To våben bekæmper forureningen af vores nyhedsstrøm
KOMMENTAR: Kampen mod forureningen af vores informationsmiljø med misinformation og disinformation må føres med to slags våben. Det ene våben har vi talt rigtig meget om, det andet våben taler vi alt for lidt om, skriver TjekDets chefredaktør Lisbeth Knudsen.
Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør i mediehuset Altinget - herunder faktatjekmediet TjekDet.dk. Hun er desuden blandt andet formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kongelige Teater.
Af Lisbeth Knudsen, chefredaktør
Det ene våben, der kan bekæmpe forureningen af vores informationsmiljø, er at bekæmpe kilderne til forureningen ved at afdække, udstille og få korrigeret misinformationen og bekæmpe dem, der bevidst vil vildlede, manipulere og undergrave vores demokratiske værdier ved at plante løgn og falske historier, manipulerede videoer eller billeder i det offentlige rum på de digitale platforme.
Brugen af det våben har vi talt rigtigt meget om siden det amerikanske præsidentvalg i 2016 og techgiganternes efterfølgende tab af uskyld i forhold til beskyttelse af persondata og kontrol med indhold på deres platforme.
På en konference afholdt af Europa-Parlamentets kontor i København forleden om netop det problem med forureningen af informationsmiljøet op til det kommende EP-valg i maj 2019, sammenlignede professor Vincent F. Hendricks, Københavns Universitet, kampen om det forurenede informationsmiljø med kampen mod klimaforandringerne og grænseoverskridende epidemier.
Og han har ret i at give tilstanden i informationsmiljøet de proportioner, fordi den form for forurening har potentialet til at undergrave vores demokratiske institutioner, destabiliserede samfundets autoriteter, polarisere vores fællesskaber og opildne til had og konflikter. Se blot på hvad der sker i USA under midtvejsvalget lige nu.
Faktatjek-organisationer som www.TjekDet.dk, der er en del af Mandag Morgen i Danmark, kan gøre en indsats mod misinformation og disinformation, men vi kan ikke gøre det alene.
LÆS OGSÅ: Politikernes interesse for dine personlige oplysninger på sociale medier vokser
Lige som medierne har brug for at øge tilliden hos borgerne, så har politikerne det også. Så de skulle nok tænke over, om de selv i valgkampens hede kommer til at skære et hjørne og bidrage til misinformation eller bevidst disinformation.
Og de bør lige som andre meningsdannere i Danmark tænke over at gå op imod disinformations-kampagner på de sociale medier, selv om det er tidskrævende og ofte utaknemmeligt, fordi tonen er beskidt og enøjet.
Vi siger ofte, at vi ikke vil have lovgivning, der begrænser ytringsfriheden i Danmark. Men så må vi selv sørge for i fællesskab at rydde op, når løgnehistorier kører uimodsagt rundt i viralspiralerne på de sociale medier og deles af flere tusinde danskere.
Oprustning af journalistikken
Men jeg nævnte to våben. Det andet taler vi mindre om. Faktisk alt for lidt.
Det er behovet for oprustningen og opstramningen af den professionelle journalistik. De professionelle – eller såkaldt etablerede medier – må tage sig sammen og opruste på kvalitet og demokratisk nytteværdi.
Opruste på ikke bare at pege kritiske fingre ad andre, men også selv medvirke til løsninger. Opruste på ikke kun at se de negative vinkler på samfundet, selv om det offentlige rum lige nu flyder over med svindelsager, hvidvask, it-skandaler og skattesnyd, men også at vise de gode eksempler på ting, der lykkes.
Relevans og troværdighed er fremtidens hårde valuta for de professionelle medier. Uafhængighed, ordentlighed, vedholdenhed og mod er de bedste midler til at genvinde tilliden hos befolkningen og respekten som nødvendige autoriteter i samfundet.
Ingen er fejlfri. Alle kan komme til at begå en fejl - også inden for journalistikken. Spørgsmålet er, om fejlene er udtryk for sjusk, dårlig og mangelfuld research, misforståelser eller bevidst skarpvinkling og udeladelse af nuancer, der burde med.
LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse dokumenterer ikke, at danskerne er blevet dårligere til engelsk
Brugerne derude køber ikke ind på, at en undskyldning for sjusket eller dårlig journalistik er kravet om høj hastighed i nyhedsformidlingen i dag. At konkurrencesituationen tilsiger hellere først end sidst med breaking news, ligegyldigt om tingene er ordentligt undersøgt.
At forretningsmodellen på grund af manglende annoncer er kommercielt afhængig af såkaldte clickbaits – dvs. sensationelle overskrifter og halvkvædede viser - der så lokker husarerne ind i massevis til noget, der viser sig reelt at være mindre interessant eller handle om en opskruet vinkel.
Når vi kigger ind på det danske nyhedsbillede fra Mandag Morgens faktatjek site www.Tjekdet.dk, så er det desværre ikke sådan, at vi ser danske medier helt rammer toppen af kvalitetslisten hver dag, selv om der laves meget fremragende journalistik.
Der er en hel del stof, som bare glider igennem. Der kan godt strammes op, og der kan helt klart vises mere åbenhed og transparens omkring de svære valg og nuancer, der altid er i nyhedsjournalistikken. Og de fejl, der begås, kan erkendes og rettes hurtigere. Den digitale journalistik, hvor forkerte fakta altid bare lige hurtigt kan rettes, når der er nogen, der klager, kan give en dovenskab i præcisionen, som trods alt var farligere, når noget stod på tryk for eftertiden og ikke lige kunne opdateres i samme ombæring.
Det internationale nyhedsbureau Reuters chef i Danmark, Jacob Grønholt-Pedersen, sagde det meget forsigtigt og neddæmpet på den før omtalte konference om EP-valget og misinformation, at han og hans kolleger ikke så sjældent støder på eksempler på sjusk og fejl under screeningen af de danske medier for interessante nyheder, der sendes videre ud i verden.
Grænseoverskridende journalistik
Når vi taler kvalitetsjournalistik, så må man midt i appellen om opstramning nævne, at der er en positiv tendens i sigte. Lige som finanskrisen var det, så er klimaforandringerne, migrantproblemerne og techgiganternes magt over vores liv globale og verdensomspændende udfordringer for stater og regeringer.
Det er skattesvindel, kreativ skatteplanlægning, hvidvask og anden økonomisk kriminalitet også lige som terror, narkohandel og menneskesmugling. Det er så store og altomfattende problemstillinger, at vi heldigvis ser flere og flere eksempler på, at medierne og journalister på tværs af landegrænser og mediehuse går sammen om bearbejdningen af gigantiske mængder af data og afsløringen af skurkene, hvor end de befinder sig. Der er en voksende erkendelse i medierne af, at vi ikke løser vores opgave som samfundets vagthund, hvis vi ikke samler kræfterne og arbejder sammen på trods af forskellige udgangspunkter.
Senest nu med sagen kaldet CumEx-files om svindlen med udbytteskat for antagelig 410 milliarder kroner, som blev afsløret af et internationalt netværk af 19 medier i 12 lande med Politiken og DR som de danske partnere og den tyske organisation Correctiv som omdrejningspunkt.
LÆS OGSÅ: Medier misforstår dansk topplacering i international rapport
WikiLeaks med den stærkt ideologiske Julian Assange i spidsen var pioneren, der disruptede journalistikken med sin fribytterorganisation uden medieansvar og med den ubetingede åbenhed som evangelium, der indsamlede og lækkede millioner af fortrolige data til hele verden. Men selv Assange fandt ud af, at han ikke fik gennemslagskraft uden et samarbejde med de professionelle medier.
Det var derfor WikiLeaks, der bragte New York Times, the Guardian, og Der Spiegel sammen i 2010 om offentliggørelsen af The Afghan War Diaries – det første eksempel på større og grænseoverskridende lækage-journalistik.
Seneste meget omtalte lækage fra WikiLeaks var i marts 2016, hvor organisationen under den amerikanske præsidentvalgkamp offentliggjorde 30.000 e-mails og vedhæftede bilag eller 50.547 sider dokumenter sendt til og fra Hillary Clinton, mens hun var amerikansk udenrigsminister. En sag der i den grad satte sit præg på den amerikanske valgkamp i Trumps favør.
Efter WikiLeaks initiativ til at bringe store mediehuse sammen på tværs af grænserne begyndte de førende medier selv at indse, at et internationalt journalistisk samarbejde var nødvendigt. Den traditionelle journalistiske logik, som bygger på myten om den enlige helte-journalist, der arbejder på egen hånd og holder på sit scoop, indtil det kan åbenbares for alle i et enkelt medie, fungerer ikke længere i det nye medielandskab. Her er kulegravende journalistik ofte med enorme datamængder noget, der kræver nye kompetencer og mange ressourcer.
Efter WikiLeaks første store afsløringer fulgte som nogle af de største eksempler på grænseoverskridende internationalt journalistisk samarbejde: Cablegate, LuxLeaks, Edward Snowdens lækager, Panama Papers og Paradise Papers. Med til listen hører også her på det seneste The Russian Laundromat projektet, som Berlingskes afdækning af hvidvask-sagen i Danske Banks etiske filial er en del. Projektet er koordineret af OCCRP – Organized Crime and Corruption Reporting Project.
Panama Papers-sagen alene var den største lækage i datajournalistikkens historie med 11,5 millioner dokumenter, som blev lækket til den tyske avis Süddeutsche Zeitung. Afdækningen skete i et samarbejde mellem 300-400 journalister involveret fra godt 100 forskellige medier i 83 lande og koordineret af The International Consortium of Investigative Journalists. Så sent som her i juni 2018 publicerede partnerne friske historier fra en ny lækage på 1,2 millioner filer.
LÆS OGSÅ: Er vi virkelig nu ’kun’ de næstmest lykkelige i verden?
Adgangen til langt flere data end tidligere, store data-lækager og det økonomiske og kompetencemæssige pres på medierne har skabt et grænseoverskridende journalistisk samarbejde om afsløringen af kæmpe internationale skandaler. Et samarbejde som heldigvis også har omfattet danske mediehuse i forskellige konstellationer.
Og et samarbejde som næppe var blevet til noget, hvis ikke den type af højprofilerede, kulegravende projekter, som måske tager mange måneders eller års forarbejde, ved en fælles publicering i mange lande har en kæmpestor branding-effekt og gennemslagskraft for de deltagende medier.
Mere og mere af den stærke kvalitetsjournalistik kommer til at handle om grænseoverskridende emner på erhvervsområdet, skatteområdet, klimaområdet, energiforsyningen, datasikkerhed, cyberkrig, kriminalitet, flygtninge- og migrantproblemer. Det er også områder, hvor det enkelte mediehus har svært ved at have den meget specifikke kompetence, der skal til, for at afdække alle relevante problemstillinger og følge alle spor.
Det er interessant at se, at det nye såkaldte cross border- journalistik ikke kun er et europæisk eller amerikansk fænomen, men også et fænomen mellem afrikanske, sydamerikanske og asiatiske medier, der hjælper hinanden med at afdække ting, som det måske kan være risikabelt for det enkelte medie selv at løfte.
Konklusion: Der er brug for en opstramning af den daglige journalistik, som måske udgør 90-95 procent af indholdet. Og så tilskynde til ikke bare mere internationalt samarbejde, men også samarbejde mellem danske medier om dækningen af store og ressourcekrævende opgaver. Der er intet der tyder på, at det skulle skade det enkelte medies prestige eller branding at samarbejde med andre i stedet for selv at løbe alting i mål.
Interessante links til internationale journalistiske samarbejdsprojekter:
LÆS OGSÅ: BLOG: Når undersøgelser er noget kommercielt bullshit
LÆS OGSÅ: Ved formidling af forskning skal vi lære at kende forskel på sammenhænge
LÆS OGSÅ: Er vi virkelig nu ’kun’ de næstmest lykkelige i verden?
LÆS OGSÅ: Medier misforstår dansk topplacering i international rapport
LÆS OGSÅ: Ny forskning siger ikke, at gravide skal undgå gluten
