Frank Jensen erobrer København – Sensation lurer i Furesø – Konservative borgmestre i store dramaer  - Se prognose for samtlige 29 kommuner i Region Hovedstaden

Valgprognose: Region Hovedstaden

Kommunalvalg 2009

Af: Torben K. Andersen (tka@mm.dk)

16.11.09

Valgprognose for kommunalvalget 2009 i Region Midtjylland. Prognosen er lavet af professor Søren Risbjerg Thomsen og forskningsassistent Christian Sloth.

Valgprognose for Region Hovedstaden

Figur 1 | Forstør

Målingen er udarbejdet af professor Søren Risbjerg Thomsen og forskningsassistent Christian Sloth for Mandag Morgen. Angivet som procentfordeling for hver kommune.

Kilde: Søren Risbjerg Thomsen, Christian Sloth og Mandag Morgen.

Borgmesterprognose

Mandag Morgen giver et unikt bud på borgmestrene efter valget på baggrund af prognosen af professor Søren Risbjerg Thomsen og forskningsassistent Christian Sloth samt omfattende selvstændig research.

København

Frank Jensen (S) bliver ny overborgmester. SFs fordobler sine antal stemmer. Venstre og De Radikale går tilbage. Dansk Folkeparti går en smule frem. Traditionen tro venter der et stort drama i Borgerrepræsentationen om de øvrige borgmesterposter.

Albertslund

Borgmester Steen Christiansen (S) bliver åndet i nakken af SF, som tordner frem. Men han fortsætter som borgmester.

Allerød

En af valget største neglebidere. Et rigtigt kludetæppe. Blå blok er størst. Men SF bliver lige akkurat det største parti målt på stemmer foran Venstre, som går tilbage. Begge partier får fem mandater. Socialdemokraterne får tre og Konservative fire. Mens Radikale, Dansk Folkeparti, Blovstrødlisten og Lokallisten hver får et enkelt mandat. Den konservative borgmester Erik Lund får brug for alt mulig held for at bevare posten, da partiet ikke er med i et bredt borgerligt valgforbund. Sandsynligheden taler mest for Venstres John Køhler. Men stil ind på Kanal Allerød, hvis du vil se en gyser i morgen aften.

Ballerup

Et af valgets mest sikre resultater. Ove E. Dalsgaard (S) er fortsat borgmester efter valget.

Bornholm

Tæt kamp. Men samarbejdet mellem det største parti, Socialdemokratiet, SF og Borgerlisten tegner til at kunne fortsætte og Bjarne Kristiansen fra Borgerlisten bevarer muligvis borgmesterposten.

Brøndby

Ingen overraskelser her. Borgmester Ib Terp (S) sidder solidt og fortsætter.

Dragør

Drama venter. Og en overraskelse lurer. Den traditionelt borgerlige kommune har de sidste fire år haft den socialdemokratiske borgmester Allan Holst (S) ved roret. Men det er meget tvivlsomt, om han kan fortsætte. Partiet står til to mandater, Konservative fire, SF et, Dansk Folkeparti et og Venstre to. Tværpolitisk Liste ser til gengæld ud til at få et kanonvalg og får fem mandater. Sidste gang pegede listen på S. Det gør de næppe denne gang. Konstitueringen bliver en gyser. Favorit til borgmesterposten er Pernille Lundqvist fra Tværpolitisk Liste.

Egedal

Et nyt konstitueringsdrama er i vente. Det kan blive de lange knives nat. Den nye borgmester er forsat borgerlig trods rød bloks markante fremgang. Den nuværende borgmester Svend Kjærgaard Nielsen fra Egedallisten ser ud til at tabe posten. V og K får hver seks mandater. Venstres Willy R. Eliasen er et godt bud på at overtage magten i tæt kamp med den konservative Jørgen Nygaard.

Fredensborg

Blå blok fører. Men det bliver tæt opgør. Venstres Carsten Wulff ser ud til at blive borgmester i kampen mod Thomas Lykke Pedersen (S).

Frederiksberg

Det kan blive valgkampens helt store drama. Kampen er meget tæt. Rød blok bider den konservative borgmester Jørgen Glenthøj i haserne. SF ser endda ud til at overhale S som det største røde parti målt på stemmer men står uden for valgforbund. Konservative får ni mandater, Socialdemokraterne fem, SF fire, Venstre, Radikale og Enhedslisten hver to, mens Dansk Folkeparti får et enkelt. De Radikale bliver med andre ord tungen på vægtskålen, og har indgået valgforbund med de borgerlige partier. Det gør forsat Jørgen Glenthøj til favorit. Men sensationen lurer.

Frederikssund

Borgmester Ole Find Jensen (S) står til at vinde slaget mod Venstres John Schmidt Andersen.

Furesø

Endnu en sensation lurer. Det gamle Peter Brixtofte-land har været præget af ballade i den borgerlige lejr. Nu kommer regningen. Venstre står til at få katastrofevalg, som kan koste Kasper Krüger (V) borgmesterposten.  Socialdemokraterne bliver det største parti med fem mandater. Venstre får fire. Konservative, Focuslisten og SF får hver tre mandater. Mens Radikale, Dansk Folkeparti og Enhedslisten hver får et enkelt mandat. Dermed er der lagt op til endnu en drabelig konstituering. Kasper Krüger får svært ved at samle mandater nok bag sig. Den tidligere Farum borgmester Lars Carpens fra Focuslisten vil gå efter borgmesterposten, men har også sagt, at han er parat til at pege på Socialdemokraten Ole Bondo Christensen som borgmester. Pilen peger på Ole Bondo Christensen. Der er dømt de lange knives nat i Furesø.

Gentofte

Den konservative højborg skifter ikke side. Hans Toft er forsat borgmester efter valget trods lille tilbagegang.

Gladsaxe

Karin Søjberg Holst (S) har været borgmester siden 2002 og er det også efter valget i morgen.

Glostrup

SF fordobler næsten sit stemmetal. Borgmester Søren Enemark (S) bevarer magten.

Gribskov

Borgmester Jannich Petersen (V) bevarer sit solide greb om magten.

Halsnæs

Helge Friis (S) fortsætter som borgmester.

Helsingør

Et andet af valgkampens store dramaer og endnu engang med De Konservative i en hovedrolle. Meget tyder på et systemskifte. Socialdemokratiet og Konservative får hver syv mandater. SF får fire, Venstre tre, Dansk Folkeparti to, mens Radikale og Enhedslisten hver får et enkelt. Radikale bliver med andre ord den berømte tunge på vægtslåen og er i valgforbund med rød blok. Det kan bane vej for Henrik Møller (S) som ny borgmester og vil i givet fald betyde exit til den konservative Per Tærsbøl.                                                                                                                  

Herlev

Borgmester Kjeld Hansen (S) bevarer sit absolutte flertal og dermed magten.

Hillerød

Borgmester Kirsten Jensen (S) kan se frem til fire år mere på posten trods en ordentlig vælgerlussing.

Hvidovre

Milton Graff (S) får fire år mere som borgmester.

Høje-Taastrup

Muligt systemskifte. Socialdemokratiet bliver det suverænt største parti med otte mandater. Den konservative borgmester Michael Ziegler står til fire. Venstre og Dansk Folkeparti får hver tre, SF to og Dansk Folkeparti et enkelt mandat. Det bliver close race. Pilen peger på Thomas Bak (S).

Hørsholm

Tre kandidater kæmper om at overtage magten efter Uffe Thorndahl. Det er den konservative Morten Slotved, Venstres Michael Medom Hansen og Borgerlistens Peter Antonsen. Konservative får seks mandater, Venstre fire og Borgerlisten tre. Meget tyder på, at Morten Slotved vinder duellen.

Ishøj

Selv om Ole Bjørstorp (S) går markant tilbage og SF frem, bevarer han magten fire år mere.

Lyngby-Taarbæk

Gys og drama i udsigt. Den konservative borgmester Rolf Aagaard-Svendsen (C) er truet på posten. Han står til fem mandater. Det samme som Socialdemokraterne. Venstre, SF og Dansk Folkeparti får hver tre. Mens Radikale og Enhedslisten hver får et enkelt. Der bliver dramatik for alle pengene. Venstres Søren P. Rasmussen og Socialdemokraternes spidskandidat Simon Pihl-Sørensen vil kæmpe benhårdt for at få væltet borgmesteren. Pilen peger på Simon Pihl-Sørensen.

Rudersdal

Den nuværende KL-formand Erik Fabrin (V) fortsætter fire år mere på posten.

Rødovre

Erik Nielsen (S) er en af favoritterne til at overtage formandsposten i KL og bevarer også borgmesterkæden fire år mere.

Tårnby

Socialdemokratiet har siddet på magten i over 90 år og gør det fire år med Henrik Zimino som borgmester.

Vallensbæk

Mens andre konservative borgmestre kæmper for at bevare deres poster, sidder Kurt Hockerup solidt. Fire år mere til ham.

Se alle prognosens tal for landets 98 kommuner (download excel)

Kommentarer – giv din mening til kende

Indsend din kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes.

Gå til top

Mandag Morgen,
Valkendorfsgade 13, Postbox 1127, 1009 København K, Tlf: +45 3393 9323, Fax: +45 3314 1394,
Følg Mandag Morgen:

Credits

Executive Summary er låst. Log ind eller klik hér og få gratis adgang til resuméer.

Artiklen er låst. Log ind eller tegn abonnement hér.