Forbrugerpriserne antyder fortsat svagt stigende inflation

Inflationen i OECD-landene steg i gennemsnit i juni måned med 0,9 pct. sammenlignet med samme måned sidste år. Med kun 0,3 pct. lå den danske stigning i inflationen dermed et godt stykke under gennemsnittet, viser nye tal fra OECD.
Thomas Hedin

Efter tre måneder i træk med stabil inflation på 0,8 pct. i OECD-landene, tog forbrugerpriserne i juni et svagt hop til 0,9 pct., viser OECDs seneste forbrugerprisindeks.

Mens den danske inflation fra marts til april lå på 0,1 pct. eller derunder, blev den i juni lidt højere og endte på 0,3 pct. i forhold til samme måned sidste år – en del lavere end gennemsnittet for OECD-landene.

Især energipriserne har i OECD-landene haft kurs mod bunden, men farten er taget noget af. Fra juni 2015 til juni 2016 faldt energipriser med -7,1 pct. – et fald på -0,8 pct.point i forhold til maj måned. Fødevarepriserne tog et marginalt dyk på under 0,1 pct.point, når man sammenligner med maj måned.

Trækker man energi og fødevarer ud lå den samlede årlige inflation i juni generelt stabilt på 1,8 pct.

Danmark var ikke alene om at registrere en svag stigning i den årlige inflation. De franske forbrugerpriser steg med 0,2 pct.point i forhold til samme måned sidste år, hvilket var lidt mere end maj måned. Den tyske inflation steg med 0,3, mens briterne måtte indkassere en stigning på 0,5 pct.point mod 0,3 i maj.

I Canada (1,5 pct.point), USA (1,0 pct.point) og Japan (-0,4 pct.point) forblev inflationen uændret.

Ser man bort fra fødevarer og energipriser, steg inflationen i juni i euro-området til 0,9 pct. fra 0,8 pct. måneden forinden.

Inflationen i G20-landene lå i juni stabilt på 2,3 pct. for fjerde måned i træk. Blandt ikke-OECD-lande var inflationen ligeledes uændret i Sydafrika (6,5 pct.) og Saudi-Arabien (4,1 pct.). Brasilien oplevede derimod et fald – fra 9,3 pct. i maj til 8,8 pct. i juni. Det samme gjaldt Indien (fra 6,6 pct. til 6,1 pct.), samt Kina (fra 2,0 pct. til 1,9 pct.).

Den russiske inflation tog for tredje måned i træk et hop op ad og havnede i juni på 7,5 pct.

Logo_MMdata
 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu