Speech balloons with French and German flags representing French to German translation.

FOLKEMØDET 2017

Fransk smiger og tysk kritik til Danmark

V, S og DF skader Danmarks interesser i EU med deres skeptiske europapolitik, lyder kritikken fra to tyske iagttagere. Frankrigs ambassadør roser Danmark som en rollemodel for hele EU. ”I danskere er langt mere europæiske, end I selv ved,” siger han.

Mandag Morgen på Folkemødet 2017

Folkemødet på Bornholm er en stor succes. Det har skabt vækst på klippeøen og tilført den demokratiske samtale ny energi. Men Danmark er ikke en ø, verden er i opbrud, og den banker på vores dør. Så hvad gør vi nu, lille du? Mandag Morgen rapporterer fra Folkemødet 2017 fra torsdag til søndag i denne uge.

EU har brug for et Danmark, der går positivt og selvbevidst ind i diskussionerne i EU. Den danske samfundsmodel er med sit fokus på både velfærd og solidaritet og på frihed og fine rammebetingelser til erhvervslivet en rollemodel for resten af EU. Men til gengæld bør danske politikere holde op med hele tiden at finde på nye områder, hvor man ønsker at reducere den europæiske dimension.

Sådan kan man sammenfatte udtalelserne fra en række vigtige tyske og franske aktører, som under Folkemødet på Bornholm har debatteret den aktuelle politiske udvikling i Europa og ikke mindst Danmarks deltagelse i EU.

Anke Spoorendonk, der er tidligere europaminister i delstatsregeringen i Slesvig-Holsten, beklager således, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti benyttede Folkemødet til at lancere en fælles opfordring til statsminister Lars Løkke Rasmussen om at reducere EU-borgeres rettigheder i Danmark.

”Jeg synes, at det er et uheldigt tidspunkt at lancere sådanne ideer, netop som der i EU er større tro på fremtiden, end der har været længe,” sagde Anke Spoorendonk i forbindelse med en debat om Danmark politiske og økonomiske relationer til Tyskland.

Marc Christoph Wagner, Nordeuropa-korrespondent for tysk tv og bosat i Danmark, erklærede på sin side, at S-DF-udspillet og statsministerens reaktion på det efter hans opfattelse vil føre til løftede øjenbryn og utilfredshed i Berlin.

”Tyske politikere har altid haft fokus på, at man ikke skal dominere små nabolande, og det har Danmark nydt godt af. Men når man kommer med den slags udspil, og når statsministeren ikke viser lederskab og afviser det med det samme, så er det noget, som vil blive husket næste gang, Danmark har brug for solidaritet i EU,” sagde Wagner under en samtale med tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen hos partiet Venstre.

Kalder S-politiker populist

Uffe Ellemann-Jensen ville på sin side ikke kritisere Lars Løkke Rasmussen, men vendte i stedet skytset mod den stærke mand i Socialdemokratiet, Henrik Sass Larsen, som han kaldte en populist på linje med de EU-fjendtlige populister over hele Europa, som var temaet for debatten mellem Wagner og den tidligere Venstreformand.

Uffe Ellemann-Jensens hårde udfald faldt, efter at Henrik Sass Larsen under et debatmøde ved Folkemødet havde udtalt, at han ’ikke ville dø ved tanken’ om at indføre permanent grænsekontrol i Danmark. Dermed skærpede den magtfulde socialdemokrat partiets nye EU-skeptiske linje endnu en tak. Henrik Sass Larsen og Mette Frederiksens DF-venlige fiflerier med EU-politikken vakte i øvrigt betydelig irritation blandt flere højtstående socialdemokratiske fagforeningsledere, som også har deltaget i det stadigt mere populære folkemøde på Bornholm.

Francois Zimeray, Frankrigs ambassadør i Danmark, har valgt en anden tilgang til danskernes skeptiske forhold til det europæiske samarbejde. Han mener – ligesom en lang række politikere og politiske iagttagere – at Storbritanniens beslutning om at forlade EU og ikke mindst valget af Donald Trump i USA betyder meget for EU’s fremtidige sammenhængskraft.

”Jeg har aldrig følt mig så europæisk som efter det seneste amerikanske præsidentvalg,” sagde Zimeray lørdag under en interviewsession på Grønbechs hotel i Allinge, hvor han samtidig forklarede, hvorfor han mener, at danskerne er langt mere europæiske, end man selv ved af.

”Europa er sammenlignet med resten af verden præget af mere balance og mådehold, end man ser i USA og andre verdensdele. Denne europæiske samfundsmodel er særligt veludviklet i Danmark. I Danmark har man balance mellem industri og miljø, balance mellem mænd og kvinder og balance mellem land og by. I er meget europæiske,” sagde Zimeray, som understregede, at Frankrigs nye præsident, Emmanuel Macron, netop er meget optaget af den danske og nordiske samfundsmodel med balance og mådehold.

Danmark skal gribe Brexits muligheder

En dansk politiker, der om nogen ved noget om balancen mellem dansk og europæisk politik, er tidligere EU-kommissær Connie Hedegaard. Hun benyttede Folkemødet til at opfordre både danskerne og de centrale aktører i EU til at gribe de muligheder, som ligger i, at Storbritannien nu er på vej ud af EU og i, at Donald Trump i USA nu bevæger sig i en protektionistisk og national retning både i handels- og klimapolitikken.

”Når det tyske valg er overstået i slutningen af september, så har vi en stærk tysk-fransk akse, og vi har ikke længere Storbritannien til at bremse samarbejdet, sådan som de har gjort det. Det giver os muligheder for at styrke samarbejdet på en række områder. Og det skal vi gøre. Men det er vigtigt, at det vi gør bliver konkret og noget, som skaber resultater for borgerne. Samtidig er det vigtigt, at Tyskland og Frankrig ikke bare sidder og laver aftaler med sig selv,” sagde Hedegaard ved en debat hos tænketanken Europa, hvor hun sågar oplevede klapsalver fra publikum flere gang.

Jeppe Kofoed, socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet, så også positivt på mulighederne i EU-samarbejdet i de kommende år, hvor økonomien er væsentligt bedre, end den har været længe. Han talte stærkt for, at EU sætter kraftigt ind over for international skatteunddragelse, og så kom han med følgende udtalelse, som står i skarp kontrast til de toner, der lyder fra hans ledende partifæller i København.

”EU styrker Danmarks nationale suverænitet og er i den forstand med til at understøtte den danske velfærdsstat,” sagde Kofod.