Nichemedier har stor succes på Facebook

De små medier vinder frem på de sociale medier og får flere likes og kommentarer end flere af de etablerede medier, viser ny undersøgelse.

 



Små medier som Newspeek Networks, Anders & Anders Podcast og Den Korte Avis trækker lige så mange interaktioner på Facebook som etablerede medier. Det viser en ny undersøgelse, som Center for Journalistik ved Syddansk Universitet har foretaget for Politiken. Filip Wallberg, der er lektor i journalistik og ekspert i digitale og sociale medier og som står bag undersøgelsen, kalder det et nybrud i den danske mediebranche.

Undersøgelsen viser, at der januar, februar og marts i år i gennemsnit var 355 personer, der likede, kommenterede eller delte de enkelte opslag fra Den Korte Avis, som er et holdningspræget netmedie. Til sammenligning var der i gennemsnit kun 217 interaktioner med Politikens opslag i samme periode. Tallet var dog højere for både TV 2 Nyhederne og DR Nyhederne, der i gennemsnit havde henholdsvis 1.167 og 743 likes, kommentarer eller delinger pr. opslag.

Politiken har talt med flere af chefredaktørerne på nichemedierne, og de mener, at forklaringen på deres succes skal findes i, at den etablerede presse i Danmark er for homogen. Det er det samme uddannelsestrin og den samme kulturelle baggrund, der er repræsenteret på tværs af de etablerede medier. Og det efterlader et hul i markedet til de nye små medier.

Filip Wallberg bakker op om den forklaring.

"Mediebranchen som helhed har helt klart sovet i timen i den her henseende. Det kan jo ses, fordi der overhovedet er plads til, at de her medier kan komme frem. Hvis de etablerede medier havde haft forskellige tilgange til historierne eller i det mindste givet andre lov til at komme til orde, havde der ikke været et hul i markedet til dem", forklarer han til Politiken.

Han advarer dog imod at overvurdere nichemediernes betydning på trods af det høje aktivitetsniveau på Facebook. Udviklingen i eksempelvis USA viser, at et nichemedie som Breibart fylder en del i mediebilledet, men er langt fra at have vippet etablerede medier som New York Times af pinden.

Ifølge Filip Wallberg er finansiering den største udfordring for nichemedierne.

»Nye medier har opnået en vis betydning på Facebook, men der er stadig langt op til de etablerede massemedier. De kan ikke sammenlignes en til en. Endnu. Jeg har også lært, at man skal passe på med at spå om den her slags«, siger han til Politiken.

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu