Merkel er den prorussiske propagandas yndlingsoffer

EU’s fælles udenrigstjeneste har forsøgt at kortlægge strategien i den russiske misinformationskampagne. For tiden ser det ud til, at den tyske kansler er hovedmålet for propagandaen.

 


Tirsdag fremlagde en embedsmand i EU’s udenrigstjeneste (EEAS) en vigtig konklusion fra sit arbejde med at kortlægge taktikken i prorussisk propaganda: Hovedmålet lige nu lader til at være at nedgøre den tyske kansler Angela Merkel. Det skriver det Bruxelles-baserede EU-nyhedsmedie Euractiv.

Der er parlamentsvalg - eller Bundestagswahl som det hedder på tysk - senere på året, og det forventes, at Rusland vil forsøge at præge valgkampen bl.a. ved at sprede propaganda forklædt som falske nyheder, der sætter den siddende kansler i et dårligt lys og dermed gøre hendes chancer for valgsejr mindre.

En vigtig taktik i den prorussiske propaganda er ifølge Jakub Kalensky der arbejder med netop russisk propaganda hos EU’s Udenrigstjeneste, at skabe splittelse i den europæiske offentlighed ved at nedgøre en specifik person, en stat eller et politisk parti. Og i øjeblikket er de fleste propagandaskyts altså rettet mod Angela Merkel, forklarer han. Derudover har Ukraine været et som stat. Tidligere har det været USA, men det fokus har ændret sig, efter Donald Trump er blevet præsident.

En anden typisk taktik i den prorussiske propaganda, forklarer Kalensky, er at sprede modstridende forklaringer om begivenheder, der har fundet sted. Et eksempel på det er, at der er stor forvirring om, hvad der egentlig skete, da et MH17-fly blev skudt ned over Ukraine i 2014, fordi der florerer så mange forklaringer om, hvad der gik galt.

Ifølge Kalensky er det umuligt at måle præcist, hvor stor betydning den prorussiske misinformation egentlig har. Men han udtaler, at den propagandaen har vist sig at være ’ekstremt succesfuld’, og at EU ’burde gøre mere ved det’.

Læs hele historien hos Euractiv her.

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu