Underholdningsbranchens genåbning udnyttes groft af svindlere

Adskillige virksomheder får deres navn misbrugt af svindlere, der gennem falske konkurrencer og tilbud forsøger at udnytte underholdningsbranchens genåbning efter coronanedlukningen. Legoland i Billund er seneste offer for fupmagernes forsøg på at snyde godtroende danskere.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Andreas Søndergaard

“Vi glæder os utroligt meget til at se dig igen. Vi tilbyder derfor nu den fedeste sommeroplevelse til blot 19kr.”

Sådan lyder det opmuntrende budskab, som forlystelsesparken LEGOLAND tilsyneladende står bag.

Adskillige danskere modtager i disse dage tilbuddet enten på SMS, eller når de scroller gennem deres facebookfeed. Og det er ikke småpenge, man angiveligt kan spare.

For blot 19 kroner kan man nemlig få fire billetter til LEGOLAND til en værdi af sammenlagt 1.548 kroner, men det kræver, at man er hurtig, for billetterne får lynhurtigt ben at gå på, fremgår det af tilbudssiden.

Artiklen fortsætter under billedet

Sådan ser den falske side ud, som udlodder meget billige billetter til LEGOLAND. (Foto: Screenshot)

Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det er det såmænd også.

LEGOLAND advarede allerede tirsdag om det lidt for gode tilbud på sin egen facebookside, og over for TjekDet bekræfter de, at de intet har med tilbuddet at gøre.

“LEGOLAND står ikke bag det tilbud, og vi har også advaret om at klikke på det via vores egen facebookside. Det sker desværre engang imellem, at der er nogen, der bruger LEGOLAND til at forsøge at lokke oplysninger ud af de personer, som klikker på opslaget, og det ser desværre meget ægte ud,” skriver pressechef i LEGOLAND Kasper Tangsig i en mail.

Ikke et enkeltstående tilfælde

LEGOLAND er desværre kun det seneste skud på stammen af virksomheder i underholdningsbranchen, som får deres brand misbrugt af svindlere.

I slutningen af maj måtte Tivoli lægge navn til en falsk konkurrence, der udloddede entrebilletter og turpas til forlystelsesparken, og nogle dage tidligere var adskillige biografer ufrivilligt med i et svindelnummer om gratis gavekort.

Fælles for historierne er, at svindlerne tilsyneladende forsøger at lukrere på underholdningsindustriens nylige genåbning efter coronanedlukningen.

Artiklen fortsætter under billedet.

På et tidspunkt i processen bliver man bedt om at udfylde sine kontaktoplysninger i en formular, der ser meget professionel ud. Der er også gjort meget ud af at få designet til at ligne LEGOLAND's design. (Foto: Screenshot)

Og målet er klart: De er ude efter dine penge.

TjekDet har tidligere beskrevet, hvordan en af vores læsere blev bedt om at betale for porto for sin præmie, efter hun havde deltaget i en falsk facebookkonkurrence. Hendes kort virkede dog angiveligt ikke, da hun forsøgte at betale, men det var sandsynligvis helt efter svindlernes plan.

De var nemlig kun interesserede i kreditkortoplysningerne, så de kunne trække penge fra kortet. Heldigvis nåede læseren at spærre sit kort, inden skaden var sket.

Læs det med småt

Der er flere faresignaler at holde øje med, når det gælder falske konkurrencer og tilbud.

For det første kan man på Facebook altid se, om afsenderen af konkurrencen eller tilbuddet er den rigtige virksomhed. Den vil nemlig have et verifikationstegn ud for sit navn, som det eksempelvis er tilfældet for Disney, der også har fået sit brand misbrugt af svindlere.

Det samme gælder naturligvis også i LEGOLAND’s tilfælde, oplyser Kasper Tangsig.

“Vores anbefaling er altid, at man lige undersøger, om det er LEGOLAND, der er afsenderen. Vores facebookside hedder ”LEGOLAND Billund”, og den har et blåt v-tegn ud for, så man kan se, at det er den verificerede side,” skriver pressechefen i en mail til TjekDet.

Artiklen fortsætter under billedet

 

LEGOLAND's rigtige facebookside har et blåt verifikationstegn ud for sidens navn, som falske sider, der forsøger at efterligne anerkendte brands, ikke har. (Foto: Screenshot fra Facebook)

URL-adressen, altså www-adressen, afslører også tegn på svindel. Det er nemlig ikke LEGOLAND, men themeparklottery.com, der står bag, og den side har intet med LEGOLAND at gøre, oplyser Kasper Tangsig.

Et kig på siden indikerer da også, at noget er galt. Eksempelvis står det med småt i toppen af billedet, at man binder sig til mere end de 19 kroner, fire LEGOLAND-billetter angiveligt koster.

“Dette specialtilbud inkluderer en 10-dages prøveperiode på en tilknyttet abonnementstjeneste. Efter udløb af de 10 dage, vil den månedlige abonnementsgebyr (229 DKK) automatisk blive trukket fra dit kreditkort,” står der på tilbudssiden.

Der står også, at man kan opsige sit abonnement når som helst inden for prøveperioden, men det er uklart, hvem det i så fald skal gøres hos, når LEGOLAND jo som bekendt ikke står bag tilbuddet.

I det hele taget opfordrer Kasper Tangsig til, at man bruger sin sunde fornuft, når man falder over tilbud på sociale medier.

“Hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det ofte for godt til at være sandt, og så er man selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os, hvis man er i tvivl,” skriver han.

Er du allerede kommet til at udlevere dine kontooplysninger til svindlerne, så bør du omgående kontakte din bank eller spærre dit kort i netbanken.

Vil du også advares mod fup og spam på Facebook? Så følg vores facebookside Viralspiralen.

App agerer værn mod fup på nettet

Mit digitale selvforsvar er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens gratis app, der hjælper dig med at være sikker online og holder dig opdateret på digitale trusler.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu