Investeringsforeninger har sluppet pundet

Efterhånden som den britiske folkeafstemning om fortsat EU-medlemskab nærmede sig, satte danske investeringsforeninger gang i storudsalg af sine værdipapirer i pund.
Thomas Hedin

Frygten for, at briterne ville stemme Storbritannien ud af EU ved afstemningen den 23. juni i år, fik de danske investeringsforeninger til at sælge ud af aktier og obligationer i pund, viser nye tal fra Nationalbanken.

I løbet af de sidste fem kvartaler frem mod afstemningen faldt investeringsforeningernes beholdning af værdipapirer i pund med 5,2 mia. kr. Foreningerne solgte for 2,2 mia. kr., og kursfald og fald i pundets værdi stod for 3 mia. kr.

Faldet kom efter flere år, hvor beholdningerne af værdipapirer i pund var steget jævnt på grund af positive værdiændringer og nye køb. Isoleret set har salget af værdipapirer i pund været større i de seneste fem kvartaler end det samlede køb fra 2010 og frem til 1. kvartal 2015, oplyser Nationalbanken i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Danmark jager Brexit-lunser

Foreningernes porteføljeandel af værdipapirer i pund blev fra 1. kvartal 2015 til og med 2. kvartal i år reduceret med 0,5 procentpoint – det vil sige fra 3,2 pct. til 2,7 pct.

Foreningerne har samtidig afdækket valutakursrisikoen gennem terminskontrakter i et omfang, der omtrent svarer til beholdningen af obligationer i pund.

LÆS OGSÅ: Hvad Brexit indebærer for Storbritannien, EU og resten af verden

Det britiske pund er i det hele taget ramt af en historisk krise. Allerede inden det endelige resultat forelå den 24. juni blev finansmarkederne ramt af panik, og sendte det britiske pund målt over for den amerikanske dollar ud på en rutsjetur, der ikke er sat magen til i over tyve år. Den 23. juni – på selve dagen for folkeafstemningen – skulle der 1,48 amerikanske dollar til at købe et pund. 7. juli ramte pundet den historiske bund med 1,29 dollar for ét britisk pund. Siden har kursen rettet sig marginalt. Pr. 8. august lød den på 1,31.

LÆS OGSÅ: Brexit sætter Løkke under pres

Vi skal tilbage til 1985 for at finde en kurs på omtrent samme niveau, nemlig 1,30 dollar. Og nedturen er formodentlig ikke slut endnu. Analytikere fra den britiske bank HSBC forventer, at pundet vil falde helt ned til 1,20 i nær fremtid.

Den britiske møntfods officielle navn er i øvrigt Pound Sterling. Navnet ”sterling” er afledt af det middelengelske ord ”steorra”, der kan have betydninger som for eksempel ”høj kvalitet”, ”førsteklasses”, ”ægte” og ”lille stjerne”. Med briternes nej til EU er lidt af lyset i den lille stjerne blevet slukket. Indtil videre.

Logo_MMdata
 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu