Trump kan ikke bare trække USA ud af klimaaftale

USA og EU diskuterer, om det overhovedet er muligt for Trump at trække amerikanerne ud af FN’s klimaaftale - og i så fald hvornår?

Andreas Oved Askjær Rasmussen
 


Bevågenheden var stor, da præsident Donald Trump på et pressemøde for en uge siden meldte klart ud, at USA skal ud af FN’s klimaaftale.

Men det er bare ikke så nemt for USA at trække sig ud af aftalen, som Donald Trump giver udtryk for, oplyser faktatjek-programmet Detektor.

Ifølge EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, har Donald Trump misforstået aftalen. Og USA kan ikke bare melde sig ud igen, sagde Juncker i en tale i Berlin tidligere på måneden.

“Loven er loven, og folk skal overholde den. Ikke alle love og ikke alt, der er skrevet ned i internationale aftaler er ”fake news”. Det skal overholdes,” sagde Jean-Claude Juncker.

Aftalen sætter rammer for at træde ud

Juncker henviser til, at selve klimaaftalen sætter nogle klare rammer for, hvornår og hvordan et land kan træde ud igen.

For aftalens artikel 28 siger, at ønsker et land at melde sig ud, så kan det først ske tre år efter, at aftalen er trådt i kraft for det pågældende land.

Og aftalen trådte i kraft 4. november sidste år, så Donald Trump må vente i mere end to år, før han kan komme med en gyldig udmeldelse.

Derudover skal der efter artikel 28 gå endnu et år fra et land har meldt sig ud af aftalen, til at landet endeligt kan trække sig. Det vil sige, at Donald Trump først kan gøre sig forhåbninger om at have USA helt ude af klimaaftalen i november 2020.

En hurtigere mulighed

Men Donald Trump kan gøre noget andet. For faktisk har USA mulighed for at træde ud af aftalen endnu hurtigere. Den amerikanske præsident kan hive USA helt ud af FN’s klimakonvention, og dermed vil amerikanerne automatisk også forlade klimaaftalen, da konventionen er den sammenslutning, som Paris-aftalen er lavet i. Men den manøvre har Trump ikke talt om at tage i brug.

“USA kan godt komme ud af aftalen, ved at melde sig helt ud af selve klimakonventionen. Men det har Trump ikke givet udtryk for, at han vil. Og han er jo ikke forpligtet til at melde sig ud af konventionen, for at kunne komme ud af aftalen, for han kan jo vælge den anden vej, som godt nok tager længere tid,” siger professor ved det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet Peter Pagh til Detektor.

Forpligtelserne i Paris-aftalen træder alligevel først i kraft fra 2020. USA vil derfor ikke være underlagt aftalens krav til klimapolitik, før de kan gå ud af aftalen.

Læs hele faktatjekket hos Detektor her.

 

Omtalte personer

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu