Køber politiet tændvæske til Paludans koranafbrænding?

Twitterbrugere raser over en video, der angiveligt viser betjente fra Københavns Politi hente og levere den tændvæske til Rasmus Paludan, som skulle bruges til at brænde en koran af med. Men der er mere til historien. 

Københavns Politi leverer lampeolie eller tændvæske til Rasmus Paludan, som han bruger til at stikke ild til en koran.

Kilde: Teksten til en video, der er delt på Twitter af en anonym bruger og på facebook af en religiøs side.


Videoen, der er lavet af en anonym twitterprofil, er sat sammen af to videobidder, så det ser ud, som om det er politibetjente, der henter og bringer tændvæske til Rasmus Paludan. Det er det ikke. Det er en tilskuer til demonstrationen, som på opfordring fra Rasmus Paludan henter eller køber en flaske lampeolie eller tændvæske. Efterfølgende overrækker en betjent flasken til Rasmus Paludan.

Kan det virkelig være rigtigt, at Københavns Politi køber og leverer tændvæske til Stram Kurs-lederen Rasmus Paludan og på den måde hjælper ham med at brænde koranen?

Sådan spørger flere oprørte twitterbrugere, efter at en video på det sociale medie viser Rasmus Paludan, der til en demonstration beder om at få indkøbt tændvæske til at brænde en koran af. Herefter rækker en betjent ham en dunk med tændvæske.

Videoen er i skrivende stund vist næsten 20.000 gange på Twitter, og både justisminister Søren Pape (K) og formand for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, er blevet gjort opmærksom på videoen af brugere på Twitter. Også på Facebook er videoen delt og med samme tekst som på Twitter:

"Har lige sat de her 2 clip sammen, der er med en 15-20 mins mellemrum, så man kan se sammenhængen på hvorfor Københavns politi levere lampeolie/tændevæske til Paludan så han kan brænde en koran."

Billedtekst: Opslaget på Twitter med videoen, der er vist knap 20.000 gange

Men det er ikke rigtigt, at Københavns Politi har købt eller leveret tændvæske til Rasmus Paludan. Videoen, der varer knap et minut og er lagt på Twitter af en anonym bruger, er bare klippet sådan sammen, at det kan se ud, som om det er politiet, der henter tændvæsken

Det viser TjekDets gennemgang af den fulde to timer lange video, som den sammenklippede udgave stammer fra. Og Københavns Politi afviser at have hjulpet Rasmus Paludan med at skaffe tændvæske.

Paludan får hjælp af tilskuer, ikke betjent

I forbindelse med en Stram Kurs-demonstration, der blev afholdt i Amorparken lige ved Rigshospitalet i København i starten af maj, har partiet delt en næsten to timer lang video af demonstrationen.

I videoen ses stifteren af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, stå bag en interimistisk indhegning af stribet politibånd. På den anden side af båndet står en række uniformerede betjente fra Københavns Politi og danner en sikkerhedszone mellem Rasmus Paludan og de tilskuere, der måtte møde frem op til demonstrationen.

TjekDet har set den fulde video igennem, hvor Rasmus Paludan først råber et par ukvemsord om og til de fremmødte, synger den danske nationalsang, læser højt fra koranen samt kaster med den og forsøge at stikke ild til den.

Men Rasmus Paludan kan ikke få sat ild til koranen, og 39 minutter inde i videoen spørger han de fremmødte tilskuere, om nogen har ”lampeolie eller noget tændvæske.”

”Er der ikke en, der kan være en skat og købe noget lampeolie eller tændvæske et sted?,” spørger Paludan forsamlingen.

En person udenfor billedet siger herefter noget i retningen af, at han har en stormlighter. Men Rasmus Paludan foreslår vedkommende, at han går i en nærliggende Netto efter tændvæske. En god halv time senere vender personen tilbage, og følgende dialog udspiller sig:

Rasmus Paludan: Hej, du. Fandt du en dunk med noget?

Tilskuer: Ja, jeg har den her. (Utydelig tale)

Rasmus Paludan: Det vil jeg gerne. Jeg skal nok betale dig. Kan jeg mobilepaye dig?

Tilskuer: (Utydelig tale)

Rasmus Paludan: Det er fint.

[…]

Tilskuer: (Utydelig tale)

Rasmus Paludan: Ja, det er fint. Kan du ikke lade den inspicere?

En betjent rækker dunken med tændvæske i vejret.

Rasmus Paludan til betjenten: Ja, jeg vil gerne have den.

Betjent: Ja, det er jeg godt klar over. (Utydelig tale)

Betjenten rækker dunken til Paludan

Rasmus Paludan: Det er lampeolie skråstreg tændvæske.

Københavns Politi forklarer til TjekDet, at man skal vise ID og visiteres, før man kan passere betjentenes sikkerhedszone og komme helt tæt på Rasmus Paludan, hvorfor tilskueren er blevet stoppet på sin vej hen mod Rasmus Paludan for at overbringe ham tændvæsken.

Københavns Politi afviser kategorisk at skulle have hjulpet Rasmus Paludan med at indkøbe tændvæsken.

De henviser til Rigspolitiet, der i et skriftligt svar til TjekDet siger:

“I forbindelse med Stram Kurs' demonstration blev der etableret en sikkerhedszone. Det skete for at tilgodese sikkerheden samt muliggøre Rasmus Paludans dialog med de borgere, der ønskede det. I den forbindelse bad en borger en betjent viderebringe en flaske til Rasmus Paludan, frem for at betjenten visiterede borgeren og derefter overlade det til vedkommende selv at overbringe flasken. Det var en konkret vurdering i situationen, hvor det primære fokus altid er på sikkerheden,” skriver Rigspolitiet og fortsætter:

“Det er imidlertid vigtigt, at politiets fremtræden opleves neutralt og uden stillingtagen til andet end det sikkerhedsmæssige. Det er derfor kort tid efter demonstrationen i Amorparken blevet indskærpet, at betjentene ikke skal overbringe genstande eller på anden måde gøre noget i forbindelse med demonstrationer, der kan misforstås."

Twitterbrugere falder for vildledende sammenklip

Men flere twitterbrugere har tilsyneladende ikke set hele videoen fra demonstrationen, de har kun set et sammenklip som den anonyme twitterprofil, AlexDenStørste, har lavet. I dette sammenklip på lidt under et minut klippes fra Rasmus Paludan, der spørger en person udenfor billedet, om ikke vedkommende kan gå i Netto efter lampeolie, til betjenten, der overleverer dunken.

Den danske skuespiller Carsten Bjørnlund, der blandt andet er kendt fra DR Drama-serien Arvingerne, skriver: “Hvad fanden foregår der, @KobenhavnPoliti ???” Og deler linket med den sammenklippede video.

Opslaget er også delt af Bjarke Charlie, presserådgiver for Alternativet. TjekDet har spurgt Bjarke Charlie, om ikke han er med til at hænge Københavns Politi ud med en misvisende video.

“Jeg delte tweetet, fordi jeg syntes, det så mistænksomt ud, og jeg er enig i den undren, twitterbrugeren har,” siger han.

Bjarke Charlie mener, at det ud fra den sammenklippede video ser ud, som om politiet kommer med lampeolie til Rasmus Paludan, efter at han har bedt dem om det.

TjekDet har refereret hændelsesforløbet fra originalvideoen for Bjarke Charlie, og han medgiver, at der måske skulle have været en disclaimer i hans opslag, når man nu ikke kan se manden, der rent faktisk henter lampeolien til Paludan.

“Men jeg synes, der har været så meget andet, blandt andet hvor politiet har afvist journalister, og derfor ringede der ikke en større alarm hos mig. Så hvis jeg skal efterrationalisere, er det nok på grund af den fortælling, at jeg fandt det plausibelt,” siger Bjarke Charlie.

Han fastholder, at politiet overtræder en grænse ved at overlevere lampeolien til Rasmus Paludan. Og selvom det ikke er lige så slemt som at købe det til ham, mener Bjarke Charlie, det er relevant at diskutere politiets håndtering af Rasmus Paludans demonstrationer.

Anonym twitterbruger afviser at hænge politiet ud

TjekDet har via chatfunktionen på Twitter interviewet twitterprofilen AlexDenStørste og spurgt, hvorfor vedkommende har lavet sammenklippet.

Twitterbrugeren forklarer, at vedkommende i første omgang kun havde delt det klip, hvor politiet leverer dunken til Rasmus Paludan, men efterfølgende tilføjede den del, hvor Rasmus Paludan spørger, om ikke nogen vil gå i Netto efter lampeolie.

“Du kan også se af overskriften af mit opslag, som gik viralt, at jeg skrev "så man kan se sammenhængen," og at Paludan bad efter det, jeg skrev ikke nogen steder, at det var dem (politiet, red.), der købte det, at folk har misforstået det, er jo ikke noget, jeg er ansvarlig for,” skriver Twitterbrugeren.

Den anonyme twitterbruger tilføjer:

“Desuden er det ikke bekræftet, at det ikke var politiet (der), og det er ikke tydeligt selvom man ser hele (Rasmus, red.) Paludans video, så jeg er stadig ikke 100% sikker, om det ikke var politiet eller ej, men jeg hælder mest til, at det ikke var.”

Forrige artikel Populært facebookopslag om tandlægehjælp til indvandrere roder rundt i fakta Populært facebookopslag om tandlægehjælp til indvandrere roder rundt i fakta Næste artikel Nej, her sidder Morten Østergaard ikke med Islamisk Stats flag  Nej, her sidder Morten Østergaard ikke med Islamisk Stats flag
Historisk skifte:  Vælgerne har fået større tillid til politikerne

Historisk skifte: Vælgerne har fået større tillid til politikerne

15 års nedtur er stoppet. Efter valget i juni er vælgernes tillid til politikerne nu atter på vej op. Danmark trodser dermed overraskende den internationale tendens. Tilliden er tilbage på niveauet fra før den stramme krisepolitik i 2010. Det viser stor valgundersøgelse.

Kinas desinformation udvides med små skridt

Kinas desinformation udvides med små skridt

I Kina forsøger staten i højere grad end tidligere at kontrollere stort set alle former for information i det store land. Men noget tyder på, at de så småt er i gang med et internationalt indtog.

Danmark er ramt: Word tester allerede den politisk korrekte stavekontrol

Danmark er ramt: Word tester allerede den politisk korrekte stavekontrol

I fremtiden vil stavekontrollen i dit Word-dokument angiveligt foreslå dig at skifte ordet politiMAND ud med det mere kønsneutrale politiBETJENT. Morten Messerschmidt (DF) raser og kræver, at staten opsiger sin aftale med Microsoft, når det sker. Men den identitetspolitiske stavekontrol er allerede virkelighed - for nogen.