Nej, klassiske medier er ikke valgkampens tabere

KOMMENTAR: Astrid Haug tager fejl, når hun spår, at de klassiske medier bliver valgkampens tabere. De vil være politikernes foretrukne kanal, og befolkningens tillid til de klassiske medier ligger langt over tilliden til blandt andet Facebook, skriver Lisbeth Knudsen.

Om Lisbeth Knudsen

Taberen af det kommende valg er allerede fundet.

Det er de klassiske publicistiske medier, skrev digital rådgiver Astrid Haug forleden Altinget Digital. De har mistet grebet om både deres politiske kilder og den brede befolkning, mente hun.

Tre argumenter skulle der være for det. At medierne nu kan blive modsagt på de sociale medier på enhver historie af kilderne. At danskerne er blevet mere mistænksomme, og at partier og organisationer i stor udstrækning nu laver deres egne mediekanaler.

Jeg tror, at det er en forkert konklusion. De klassiske medier vil fortsat være de politiske partiers og de politiske kandidaters primære ønskekanal under en valgkamp, og de politiske store udspil lanceres stadig fortrinsvis i de publicistiske medier.

Herfra ved partierne godt, at man sætter det største fodaftryk i forhold til spredningen også til konkurrerende publicistiske medier og de sociale medier, hvis man lykkes med at få søsat et initiativ med rette indhold og timing. 

En ny undersøgelse lavet for Siri-Kommissionen viser da også, at politikerne på Christiansborg selv foretrækker at bruge de klassiske medier som nyheds- og informationskilde – ja, faktisk allerhelst aviserne og deres digitale sider, men at de er nødt til at bruge de sociale medier til at komme ud med budskaberne til vælgerne, fordi det er svært for andet end toppolitikerne at komme til i de klassiske medier.

De klassiske medier har ikke mistet grebet om de politiske kilder. De foretrækker fortsat at være i de klassiske medier, hvis de bare kunne få plads. Undersøgelsen viser også, at befolkningen primært orienterer sig om nyheder og politiske holdninger samt om kandidaterne til folketingsvalget via tv og aviserne og deres hjemmesider. De sociale medier kommer langt ned på listen.

Et folketingsvalg og et valg til Europa-Parlamentet er de publicistiske mediers festlige højtid. Det er her, de ansvarlige medier viser deres værdi for demokratiet. Det er her, alle klassiske medier håndhæver en særlig politisk balance, der lader små partier komme mere til orde end ellers.

Det er her DR og TV 2 rykker ud med krydsild-programmer, partilederdueller og de regionale og lokale tv- og radiokanaler åbner sluserne for, at de lokale kandidater kan komme til orde og udfordre hinanden. Det er her, aviserne udviser al mulig opfindsomhed på tryk og på nettet, for at meningerne om valgets kerneemner kan brydes.

Der er med garanti ingen af de professionelle medier, hvad enten de er lokale, regionale eller nationale, der ikke allerede for længst har været i gang med idémøder og kreative tiltag for at planlægge indsatsen i forhold til de to kommende valg.

Ikke så sjældent med en forlængelse af de traditionelle redaktionelle tiltag i form af fysiske debatarrangementer og møder med mediernes som arrangører.

Det kan ikke nok så mange fragmenterede budskaber på de sociale medier eller partiernes egne kanaler overhovedet konkurrere med. De er glimrende supplementer for den frie debat, og det er for det meste rigtig fint. Med partimedierne og folketingskandidaternes egne sider på de sociale medier, der ved man, hvem der er afsender og filter på debatterne. Men desværre ved man ikke, om deltagerne i debatterne er falske profiler, trolde eller politiske modstandere, der ligefrem er trænet til at infiltrere, miskreditere og chikanere mest muligt.

Godt halvdelen af danskerne tror faktisk generelt på de professionelle nyhedsmedier og synes, at de har en væsentlig betydning for demokratiet. Danskerne har ikke mistet tilliden til de klassiske medier, og det har ikke svækket tilliden, at medierne kan blive modsagt på de sociale medier eller partikanalerne.

Hvis man lige kigger på Megafons undersøgelse for DR's Medieforskning, så tror danskerne mest på tv og radio med henholdsvis 69 og 67 procent. Aviserne og deres digitale sider ligger på 47 og 44 procent. Tilliden til Facebook ligger på fem procent og til Twitter på to procent. Det er da bemærkelsesværdigt.

Jeg tror, vi får en valgkamp, hvor der bliver skruet op for megafonerne på de sociale medier, og partiernes valgtropper vil få travlt med at følge angreb og modangreb dér. Partikanalerne vil levere det skyts til de i forvejen frelste og være med til at mobilisere, opmuntre og engagere.

Men tag nu blot en lille reminder fra det netop overståede skolevalg – uden sammenligning i øvrigt. Det var helt uden tvivl det personlige fremmøde af kandidaterne på skolerne, der gjorde udfaldet for de unges foretrukne valg. Det personlige møde mellem vælger og kandidater og oplevelsen af at kunne spørge og få et svar fra en autentisk person betyder rigtigt meget.

De sociale medier vil blive oversvømmet, når valget udskrives, og risikoen for debatkapringer med stærke konspirationsgrupper og ekstreme politiske strømninger og desinformation er til stede, som vi har set det i lande som for eksempel Sverige i forbindelse med valget i september sidste år.

Heldigvis ser det ud til, at de danske partier er blevet godt rustet til at være opmærksomme på den slags og måske tilmed vil indgå en gentlemanaftale om at advare hinanden om lækager og desinformationskampagner, så de ikke kommer til at give medvind til den slags.

Samme gentlemanaftaler burde indgås mellem de publicistiske medier. At bekæmpe misinformation og desinformation bør være en fælles aktion og opgave ved et valg og ikke et konkurrenceparameter.

Og så burde de danske politiske partier under valgkampen deklarere åbent på deres hjemmesider alle de digitale annoncer, som de er afsendere på, så man som vælger kan se de aktuelle budskaber – også dem, der sendes til forskellige målgrupper, og som måske ikke lige rammer en selv.

Taberen af det kommende valg? Nej, det bliver ikke de klassiske medier. Det bliver de politikere, der nøjes med at sidde bag skærmen og ikke kommer ud og møder vælgerne ansigt til ansigt.

Det bliver dem, der tror, at de sociale medier kan blive styrende i en valgkamp. Dertil er deres udbud af informationer og debatter alt for fragmenteret.

Disclaimer: Jeg har været medlem af den arbejdsgruppe under Siri-Kommissionen, som har arbejdet med AI, Medier og Demokrati-rapporten.

LÆS OGSÅ: Kommission ønsker større kontrol med digitale politiske reklamer

LÆS OGSÅ: EU indkalder faktatjek-journalister til værnepligt i kampen mod falske nyheder

LÆS OGSÅ: Medieforsker: Næste skridt er at få politikere til at indgå ‘sandhedsløfte’

Forrige artikel Vi skal hacke demokratiet før andre gør det Vi skal hacke demokratiet før andre gør det Næste artikel Mette Frederiksen sælger politik til de yngste via 'influencere' Mette Frederiksen sælger politik til de yngste via 'influencere'
Flygtninge eller folkepensionister: Hvem får flest penge af staten?

Flygtninge eller folkepensionister: Hvem får flest penge af staten?

Folkepensionister, der har knoklet for fædrelandet i en menneskealder, får det samme beløb i ydelse som flygtninge, der lige er kommet til landet. Det påstår et flittigt delt og forarget opslag på Facebook. Men virkeligheden er noget mere nuanceret, fastslår to forskere.

Riskær Pedersen om bitcoin-historie: Det er fup og svindel!

Riskær Pedersen om bitcoin-historie: Det er fup og svindel!

Klaus Riskær Pedersen har investeret en halv milliard i en investeringsplatform, der skal hjælpe forgældede danskere. Det påstår i hvert fald en artikel, der tilsyneladende stammer fra Berlingske Business. Men der er tale om svindel, som forsøger at hive penge op af godtroende folks lommer. 

Opfinder Morten Messerschmidt egne tal til klimakritik?

Opfinder Morten Messerschmidt egne tal til klimakritik?

Mere end halvdelen af verdens klimaforskere mener, at menneskets bidrag til den globale opvarmning er meget begrænset, siger Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Men hans dokumentation underbygger ikke hans påstand.

Kendt komiker må igen lægge ansigt til det pureste opspind

Kendt komiker må igen lægge ansigt til det pureste opspind

Anders Matthesen har ifølge en artikel postet hele 500 millioner kroner i en bitcoin-investeringsplatform, som hjælper almindelige mennesker af med deres gæld. Men artiklen er pure opspind designet til at snyde godtroende folk. 

Hvor mange pensionsmodne lønmodtagere har egentlig nedslidende jobs?

Hvor mange pensionsmodne lønmodtagere har egentlig nedslidende jobs?

Mette Frederiksen har taget hul på forhandlingerne, der skal opfylde et af hendes mest profilerede valgløfter: Tidligere pension til nedslidte. Hvem og hvor mange der kunne se frem til den ret, ville S ikke ud med. I foråret gik vi alligevel på jagt efter et muligt svar. 

Russisk medie: ”Vi siger ikke, det er sandt”

Russisk medie: ”Vi siger ikke, det er sandt”

Det russiske statsmedie Sputnik ser ikke noget problem i, at de ligesom Jyllands-Posten bragte en falsk historie om knivbevæbnede migranter. "Vi siger ikke om det er sandt eller ikke sandt,” lyder det fra nyhedschefen for det russiske medie.

Danske tv-værter misbruges i falske annoncer for tape

Danske tv-værter misbruges i falske annoncer for tape

Med en særlig type tape behøver du aldrig at bekymre dig om smerter igen. Sådan reklamerer flere kendte tv-værter i en række annoncer på nettet. Men værternes navne og billeder er blevet misbrugt. Og tapens effekt er næppe så fantastisk, som det påstås i annoncerne. 

Nej, hun er ikke den nye creme-dronning

Nej, hun er ikke den nye creme-dronning

Sofie Linde har haft en sommer i netsvindlernes søgelys. Først blev hendes navn og ansigt misbrugt til at sælge slankepiller, og nu skulle hun angiveligt være på banen med en natcreme. Igen er der dog tale om svindel. 

Hvem betaler egentlig topskat?

Hvem betaler egentlig topskat?

Topskatten er ofte en varm kartoffel i den offentlige politiske debat. Men hvem er det egentlig, politikerne taler om, når de nævner topskatteyderne? TjekDet har undersøgt sagen.