Valgdebatten buldrer i Roskilde: Kommer der flere p-pladser i midtbyen eller ej?

Et nyt stort p-hus skulle skabe flere parkeringspladser i Roskilde centrum, men man fjerner lige så mange pladser, som man skaber, skriver V-byrådskandidat i et læserbrev. Forkert, der kommer 170 ekstra p-pladser, skriver S-byrådsmedlem som modsvar i et andet læserbrev. TjekDet har undersøgt sagen.

Bilernes holdepladser er i den grad blevet et varmt emne i valgkampen i Roskilde forud for kommunalvalget på tirsdag. En hel del af kandidaterne er enige om, at der er brug for flere parkeringspladser i midtbyen, og netop det skulle et nyt p-hus på Sortebrødre Plads levere.

Men temperaturen i parkeringsdebatten er steget så meget, at det fyger med forskellige bud på, hvor mange pladser det nye byggeri overhovedet vil medføre. Buddene starter ved ‘absolut ingen’ og fortsætter til op mod 200 nye parkeringspladser.

Forvirringen er total

En af kandidaterne ved kommunalvalget i byen, der har givet sit besyv med i debatten, er Lizzi Tvede Waagstein, der stiller op for Venstre. I et læserbrev glædede hun sig oprindeligt over opførelsen af det nye p-hus, men den glæde er med tiden blevet forvandlet til skuffelse.

“Dog blev glæden kort, for i stedet for de hårdt tiltrængte p-pladser blev det til et dyrt hus med få p-pladser, der svarer til de pladser, der er blevet inddrevet. Altså intet vundet,” skriver hun i Dagbladet Roskilde.

Det er bare ikke rigtigt, mener Karim Friis Arfaoui, politisk ordfører og byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Roskilde. I et modsvar medgiver han, at antallet af parkeringspladser er reduceret, mens byggeriet står på, men når det står færdigt, vil resultatet være langt flere nye pladser.

“Til gengæld vil der, når området er færdigudbygget, og parkeringshuset er i drift, være 170 ekstra parkeringspladser til gavn for handlende og turister,” skriver han i lokalavisen viborher.dk.

Men der kan jo ikke både være ‘intet vundet’ og samtidig komme 170 nye parkeringspladser. Så hvor kommer de to tal fra? Og hvor mange holdepladser kan de roskildegensiske bilejere egentlig forvente, der vil være i fremtiden i midtbyen? Vi har kigget nærmere på de planer, som kommunen - og dermed også lokalpolitikerne - har haft mellem hænderne.

V-kandidat: Der kommer lidt flere pladser

Lizzi Tvede Waagstein forklarer indledningsvist til TjekDet, at hun ‘bare refererer, hvad hun hører’, men lover at undersøge sagen. Hun ‘pløjer diverse notater og referater fra byråd igennem’ og vender tilbage med en præcisering.

“Tilbage står så vidt jeg kan skønne, at der kommer 61 sikre kommunale pladser mere,” skriver hun i en mail.

Den erkendelse følges dog op af en anden pointe.

For selvom antallet af p-pladser stiger ved Sortebrødre Plads, er antallet af p-pladser reduceret et andet sted i midtbyen, nemlig på Stændertorvet. Lizzi Tvede Waagstein skriver, at der her tidligere var plads til, at 78 biler kunne holde parkeret, men at det er reduceret til 48.

Hun medgiver derfor, at det strengt taget ikke er korrekt at hævde, at ‘intet er vundet’, men fastholder sin kritik af, at hjælpen til bilisterne stadig ikke er tilstrækkelig, da antallet af p-pladser stiger “forsvindende lidt i forhold til p-parkeringsbehovet i midtbyen,” påpeger hun.

S-byrådsmedlem: Forvaltningen siger 170 ekstra pladser

Karim Friis Arfaoui siger som nævnt, at der kommer 170 ekstra pladser. Det forklarer han med et længere regnestykke, som bygger på et svar fra kommunens embedsmænd til Plan- og Teknikudvalget under byrådet.

Og hold nu godt fast i rattet: Tidligere var der 439 pladser på Sortebrødre Plads. Og med det nye byggeri ender antallet på 572 + 10 pladser til motorcykler. I tillæg dertil kommer så 37 ekstra pladser i en kælder under noget andet nybyggeri på pladsen, hvor der også vil være offentligt tilgængelige p-pladser, forklarer byrådsmedlemmet.

“Det vil sige 37 + de 133, som er forskellen mellem de 572 og de tidligere 439 pladser, det giver 170 ekstra p-pladser i området, som er offentlige p-pladser,” konkluderer Karim Friis Arfaoui.

Forvaltningen: Der kommer med sikkerhed 68 nye p-pladser

Vi ringer til Plan og Udvikling i Roskilde Kommune, der er en afdeling under By-, Kultur- og Miljøforvaltningen. Her sidder Birgitte Løkke, der er projektleder på udviklingen af Sortebrødre Plads klar til at hjælpe os med at opklare mysteriet om antallet af parkeringspladser.

Den korte konklusion er, at der bliver plads til 498 biler og 10 motorcykler i det nye p-hus. Det betyder plads til 59 biler og 10 motorcykler ekstra. Dertil kommer så yderligere 9 pladser langs vejene ved Sortebrødre Plads. Antallet af offentlige pladser stiger altså med sikkerhed med 68 biler og 10 motorcykler, fortæller Birgitte Løkke.

Men hvordan kan Karim Friis Arfaoui så nå frem til 170?

Jo, i det svar fra Plan og Udvikling i Roskilde Kommune, som han henviser til, dukker tallet ganske rigtigt op.

“Så altså et nettoresultat på 133 (143 inkl. motorcykler) pladser på den kommunale del af Sortebrødre Plads og 170 i hele området,” står der.

Det er den formulering, der har fået Karim Friis Arfaoui til at tro, at borgerne i Roskilde havde udsigt til hele 170 ekstra offentlige parkeringspladser i bymidten.

Men højere oppe i samme mail står der, at det for 65 af pladserne endnu ikke er besluttet, om de skal være offentligt tilgængelige eller være forbeholdt beboerne i det byggeri, hvor de bliver placeret.

Der står også i mailen, at 37 af pladserne kun bliver bygget, hvis ejerne af en anden grund på Sortebrødre Plads beslutter sig for at bygge på dem. Det fremgår ikke af mailen, om de 37 pladser i så fald vil blive med offentlig adgang.

Læser man hele mailen fra Plan og Udvikling grundigt, står det altså klart, at der ikke er tale om, at der med sikkerhed bliver offentlig adgang til 170 nye pladser. Alligevel ville Birgitte Løkke gerne have formuleret mailen endnu mere præcist.

“Det havde været godt med en helt klar skelnen mellem, hvilke pladser, der bliver offentlige og private,” siger hun.

Men hvad så med Stændertorvet, hvor Lizzi Tvede Waagstein skriver, at antallet af p-pladser er reduceret fra 78 til 48?

Jo, den er god nok. For et par år siden byggede kommunen torvet om, og i den forbindelse forsvandt der 30 parkeringspladser. Man besluttede dog samtidig at åbne for offentlig adgang til 20 p-pladser lige i nærheden, så reelt forsvandt der 10 pladser, lyder svaret fra Birgitte Løkke.

Det er ikke kun i Roskilde, at bilerne i byerne har været et varmt emne i kommunalvalgkampen. En kandidat for Alternativet i København fremhævede forleden, at "får vi en fossilfri by, hvor vi får benzin- og dieselbiler ud af byen, så får vi 100 procent ren luft" - en konklusion vores faktatjek har vist langt fra holder vand.

I Aalborg mener en kandidat for Enhedslisten, at trængslen på byens veje vil kunne løses ganske nemt, hvis nordjyderne bare møder forskudt på arbejde. Det samme skal så også gælde skoleeleverne. Og den konklusion kan der være noget om, men den er usikker.

Og så er der lige den økonomiske side af at eje en bil, hvor Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance påstår, at de danske bilejere er brandbeskattet. Er det nu også rigtigt?

Forrige artikel Ligger ambulanceberedskabet i Sønderborg i ruiner? Ligger ambulanceberedskabet i Sønderborg i ruiner? Næste artikel Falder Alternativets kandidater som fluer? Falder Alternativets kandidater som fluer?