Læren af USA-valget: Medier, magt og mistillid

Det amerikanske valg må ændre medierne og journalistikken for altid. Medierne opfattes som en del af eliten i stedet for nogen, der holder kritisk øje med den. Sandheden og tilliden må tilbage på dagsordenen.


Politikere og journalister har fået en væsentlig ting til fælles. Manglende troværdighed i befolkningen. I de senere år er embedsmændene, eksperterne og flere af samfundets markante institutioner ved at komme med i samme dårlige selskab. Vælgerne søger nye svar på tidens udfordringer, fordi de ikke har tillid til en bedre dag i morgen end i går, og fordi de føler sig afkoblet fra magtens cirkler. Medierne betragtes ikke længere som repræsentanter for folket i almindelighed men i stedet som en del af magten.

Politikere, journalister, eksperter, kulturpersonligheder og meningsaristokratiet er blevet ”the establishment”, der taler indforstået om globalisering, om mangel på arbejdskraft, når andre synes, det er svært at få et job, om et rigt og mangfoldigt, multikulturelt samfund, der af andre opfattes som en trussel mod det trygge og tab af national kontrol. Eliten taler om en økonomisk udvikling og vækst, som det er svært at få øje på for dem, der ikke længere tror på en bedre fremtid for næste generation. Eliten taler om et homogent, næsten lige og solidarisk samfund, som det er svært at genkende fra en position nederst på velfærdsstigen og uden udsigt til et rimeligt betalt job.

Valget i USA den 8. november blev et lærestykke i den vrede, mistillid, frustration og magtesløshed, som brede befolkningsgrupper siden finanskrisen føler over for ”the establishment” eller samfundseliten. De gamle partier og de traditionelle politikertyper klarer ikke brobygningen til det, der sker i befolkningen netop nu. Det er nye partikonstellationer og politikerprofiler, som træder ind på scenen og overtager og personificerer håbet om forandring.

Alt for meget af mediernes dækning, når disse nye partier og nye politikerprofiler overraskende dukker op og får succes i USA og i Europa, bliver til korte opdagelsesrejser ude i virkeligheden. Der bliver observeret i punktnedslag med forundring og som noget, der ligner et antropologisk studie. Ligesom politikerne vil vi i medierne gerne gøre os til folkets sande repræsentanter, men det kræver et længere ophold ude i felten og en indlevelsesevne og identifikation med andres livsvilkår, problemer og værdier, som er mere reel og dyb.

Stærk-mand-simpel-løsning

Det er som bekendt farligt at udtale sig bastant om virkeligheden siddende ved et skrivebord. Og her kommer man i hvert fald ikke frem til at forstå, hvorfor USA nu har valgt en af de dårligst kvalificerede, dårligst forberedte og mest grovkornede typer i skikkelse af en finansmand og reality show-stjerne som kommende præsident. En mand, der har fornærmet alt og alle, og som har udtalt sig sexistisk, racistisk og antisemitisk. En milliardær, som har pralet af ikke at betale skat i årevis ved udnyttelse af skattelovgivningens krinkelkroge.

Et eller andet i vores dialog med hinanden er ved at gå rivende galt, og fortsætter det, er en ubehagelig risiko for spredning af ”en stærk-mand-med-simpel-løsning”-modellen ganske overhængende.

Medierne i USA kunne ganske enkelt ikke tro, at Trump kunne vinde, og gav det nye, underholdende, politiske fænomen en massiv og alt for ukritisk start på kampagnen. Da der så kom flere kritiske ting frem om Trump, skulle medierne jo bevise den traditionelle fairness og balance og gav Hillary Clintons e-mail-sag en massiv overdækning. Som Washington Posts kloge klummeskriver Margaret Sullivan har formuleret det: ”Der opstod ganske enkelt et problem ved, at medierne ikke tog Trump alvorligt, men til gengæld tog ham bogstaveligt.”

Når han sagde, at han ville bygge en mur ved grænsen til Mexico, deportere ulovlige immigranter i tusindvis og tilintetgøre Islamisk stat, så gik medierne efter, hvordan det rent bogstaveligt og praktisk skulle foregå, hvornår og til hvilken pris, fordi de ikke troede, han var seriøs. De frustrerede vælgere derimod tog manden seriøst, fordi han i enkle ord formulerede en anden politisk vej lige ind i hjertekulen på deres bekymringer, så de valgte ham, selv om de har været helt bevidste om, at han måske aldrig kommer til at gennemføre forslagene rent bogstaveligt.

Trump viste en vej, som lige præcis rammer ind i antiglobalisering, styrket national selvfølelse, modstand mod frihandel og jobs, der forsvinder til udlandet, mod indblanding i fjerne krige og konflikter, der bare skaber flere immigranter og flygtninge uden at gøre nytte for freden.

Frankrigs leder af Front National, Marine Le Pen, roser Trumps valg til skyerne og slår på præcis samme politiske toner, og den næste alvorlige kæberyster til de gamle politiske partier og traditionelle politikerprofil kan blive det franske præsidentvalg i 2017. Efterfulgt af flere andre valg i Europa med samme tendenser.

Et sundt demokrati bygger på tillid og åbenhed. Her i Danmark kæmper vi med samme krise for demokratiet som mange andre steder i verden. Og selv om vi ikke har tradition for stærk-mand-løsninger, så kan demokratiet også gå i hårknude her. Vi trænger til at få sandheden, nuancerne og fakta tilbage i samfundsdebatten og få skåret igennem spin, manipulation, falske påstande, selektive sandheder og direkte løgne.

Tillid og åbenhed bygger blandt andet på lydhørhed. Og det er mere end på høje tid at lytte. At omskrive den økonomiske politik, så vi ikke havner i protektionisme og depression. Kombinationen af sårbare økonomier, lav økonomisk vækst, øget social ulighed, et splittet samfund og et undermineret demokrati er en livsfarlig cocktail.

Sandheden og tilliden tilbage

Rundt omkring os begynder der at være en ny bevægelse i journalistikken, som ikke alene handler om at tjekke fakta i den offentlige debat, men også om at beskrive nuancerne, der alt for ofte forsvinder i den daglige nyhedskværn. Og den handler om at tage opgaven på sig at forsøge at afsløre de falske rygter og urigtige påstande, som gødes, deles og gødes igen og vokser sig store på de sociale medier, inden nogen måske gør desperate forsøg på at aflive dem.

Vi kan godt mene i medierne, at det er fuldkommen uretfærdigt, at vi er bundskraberne sammen med politikerne på den negative troværdighedsliste. Men når befolkningen opfatter det sådan, så er det jo en realitet, som vi må arbejde med. Ligesom politikerne må arbejde på deres troværdighed.

Det mest værdifulde, vi har i de professionelle medier, er paradoksalt nok vores troværdighed og vores evne til at skelne rigtig fra falsk information. Hvorfor passer vi så ikke bedre på den rolle og gør det til vores opgave at forsvare demokratiet på den måde, vi nu kan bedst: ved at udfordre, kvalificere og udvikle den offentlige debat på en konstruktiv måde. Hvis ikke vi gør det, bliver vi en del af demokratiets problem og ikke en del af dets løsning.

Den amerikanske professor Lucas Graves har skrevet bogen "Deciding What’s True: The Rise of Political Fact-Checking in American Journalism" om det hastigt voksende fænomen faktatjekwebsites over hele verden. Antallet af selvstændige sites uden for de etablerede medier er fordoblet i løbet af det seneste år til nu over 100 aktive projekter i 40 lande meget ofte knyttet til afsløringen af politiske udtalelser og politikere. Enkelte af disse faktatjeksites er også begyndt at følge politikernes løfter og efterprøve, om de nu også gør, som de lover.

Lucas Graves skriver i bogen, at mange journalister opfatter disse faktatjektjenester som en reaktion på journalistikkens fejltagelser i de seneste årtier og som en udfordring til medierne, der ikke har gjort arbejdet godt nok.

Disse fejltagelser inkluderer:

 

    • Bevidstløse referater af, hvad der bliver sagt, uden at udtalelserne underkastes en nærmere analyse for løse påstande.

 

    • Doven journalistik, hvor legitimiteten alene ligger i at spørge begge parter i en sag med modsatte synspunkter, men uden at undersøge, om det ene synspunkt rent faktisk er mere faktuelt korrekt end det andet.

 

    • Alt for tætte relationer til kilderne og dermed en kompromittering af uafhængigheden.

 

    • Omdannelse af den politiske substans til et procesmæssigt hestevæddeløb eller et godt tv-show på scenen med vælgerne som publikum, mens den virkelige magt udspiller sig uden for mediernes projektører.

 


Der er ingen tvivl om, at den amerikanske valgkamp og dækningen af den kommer til at give langvarige efterdønninger i mediekredse. Valget har i hvert fald søsat en ny refleksion i amerikansk journalistik, der handler om at udfordre den tilstræbte objektivitet og neutralitet i reportagen. I erkendelse af, at alle påstande ikke er lige korrekte og lige meget værd.

I den franske medieverden bragte terroraktionerne i Paris og Nice også en ny interessant refleksion ind i journalistikken. Første bølge med de sociale medier og samspillet med de professionelle medier kom til at handle om, at befolkningen i dag kan være formidler af nyheder via de sociale medier langt hurtigere end de professionelle journalister er til stede, når der sker noget her og nu på en strandpromenade eller i en koncertsal. Men de professionelle medier i Frankrig har lært, at de ikke i fremtiden ukritisk kan opsuge denne nye leverance i jagten på at være først og bedst til at informere læserne og brugerne, for rent faktisk dukkede der både falske og manipulerede og mistolkede rygter og antagelser op via de sociale medier, og de blev sendt videre i stort omfang af de professionelle medier. I den amerikanske valgkamp er de sociale medier svømmet over med alle mulige påstande, uhyrlige angreb og rygter, som de publicistiske medierne ikke formåede at stoppe.

Vi må også i de danske medier tage ved lære af valget i USA, erfaringerne med de sociale medier og risikoen for afkobling mellem befolkningen og eliten. Hvis ikke vi tænker over det, så bliver vi alene elitens medier komponeret med brug af magtens indforståede sprog og temaer. Vi skal vedholdende udfordre magten, ikke blive et med den.

Næste artikel Her er de gode nyheder om de falske nyheder Her er de gode nyheder om de falske nyheder