mandagmorgen_pricing_02

Ugebrevet Mandag Morgen søger analytisk stærk journalistpraktikant

Hader du overfladiskheden og det opskruede tempo i mediernes evindelige jagt på breaking news? Brænder du til gengæld for dybdeborende kvalitetsjournalistik, der sætter aktuelle samfundsproblemer i perspektiv? Så er Ugebrevet Mandag Morgen det oplagte praktiksted for dig.

Personfnidder, enkeltsager og døgnnyheder er for os at se ikke interessante i sig selv. Vi forsøger altid at se dybere ned (i årsagerne) og længere frem (på perspektiver).

VORES LÆSERE er beslutningstagere i det offentlige, private og civilsamfundet. Vi skriver for at informere og vejlede vores læsere, som grundlæggende allerede har et højt informationsniveau, men som søger dybere viden og en bedre forståelse af perspektiverne i de aktuelle begivenheder. Det tvinger os til at konkurrere på analytisk tyngde, nytteværdi og journalistisk grundighed.

VI GØR EN DYD ud af at kritisere – hvad end det er politikere, medier eller andre magthavere, der gør noget dumt. Men mindst lige så vigtigt er det, at vores journalistik er løsningsorienteret og konstruktiv og udpeger nyopståede muligheder, når kriser presser sig på.

VI SØGER EN JOURNALISTPRAKTIKANT i 12 måneder til at indgå i det journalistiske miljø på redaktionen. Hver uge producerer vi et ugebrev, der udkommer på både web og tryk samt i mindre omfang en række særpublikationer.

DEN RETTE KANDIDAT: 1) er analytisk stærk med godt styr på at søge information i også akademiske og statistiske kilder, 2) har lyst til at gå magthavere på klingen 3) eller vejlede selvsamme personer om bedre løsninger på store samfundsudfordringer, 4) har en skarp pen og kan formidle svært tilgængeligt stof i et levende sprog.

ÅBENT HUS afholdes 3. og 4. april, hvor der er mulighed for en individuel forsamtale. Skriv til redaktionschef Laura Ellemann-Jensen på lej@mm.dk for at aftale nærmere.