Så jobparate er ikke-vestlige indvandrere i din kommune

Hvor langt fra et job på det danske arbejdsmarked er indvandrere fra ikke-vestlige lande i de enkelte kommuner? Det spørgsmål har analyse- og rådgivningsfirmaet LG Insight undersøgt for Mandag Morgen. Her kan du se, hvor langt gruppen af indvandrere fra ikke-vestlige lande på offentlig forsørgelse i de enkelte kommuner er fra det ordinære arbejdsmarked.
Thomas Hedin

Hvor langt fra et job på det danske arbejdsmarked er indvandrere fra ikke-vestlige lande i de enkelte kommuner? Det spørgsmål har analyse- og rådgivningsfirmaet LG Insight undersøgt for Mandag Morgen.

Her kan du se, hvor langt gruppen af indvandrere fra ikke-vestlige lande på offentlig forsørgelse i de enkelte kommuner er fra det ordinære arbejdsmarked.

LG Insight har opdelt gruppen af ikke-vestlige indvandrere på offentlig forsørgelse i hver kommune i flere kategorier, der spænder fra jobparate til en gruppe af indvandrere, der formodentlig aldrig kommer til at sætte deres fod på arbejdsmarkedet. De er permanent uden for arbejdsstyrken. Det gælder blandt andet personer, der er tilkendt førtidspension i løbet af de seneste 12 måneder.

SE OGSÅ: Flygtninge kommer længere og længere væk fra job

Målingen omfatter indvandrere fra ikke-vestlige lande på offentlig forsørgelse p.b.a. data fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering samt Danmarks Statistik. På landsplan var der i alt godt 51.600 ikke-vestlige indvandrere på offentlig forsørgelse i november 2015 sidste år.

Tallene i grafikken viser andelen af ikke-vestlige indvandrere på offentlig forsørgelse i de enkelte kommuner fordelt på forskellige trin i forhold til deres afstande til arbejdsmarkedet.

De seks kategorier, der anvendes, er nærmere defineret under grafikken.

Samsø og Læsø kommuner indgår ikke på grund af manglende data.

Definition af de seks kategorier:

Jobparate udgør andelen af ikke-vestlige indvandrere i en kommune på offentlig forsørgelse, der i november 2015 var jobparate og tæt på arbejdsmarkedet, jobparate, men lidt væk fra arbejdsmarkedet eller jobparate, der var noget væk fra arbejdsmarkedet. Det er for eksempel jobparate dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere (herunder under integrationsloven), revalidender med under 13 ugers ledighedsanciennitet samt revalidender med henholdsvis mellem 13 og 26 ugers ledighedsanciennitet eller 26 og 51 ugers ledighedsanciennitet.

De lidt jobparate er typisk endnu et godt stykke fra arbejdsmarkedet. Gruppen udgør jobparate dagpengemodtaagere, kontanthjælpsmodtagere (herunder under integrationsloven), revalidender med 52 eller flere ugers ledighedsanciennitet, herunder modtagere af arbejdsmarkedsydelse samt modtagere af den særlige uddannelsesydelse.

Midlertidigt ikke jobparate udgør aktivitetsparate, der er tæt på eller lidt væk fra arbejdsstyrken. Det er for eksempel aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere (herunder under integrationsloven), revalidender 13 ugers ledighedsanciennitet. Den gruppe, som her betragtes som "lidt væk fra arbejdsstyrken" er revalidender med 13 til 26 ugers ledighedsanciennitet.

Langt fra jobparate er aktivitetsparate, der er noget væk fra arbejdsstyrken, som for eksempel aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere (herunder under integrationsloven), og revalidender med 13 til 26. ugers ledighedsanciennitet.

På kanten af arbejdsmarkedet samler samler de aktivitetsparate, der betragtes som langt væk fra arbejdsmarkedet, samt gruppen af personer i ressourceforløb, der ligeledes er langt fra arbejdsmarkedet. Det vil sige aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere (herunder under integrationsloven), revalidender samt modtagere af ledighedsydelse med 52 eller flere ugers ledighedsanciennitet. Desuden indeholder kategorien indvandrere med ikke-vestlig baggrund i ressourceforløb.

Permanent uden for arbejdsstyrken er ikke-vestlige indvandrere på førtidspension bevilget inden for de seneste 12 måneder eller anden permanent offentlig forsørgelse, og som dermed står uden for arbejdsstyrken.

Kilde: LG Insight for Mandag Morgen.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu