Sveriges statsminister frygter angreb af falske nyheder under valg

Den svenske statsminister Stefan Löfven har fremlagt en række initiativer, der skal forhindre spredningen af misinformation under det svenske rigsdagsvalg til næste år. Allerede nu ser han tegn på ekstern påvirkning.

Thomas Hedin
 


Formodentlig går det svenske rigsdagsvalg til næste år ikke ram forbi, når det kommer til ekstern påvirkning af valgresultatet. Tværtimod er der allerede tegn på, at nogen udefra - for eksempel fremmede magter - vil forsøge at påvirke valget med misinformation, skriver Sveriges statsminister Stefan Löfven i et debatindlæg i avisen Dagens Nyheter.

I indlægget fremlægger han en række initiativer, som skal styrke samfundets modstandskraft inden valget løber af stablen i 2018.

Den svenske efterretningstjeneste skal blandt andet orientere de enkelte partier om risici for såkaldte påvirkningsoperationer. Politikerne skal blandt lære om, hvordan udenforstående kan skaffe sig adgang til IT-systemer og sprede vildledende historier. På den måde vil rigsdagskandidaterne kunne tage deres forholdsregler.

Samtidig skal de svenske myndigheder samle repræsentanter fra de svenske aviser og sociale medier til en drøftelse om cybersikkerhed.

Stefan Löfven har også inviteret rigsdagens partiledere til en status på trusselsbilledet lige nu.

”Det her er et spørgsmål, som er vigtigere end politiske udmeldinger og partipolitik. Det vedrører hele samfundets fundament,” skriver Löfven i debatindlægget.

Også den tyske efterretningstjeneste har været fremme med en lignende advarsel. Her frygter man, at Rusland vil forsøge at hacke sig til oplysninger og massivt sprede falske nyheder under det tyske forbundsvalg senere på året.

Ifølge EU’s task force mod falske nyheder, East Stratcom, kan formålet blandt andet være, at destabilisere EU-landene og samarbejdet landene imellem.

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu