Russisk desinformation – Hvor bekymrede skal vi være?

BLOG: Den russiske regerings brug af desinformation har vakt alvorlig bekymring i Ruslands nabolande og i Vesten. Men hvor alvorlig er truslen fra russisk desinformation egentlig? 

Om skribenten

Af Yevgeniy Golovchenko, cand.scient.soc., ph.d.-studerende  

Den russiske regerings brug af desinformation, altså bevidst vildledende indhold, har vakt alvorlig bekymring - ikke kun i Ruslands nabolande, men også vidt og bredt i vestlige lande. Truslen er blevet besvaret med alt fra forsøg på at overvåge desinformationen til anklager mod russiske personer og virksomheder rejst af amerikanske domstole. 

Men hvor alvorlig er truslen fra russisk desinformation mod vestlige samfund egentlig? 

Kremls afvisning af militær indblanding på Krim kan tjene som et klassisk eksempel på de mulige farer ved velorkestrerede desinformationskampagner.  

Forholdet mellem Ukraine og Rusland nåede et lavpunkt efter de voldelige sammenstød mellem politiet og pro-vestlige Euromajdan-demonstranter. Sammenstødene fik i februar 2014 Ukraines daværende præsident, Viktor Janukovitj, til at flygte til Rusland, før parlamentet formelt fjernede ham fra embedet.  

Kort efter gik en gruppe Krim-borgere på gaden for at protestere mod den nye pro-vestlige regering i Kiev. Demonstrationerne udviklede sig imidlertid til en betydeligt mere ustabil situation: Uidentificerede soldater indtog Krims parlament og overtog kontrollen med vigtig infrastruktur og omkringliggende ukrainske militærbaser.   

Den russiske stat nægtede at have forbindelse til soldaterne og påstod, at de var lokale rebeller. Det besatte parlament på Krim udskrev folkeafstemning.  Ifølge besættelsesmagten stemte 96,77 procent - med en valgdeltagelse på 83,1 procent - angiveligt for, at den Autonome Republik Krim skulle optages i den russiske føderation. På blot fire uger og næsten uden at affyre et eneste skud, havde Rusland dermed haft held til at erobre en del af det ukrainske landområde. 

Russisk desinformation skabte tvivl om situationen

Vi ved nu, at de uidentificerede soldater var russiske. Det ved vi, fordi den russiske præsident Vladimir Putin senere selv har indrømmet, at Rusland stod bag den militære operation på Krim. På det tidspunkt lykkedes den russiske desinformationskampagne dog muligvis med at skabe forvirring: Var Ukraine i krig? Hvis ja, med hvem? Skulle resten af verden konfrontere Rusland? 

De ukrainske styrker var overmandede og besluttede at trække sig tilbage fra Krim. 

Bølgen af pro-russisk desinformation ramte Krim gennem statsstyrede, russiske tv-kanaler – fjernsyn er den primære kilde til information i både Ukraine og Rusland. Men desinformationskampagnerne udfoldede sig også på sociale medier ved brug af falske nyheder og falske brugere, der forstærkede de fortællinger, som talte til den russiske regerings fordel. På det mest afgørende tidspunkt skabte bølgen af desinformation forvirring om, hvorvidt Ukraine var i krig og mod hvem. 

Desinformationen i Ukraine var et varsel om den frygt, vi ser i dag for, at Rusland vil bruge sociale medier til at manipulere vestlige befolkninger. 

Sociale medier erkender misbrug 

Mange kommentatorer har peget på den russiske regerings indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016 som et udtryk for, at Kreml er i stand til at påvirke amerikanske valg ved brug af propaganda og desinformationskampanger kombineret med cyberangreb. Her fremhæves især de seneste afsløringer fra tech-giganter, der anerkender, at det russiske internetagentur – populært kaledet ”trolde-fabrikken” – er lykkedes med at oversvømme tech-virksomhedernes platforme med falske brugerprofiler.  

For eksempel har Twitter afsløret, at det russiske agentur fik mere end 1,4 millioner personer i USA til enten at 'synes godt om’, dele eller kommentere på indhold. Derudover har agenturet uploadet indhold, der ifølge Facebook, er nået ud til 126 millioner brugeres nyheds-feed. 

De falske profiler udgav sig for at være bekymrede amerikanske borgere, ngo’er eller nyhedsmedier. Det russiske agentur udnyttede aktuelle nyheder om polariserende emner såsom race, våbenkontrol og LGBT-rettigheder. Gennem de falske profiler forsøgte man at forstærke de politiske sammenstød på nettet eller mobilisere demonstranter i gaderne. 

Tech-virksomhedernes indrømmelser antyder, at det russiske agentur ikke alene har viljen, men også evnen til at nå en relativ stor del af den amerikanske befolkning. Men man må have to ting in mente, når man fortolker disse fund: 1) det relative omfang af den russiske kampagne, 2) forskellen på eksponering af russisk indhold og den egentlige effekt heraf. 

Hvis vi antager, at de tal, som tech-virksomhederne har fremlagt, er rigtige, repræsenterer de stadig kun en lille del af den enorme mængde indhold, der hver dag genereres på nettet. Brugerne har derfor ikke nødvendigvis set, eller for den sags skyld husket, det manipulerende indhold, der er dukket op i deres feed.  

Opnår begrænset spredning

Ifølge Facebooks chefjurist har 11,4 millioner brugere muligvis set falske annoncer fra det russiske agentur i deres nyheds-feed mellem 2015 og 2017. Og selvom tallet virker højt, svarer det blot til 0,004 procent af det samlede indhold i brugernes nyhedsfeed over samme periode.  

Det er dog vigtigt at notere sig, at rækkevidden af kampagnen har været endnu større, fordi brugerne har delt og diskuteret indholdet med deres venner. Men selvom man ganger tallet med 100 udgjorde det russiske agenturs indhold kun en dråbe i det vidstrakte hav af information.  

Det er yderst bekymrende, at Rusland kunne nå 126 millioner facebookbrugere med manipulerende indhold. Men man bliver nødt til at se tallene i relation til det samlede indhold.

På samme måde ser vores seneste studie – skrevet af Mareike Hartmann, Rebecca Adler-Nissen og jeg – på desinformation i et bredere perspektiv. Studiet handler om desinformation i forbindelse med nedskydningen af Malaysia Airlines Flight 17 i 2014.  

Vi fandt, at der for hvert engelsksproget tweet, der støttede de pro-russiske fortællinger om, hvem der nedskød det civile passagerfly og derved dræbte samtlige passagerer ombord, var der omkring to tweets som direkte stred mod disse fortællinger. Bølgen af mod-desinformation var især drevet af journalister og civilsamfundsgrupper. Den korte konklusion er, at det er for tidligt at påstå, at Rusland har vundet den globale strid om sandheden.

Desinformationens påvirkning er også begrænset 

Til slut er det vigtigt at huske, at bare fordi man eksponeres for desinformation eller falske brugere, betyder det ikke, at indholdet har en effekt på ens politiske holdninger eller opførsel.  
I Vesten er man bekymret for Ruslands påvirkning af valgresultater. Men adskillige kommunikationsstudier nuancerer billedet: Det er meget svært at ændre vælgernes stemmeadfærd.

Et nyligt meta-studie af eksisterende forskning viser, at politiske annoncer stort set ingen effekt har på amerikaneres valg af foretrukket politisk kandidat. Og de studier, der viser en effekt, understreger at effektstørrelsen er lav.  

Dog findes der kun få studier, der undersøger, hvilken effekt lige netop russisk, statsstøttet indhold har på en amerikansk målgruppe.  

Det betyder imidlertid ikke, at russiske informationskampagner ikke kan puste til den polarisering, vi ser i mange vestlige samfund i dag, eller at de ikke kan have indflydelse på den politiske dagsorden under valgkampe.

Alene det faktum, at regeringer rundt om i verden – ikke kun den russiske – er villige til at kaste ressourcer i fordækte propagandakampagner understreger, hvor vigtigt det her emne er. Statslige såvel som ikke-statslige aktører har mulighed for at bedrage befolkninger og gøre skade på vores tillid til samfundets vigtigste institutioner.  

De ukrainske erfaringer står som en klar påmindelse om, at vi er nødt til at tage desinformationskampagner seriøst og forstå dem til bunds. Samtidig lader det dog til, at man i lande som USA sandsynligvis overdriver betydningen af den russiske påvirkning.  

Hvis vi skal adressere de problemer, der ligger foran os, har de vestlige samfund brug for en velinformeret og ædruelig forståelse af de statsorkestrerede desinformationskampagner. Den forståelse kræver mere forskning i online desinformation og dens effekter. 

Dette indlæg er oprindeligt bragt på Oxford University Press's Academic Insights for the World (OUPblog).

LÆS OGSÅ: En tillidsknap på Facebook skal løse fake news-krisen

LÆS OGSÅ: Medieforsker: Næste skridt er at få politikere til at indgå ‘sandhedsløfte’

LÆS OGSÅ: Fake news er ikke problem i Danmark – men misinformation er

LÆS OGSÅ: Ser du en falsk nyhed flere gange, tror du pludselig på den

Forrige artikel Et dataetisk råd med muskler, tak Et dataetisk råd med muskler, tak Næste artikel Vi skal hacke demokratiet før andre gør det Vi skal hacke demokratiet før andre gør det
Flygtninge eller folkepensionister: Hvem får flest penge af staten?

Flygtninge eller folkepensionister: Hvem får flest penge af staten?

Folkepensionister, der har knoklet for fædrelandet i en menneskealder, får det samme beløb i ydelse som flygtninge, der lige er kommet til landet. Det påstår et flittigt delt og forarget opslag på Facebook. Men virkeligheden er noget mere nuanceret, fastslår to forskere.

Riskær Pedersen om bitcoin-historie: Det er fup og svindel!

Riskær Pedersen om bitcoin-historie: Det er fup og svindel!

Klaus Riskær Pedersen har investeret en halv milliard i en investeringsplatform, der skal hjælpe forgældede danskere. Det påstår i hvert fald en artikel, der tilsyneladende stammer fra Berlingske Business. Men der er tale om svindel, som forsøger at hive penge op af godtroende folks lommer. 

Opfinder Morten Messerschmidt egne tal til klimakritik?

Opfinder Morten Messerschmidt egne tal til klimakritik?

Mere end halvdelen af verdens klimaforskere mener, at menneskets bidrag til den globale opvarmning er meget begrænset, siger Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Men hans dokumentation underbygger ikke hans påstand.

Kendt komiker må igen lægge ansigt til det pureste opspind

Kendt komiker må igen lægge ansigt til det pureste opspind

Anders Matthesen har ifølge en artikel postet hele 500 millioner kroner i en bitcoin-investeringsplatform, som hjælper almindelige mennesker af med deres gæld. Men artiklen er pure opspind designet til at snyde godtroende folk. 

Hvor mange pensionsmodne lønmodtagere har egentlig nedslidende jobs?

Hvor mange pensionsmodne lønmodtagere har egentlig nedslidende jobs?

Mette Frederiksen har taget hul på forhandlingerne, der skal opfylde et af hendes mest profilerede valgløfter: Tidligere pension til nedslidte. Hvem og hvor mange der kunne se frem til den ret, ville S ikke ud med. I foråret gik vi alligevel på jagt efter et muligt svar. 

Russisk medie: ”Vi siger ikke, det er sandt”

Russisk medie: ”Vi siger ikke, det er sandt”

Det russiske statsmedie Sputnik ser ikke noget problem i, at de ligesom Jyllands-Posten bragte en falsk historie om knivbevæbnede migranter. "Vi siger ikke om det er sandt eller ikke sandt,” lyder det fra nyhedschefen for det russiske medie.

Danske tv-værter misbruges i falske annoncer for tape

Danske tv-værter misbruges i falske annoncer for tape

Med en særlig type tape behøver du aldrig at bekymre dig om smerter igen. Sådan reklamerer flere kendte tv-værter i en række annoncer på nettet. Men værternes navne og billeder er blevet misbrugt. Og tapens effekt er næppe så fantastisk, som det påstås i annoncerne. 

Nej, hun er ikke den nye creme-dronning

Nej, hun er ikke den nye creme-dronning

Sofie Linde har haft en sommer i netsvindlernes søgelys. Først blev hendes navn og ansigt misbrugt til at sælge slankepiller, og nu skulle hun angiveligt være på banen med en natcreme. Igen er der dog tale om svindel. 

Hvem betaler egentlig topskat?

Hvem betaler egentlig topskat?

Topskatten er ofte en varm kartoffel i den offentlige politiske debat. Men hvem er det egentlig, politikerne taler om, når de nævner topskatteyderne? TjekDet har undersøgt sagen.