Sommerlæsning: Her er de mest populære historier på TjekDet.dk i 2018

Sommerferien har ramt redaktionen. Imens giver vi her et tilbageblik på nogle af de faktatjek, som gav størst genlyd blandt vores læsere i første halvår 2018.

Sommerferien har ramt redaktionen, og vi vender tilbage for fuld styrke i begyndelsen af august. I mellemtiden er der her mulighed for et gensyn med de ti mest læste artikler på TjekDet.dk i første halvår 2018.

  1. Den suverænt mest læste historie på TjekDet bærer overskriften “Her er verdens rigeste lande”. USA bliver ofte kaldt den største økonomi i verden, men størst er ikke nødvendigvis rigest. Og hvilket land, der har den største økonomi eller er rigest, kan være forskelligt, alt efter hvordan man gør det op. Her er verdens rigeste lande

  2. Historien, der ligger næsthøjest på listen over årets foreløbigt mest læste, handler om en ekstremt udbredt myte. Adskillige danske Facebook-brugere har siden januar delt budskabet om, at Facebook nu kun viser dig opdateringer fra 25 bestemte venner. Alle andre bliver ignoreret. Men det er noget vrøvl. Nej, Facebook viser dig ikke kun opslag fra de samme 25 venner

  3. Var der bevæbnede sharia-vagter på Rådhuspladsen i København? Sådan lød spørgsmålet i et faktatjek, der tog udgangspunkt i et Facebookopslag fra Mette Thiesen, der er folketingskandidat for Nye Borgerlige. Hun havde hørt, at muslimer ved et arrangement på Rådhuspladsen havde hyret bevæbnede vagter til at holde ‘danskere’ væk. Var der bevæbnede sharia-vagter på Rådhuspladsen i København?

  4. Årets fjerde mest læste historie handler også om religion. Hvor mange mennesker i Danmark bekender sig til islam? Det spørgsmål er ofte genstand for debat på de sociale medier. Ikke mindst fordi der ikke findes officielle danske statistikker om det. Hvor mange muslimer er der i Danmark?

  5. Mere end 64.000 danskere har skrevet under på et borgerforslag, der vil afskaffe den nuværende ministerpension. Forslaget skulle dermed behandles af politikerne på Christiansborg. En del af forslaget handler om også at afskaffe den omdiskuterede pension til ministrenes børn. Og lige netop den del fik stor opmærksomhed på TjekDet. Hvor mange børn får egentlig ministerpension?

  6. Den offentlige debat kom i foråret i høj grad til at handle om strejke og lockout blandt offentligt ansatte i forbindelse med årets overenskomstforhandlinger. Der blev som bekendt landet aftaler, så ingen måtte frivilligt eller ufrivilligt blive hjemme fra arbejde. En af knasterne i forhandlingerne var de ansattes 29 minutters betalte spisepause. Det var uklart, hvordan den knast pludselig blev en del af forhandlingerne. Vi dykkede ned i forhistorien. Lockouten truer: Hvad er op og ned i striden om spisepausen?

  7. Årets syvende mest læste artikel tog fat i en hyppigt diskuteret sag: Er danskerne det hårdest beskattede folk i verden? TjekDet præsenterede en lang række forskellige måder at måle skattetrykket på. Og det er langtfra alle opgørelsesmetoder, der udråber danskerne til den mest skatteplagede befolkning. "Danmark har verdens højeste skatter! Nej vi har ej! Jo vi har! Nej..."

  8. Det er især indvandrere og efterkommere, der snyder sig til en højere SU. Sådan lød budskabet i en artikel i Berlingske den 28. januar. Avisens historie vakte stor debat og genlyd hos andre danske medier og på de sociale medier. Men da vi gravede os ned i tallene, viste der sig en noget anden konklusion. Ovenpå heftig debat: Det kan slet ikke dokumenteres, at indvandrere og efterkommere snyder mere med SU

  9. Vi advarer løbende om svindelnumre på Facebook, der i bund og grund handler om at vriste penge ud af danskernes bankkonti. En historie vakte så stor opsigt, at den kravler ind på en 9. plads. PostNord advarer: Svindlere angriber danskerne på sms og mail om pakker til afhentning

  10. Popmusikeren Søren Rasted, kendt fra succesgruppen Aqua, kæmper for tiden for en personlig hjertesag. Han vil have medicinsk cannabis godkendt og klandrer Lægemiddelstyrelsen for at holde det væk fra danskerne. Men hans anklage mod styrelsen er både forkert og uforskammet, konkluderede forskere i et faktatjek. Søren Rasted i ‘uforskammet’ angreb på styrelse i cannabis-debatten


Og dermed ønsker vi dig en god sommer. Skulle du i din ferie falde over en påstand, du synes, vi bør give et sandhedstjek, så er du meget velkommen til at tippe os her.

Vil du have besked, når vi kaster os over tasterne igen, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her.


Med venlig hilsen

Thomas Hedin
Redaktør

Forrige artikel Facebook vil trække annoncørerne bag politiske reklamer frem i lyset Facebook vil trække annoncørerne bag politiske reklamer frem i lyset Næste artikel Dansk energiselskab lægger ufrivilligt navn til falsk SMS-konkurrence Dansk energiselskab lægger ufrivilligt navn til falsk SMS-konkurrence