Ro på! Du dør ikke tidligere ved at sove meget

Forskning viser, at for meget søvn kan forkorte livet, lyder budskabet i adskillige medier. Men de har fuldstændig misforstået konklusionen, slår forskeren bag studiet fast.

Foto: Unsplash
Nikolaj Rodkjær KristensenRasmus Kerrn-Jespersen

Fakta

For meget søvn kan forkorte livet, viser ny forskning



Et behov for 10-11 timers søvn per nat i længere perioder kan være symptom på bagvedliggende sygdomsårsager, som sidenhen kan markere sig ved alvorlige sygdomme som for eksempel hjertesygdomme, blodpropper i hjernen eller tidlig død. Men søvnen er i sig selv ikke farlig.

Sover du mere end 10 timer per nat, øger du risikoen for at blive ramt af hjertekarsygdomme og dø tidligt.

Det budskab har de seneste dage floreret i flere danske og udenlandske medier. Blandt andet kunne man læse, at for meget søvn kan “stjæle år af vores liv”, være “dødeligt” og give “større risiko for at udvikle hjertesygdomme” og “dø ung”

Den ildevarslende nyhed er baseret på et nyt studie fra britiske Keele University. Men spørger man Evan Kontopantelis, der er professor og medforfatter til studiet, er det en slem skævvridning af de egentlige resultater.

Da TjekDet spørger ham, om man ud fra forskningen kan konkludere, at for meget søvn er årsag til en tidlig død, er svaret et kontant “Selvfølgelig ikke!”, efterfulgt af en lettere opgivende forklaring.

“Når de i nyhederne beklageligvis har rapporteret det sådan, skyldes det, at de ikke har konsulteret os, inden de skrev det”.  

Evan Kontopantelis
Professor ved Afdeling for Folkesundhed, Sundhedsvæsen og Praksissektor, University of Manchester
Evan Kontopantelis forklarer, at studiet viser, at folk, der sover mere end 10 timer per nat, ganske rigtigt har høj risiko for at blive ramt af hjertekarsygdomme eller dø for tidligt. Men det er altså ikke ensbetydende med, at det er farligt at sove meget.  

“Det vi skriver er, at 10-11 timers søvn over en længere periode sandsynligvis er markør for, at noget andet er på spil,” siger Evan Kontopantelis.

Hvis man har et unormalt stort søvnbehov og bruger mere end 10 timer på langs nat efter nat, bør der altså ringe en alarmklokke - det kan være et symptom på, at man har en alvorlig sygdom. 

Overdreven søvn opleves hos personer, der har fået foretaget hjerteoperationer, lider af hjertekarsygdomme og træthed, dyrker for lidt motion eller ryger. Der er altså her tale om flere forhold, der kan forbindes til både lang søvn og et forkortet liv.  

Men søvnen er i sig selv ikke farlig. 

Den konklusion er Poul Jennum, der er overlæge på Dansk Center for Søvnmedicin, enig i. Han mener også, at medierne rammer ved siden af med deres fortolkning af resultaterne. 

“Man kan ikke entydigt sige, at søvn er årsagen til en øget dødelighed eller et forkortet liv, det er snarere en markør for nogle underliggende sygdomme,” slår professoren fast.

Poul Jennum
Overlæge på Dansk Center for Søvnmedicin og klinisk professor ved Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet
Han fortæller, at det slet ikke er en nyhed, at folk, der sover meget oftere rammes af sygdomme, men lægger vægt på, at det ikke er søvnen, der er årsagen. 

“Det er fuldstændig korrekt, at mange omfattende undersøgelser viser, at der er en statistisk sammenhæng mellem lang tids søvn og senere udvikling af alvorlige sygdomme. Men man skal huske, at lang søvn også er udtryk for, at der kan være bagvedliggende sygdomsårsager som sidenhen markerer sig ved for eksempel hjertesygdomme, blodprop i hjernen eller tidligere død.” 

Og det gælder ikke kun folk, der sover for meget. Også personer, der sover for lidt, rammes oftere af alvorlige sygdomme.  

“Folk, der sidder oppe og kigger på fjernsynet eller SMS’er eller hvad de nu foretager sig, og derved sover for lidt, er også forbundet med øget sygelighed og dødelighed. Men i modsætning til lang søvn er det ofte er et selvvalgt livsstilsrelateret fænomen, nemlig, at man ikke bare går i seng,” siger Poul Jennum. 

Lang søvn kan være symptom på alvorlige sygdomme. Derfor anbefaler begge de professorer, som TjekDet har talt med, at man kontakter sin læge, hvis man oplever behov for at sove mere end ni timer i længere perioder. 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu