Nej, Mads Mikkelsen anbefaler ikke bitcoin-investeringer som "smuthul til velstand"

I et interview med Ekstra Bladet afslører den kendte danske skuespiller Mads Mikkelsen, hvordan han angiveligt har tjent styrtende på at investere i bitcoins. Men artiklen er falsk, har intet med avisen at gøre og har til formål at lokke danskere i en økonomisk fælde.

Thomas Hedin

”Han arbejder på at give Danmark lykke" og ”Absurd, kun 1,6% af borgerne nyder det”. Sådan lyder det ordret i et facebookopslag, der er flankeret af en video på 30 sekunder og et link til en hjemmeside.

Umiddelbart giver hverken de to budskaber eller den korte video med hidsig violinmusik nogen mening.

Starter man videoen ser man kun en Nordea-bygning, forsiden på et dansk pas og nu et tredje citat med teksten ”Myndighederne prøver at skjule det for dig”. 

Videoen giver altså heller ikke nogen forklaring på, hvad opslagets egentlig budskab er, bortset fra man får fornemmelsen af, at ’nogen’ prøver at snyde os.

Men opslaget og videoen skal formodentlig heller ikke give os en umiddelbart forklaring. Til gengæld skal vi lokkes til at klikke på det link, der også indgår i opslaget. Og nu løftes sløret for hensigten. Vi er ved at blive fuppet.

Artiklen fortsætter under billedet

Udsnit af 30 sekunder lang video på Facebook, der skal lokke danskerne i en økonomisk fælde.

Linket fører til en artikel fra Ekstra Bladet, hvor den kendte danske skuespiller Mads Mikkelsen angiveligt bliver interviewet om hans seneste investering, der "forbløffer eksperter og skræmmer de store banker".

Mads Mikkelsen beretter om, hvordan han har investeret i bitcoins og på den måde fundet et ”smuthul til velstand, som han siger kan forvandle alle og enhver til millionærer i løbet af 3-4 måneder”. Han går ifølge interviewet endda så vidt til at bønfalde ”alle i Danmark om at benytte sig af denne fantastiske mulighed, før de store banker lukker den ned for altid”.

Men artiklen er falsk. Og det er langt fra første gang, at præcis samme artikel dukker op på nettet. Mads Mikkelsens manager, Ulrich Møller-Jørgensen, har overfor TjekDet tidligere klart afvist artiklen som fup.

”Det kan jeg hermed afkræfte,” skriver Ulrich Møller-Jørgensen kort og godt i en mail.

Ser man på www-adressen, står det også klart, at den falske nyhed ikke stammer fra Ekstra Bladets hjemmeside. Den er derimod at finde på adressen future4news.com. Ifølge www-adressebogen er domænet future4news.com oprettet den 1. januar i år. Ejeren af adressen kan vi ikke se, da den er købt via en virksomhed, der fungerer som mellemmand. 

Artiklen fortsætter under billedet

Skærmbillede af den falske artikel, der har floreret på internettet i omkring et år. 

Kendisser misbruges på stribe

Det er langt fra første gang, at danske kendisser og medier misbruges i sådanne falske nyheder om bitcoin-investeringer. Men Mads Mikkelsen har været fupmagernes foretrukne lokkemad. Den samme fupartikel er nemlig i løbet af det seneste års tid dukket op, fjernet og dukket op igen forskellige steder på nettet. Senest i februar 2020 - og nu altså igen.

I det hele taget har svindlerne haft travlt det seneste års tid. Vi har set interviews med adskillige kendte danskere, som fik lagt ord i munden om deres usande økonomiske bitcoin-investeringer. Blandt andet den svindeltiltalte Britta Nielsen, Finn Nørbygaard, Preben Elkjær, Bjarne Riis, Nikolaj Coster-Waldau, Lars Larsen, Karsten Ree, Kjeld Kirk Kristiansen, Dovne Robert, Rasmus Paludan, Jørgen Leth og Mads Steffensen har været under svindlernes behandling.

Alle artiklerne lover, at man hurtigt kan tjene en formue ved at investere i en handelsplatform for bitcoins, og i løbet af artiklerne er der links til en side, hvor man kan tilmelde sig platformen ved at indtaste sine kontooplysninger.

Bruger reklamepenge til at hive danskerne i fælden

Mens Facebook længe har været svindlernes foretrukne vej til at hurtigt at sprede de falske artikler, så har der også flere flere eksempler på, at fupmagerne er lykkedes med at købe annonceplads på de danske mediers hjemmesider. 

I det hele taget bliver mange af den slags svindelartikler spredt på Facebook – enten via betalte annoncer eller ved at brugerne deler det uden at være klar over, at de deler falsk indhold, sagde en repræsentant fra det sociale medie til TjekDet, da vi sidste år spurgte medierne, myndigheder og andre eksperter, hvorfor fupartiklerne ikke bliver stoppet.

Forrige år afprøvede TjekDet i øvrigt løftet om hurtig rigdom, og i den artikel kan du læse, hvad der sker, hvis man tilmelder sig “platformen”.

Familiefaren med flere navne

Den falske artikel med Mads Mikkelsen indeholder også billeder af ukendte personer. I alle tilfælde hævdes det, at personerne på billederne er vilde med bitcoininvesteringer. Men billederne er taget helt ud af kontekst.

Et nærmest grotesk eksempel er billedet af en familie. Her fremhæves "redaktøreren Zachary Tisdall", der efter bitcoininvesteringerne nu har kunnet give sin kone og to døtre et bedre liv.

Selv samme billede er brugt i andre lignende udenlandske falske bitcoin-artikler. Men i den tyske og østrigske udgave hedder faren Klaus.

Artiklen fortsætter under billedet

Skærmbillede fra den tyske udgave af bitcoin-fup-artiklen. (Foto: Faktatjekmediet Correctiv.de)

Og tilsyneladende har vi at gøre med en ”far” i mange roller. Billedet af familien findes også på Jehovas Vidners hjemmeside – og her falder der ikke et eneste ord om bitcoins. 

TjekDet har i det seneste halve år modtaget et par henvendelser fra læsere, der uforvarende er havnet i fælden. De har berettet om økonomiske tab på flere tusinde kroner. Og i et ’ægte’ interview kunne Ekstra Bladet sidste år berette om Dennis Jenkins, som blev luret ind i svindlernes fangarme, efter at have læst det falske interview med Mads Mikkelsen. 

Er du også kommet i kløerne på bitcoin-fupmagerne og har udleveret dine kreditkortoplysninger, bør du omgående kontakte din bank.

App agerer værn mod fup på nettet

Mit digitale selvforsvar er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens gratis app, der hjælper én med at være sikker online og holder én opdateret om digitale trusler.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu