sandfærdig og forfærdelig.

Hvad mange tilsyneladende ikke opdager, er, at nyheden om den pakistanske prut kommer fra den selverklærede satirehjemmeside World News Daily Report, skriver det svenske faktatjeksite Viralgranskaran.

Satireartiklen viser også et billede af en mand, der påstås at have pruttet i den pakistanske moské. Men den mands skæbne er i virkeligheden en helt anden. Han blev anholdt sidste år i Canada anklaget for mord på sin ex-kæreste.

Lærerinde i fisende afstraffelse

World News Daily Report er i øvrigt også ophavsmand til en anden nyhed, der nyder stor opmærksomhed blandt amerikanske Facebookbrugere.

En 200 kilo tung amerikansk skolelærerinde hævdes at være blevet ”suspenderet for at sætte sig på en elev og prutte ham i munden”. Historien ledsages af adskillige detaljer om lærerindens overfald på eleven, skriver faktatjekmediet snopes.com, der samtidig gør opmærksom på, at historien er det rene vås.  

World News Daily Report skriver i øvrigt nederst på hjemmesiden, at alle artikler er satiriske og fiktive.

”Alle personer, der omtales i artiklerne på denne hjemmeside – det gælder også de artikler, der er baseret på rigtige mennesker – er ren fiktion og ethvert sammenfald mellem dem og personer, levende, døde eller udøde, er et rent mirakel”. Men det er altså en ”ansvarsfraskrivelse”, som mange åbenbart ikke fanger.

Det hører absolut ikke til sjældenheder, at pudsige falske eller fordrejede historier får så stor udbredelse, at de også havner hos etablerede medier. Tidligere på året kunne vi fortælle historien om en japansk mand, der angiveligt døde, efter at seks ton pornoblade var væltet ned over ham. Det viste sig at være af en fordrejning. Der var også den rørende historie om, hvordan en far anerkender sin søns homoseksualitet i et brev, der er skrevet på dansk. Men det danske netmedie glemte bare at fortælle, at historien var gammel, og at brevet, der ledsagede artiklen, slet ikke var den ægte vare.

LÆS OGSÅ: Falsk nyhed: Forkert mand beskyldt for at køre varevogn ind i cafegæster

LÆS OGSÅ: Er det her billedet af en syrisk dreng, der sover mellem sine forældres gravsteder?

LÆS OGSÅ: Nej, det hjælper ikke at hoste under et hjerteanfald – det kan gøre det hele værre

LÆS OGSÅ: Nej, skuespilleren Morgan Freeman er ikke død

LÆS OGSÅ: Falsk nyhed: Politiet har erklæret Oslo for tabt


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu