Radikale vil bruge 10 millioner på at bekæmpe falske nyheder

Det Radikale Venstre foreslår at afsætte 10 millioner kroner årligt til et agentur, der skal være et værn mod falske nyheder. Midlerne vil de finde i de kommende medieforhandlinger.

Andreas Oved Askjær Rasmussen
 


Fake news og propaganda forurener i stigende grad mediebilledet i Danmark, mener Det Radikale Venstre.

Og i sin grundlovstale udtrykte politisk leder Morten Østergaard bekymring for russiske misinformationer.

Derfor går Det Radikale Venstre til de kommende medieforhandlinger med et forslag om at oprette et agentur, der skal være et værn mod falske nyheder. Det ønsker partiet at sætte 10 millioner kroner af til om året, skriver de i en pressemeddelelse.

Agenturet skal blandt andet have til opgave at identificere og korrigere de falske nyhedshistorier, der bliver spredt på medier i Danmark. Og tanken er, at agenturet skal være tilknyttet en vidensinstitution.

"Vi vil efter europæisk forbillede skabe en uafhængig institution, som har til opgave at opspore og afdække falske nyheder, der florerer i danske medier eller på sociale medier som eksempelvis Facebook", siger Morten Østergaard til Ritzau ifølge Berlingske.

Inspirationen til forslaget kommer fra EU. I 2014 oprettede man her et agentur under navnet East Stratcom Task Force, der skulle håndtere falske nyheder fra Rusland. De falske nyheder var især målrettet europæiske valgkampe.

Ifølge Morten Østergaard er de falske nyheder netop udtryk for et ønske om at skade demokratiet. Og det er vigtigt, at man forstår, at Rusland forsøger at påvirke vores holdninger, mener han.

De Radikale frygter derfor, at der i de kommende forhandlinger om et forsvarsforlig og et medieforlig ikke vil blive fokuseret på at bevæbne sig mod falske nyheder og propaganda fra Rusland.

"Hvis vi ender med et forsvarsforlig, der giver os flere værnepligtige, og et medieforlig, der svækker vores licensfinansierede medier, står vi samlet set svækket i kampen mod det, som er en af de åbenlyse trusler mod os: Nemlig angreb via cyberspace og påvirkning af vores holdninger via fake news", siger Morten Østergaard til Ritzau ifølge Berlingske.

 

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu