videnskabens-autoritet-01

Videnskabens autoritet er under pres

Sundheds- og vaccineskepsissen i Danmark breder sig som det klareste eksempel på, at danskerne har mistet tillid til forskere, læger og andre videnskabelige autoriteter. Men tilliden kan genvindes, siger professor i videnskabskommunikation.

Danskerne mistror forskere, tvivler på deres videnskabelige resultater, og googler sig til information, der passer bedre til egne synspunkter og fordomme. Videnskabens autoritet i den offentlige debat er begyndt at krakelere.

Vi ser det med den voksende skepsis over for HPV-vaccinen, stigende mistillid til lægers viden om sundhed, den vedholdende tvivl om årsagerne til klimaforandringerne, eller når politikere ser stort på trafikforskeres advarsler om, at fartstigninger på motorvejene vil føre til flere trafikdræbte.

Mindre tiltro til læger og forskere

Figur 1 | Forstør   Luk

Et stigende antal danskere har mistro til lægers og forskeres viden om sund og usund livsstil.

Note: N (2011) = 2.022; N (2016) = 5.029; ”ved ikke”-svar: 7-8 pct.
Kilde: YouGov for TrygFonden og Mandag Morgen.

På sundhedsområdet viser en stor ny undersøgelse fra TrygFonden og tænketanken Mandag Morgen, at 30 pct. af danskerne mener, at læger og forskere ved meget lidt om, hvad der er sundt og usundt. Det er en markant stigning i danskernes skepsis over for sundhedsautoriteter i forhold til 2011, hvor spørgsmålet sidste gang blev stillet, og hvor kun 19 pct. gav udtryk for samme synspunkt. Samtidig er antallet af danskere, der er direkte uenige i udsagnet, faldet fra 44 til 35 pct. Se figur 1.

Et aktuelt eksempel på konsekvenserne ved mistilliden til de videnskabelige autoriteter er det drastiske fald i dækningen af HPV-vaccinen, der ellers kan forebygge livmoderhalskræft. Mens 79 pct. af pigerne fra årgangene født i 1998, 1999 og 2000 har fået HPV-vaccinen, er kun 18 pct. af pigerne fra årgang 2003 blevet færdigvaccineret, hvilket er det laveste niveau nogensinde registreret. Se figur 2.

”Det er jeg meget bekymret over,” siger professor, overlæge og forskningsleder hos Kræftens Bekæmpelse og Rigshospitalet Susanne Krüger Kjær. Hun har både fulgt med i den faglige og den offentlige debat om HPV-vaccinen og mener, at diskussionen på de sociale medier og i pressen om mulige bivirkninger for længst er kommet helt ud af proportioner.

Frit fald for HPV-vaccinen

Figur 2 | Forstør   Luk

Som den eneste vaccine i børnevaccinationsprogrammet er dækningen for HPV-vaccinen faldet det seneste år og er nu på det laveste niveau nogensinde.

Note: Der vil gå noget tid, før vaccinationstilslutningen for piger født i de yngste årgange når sit endelige niveau. Vaccinen skal gives af tre doser over ca. et år for piger i alderen 9 til 15 år. Ydermere er det almindeligt, at nogle af disse piger vil få deres vaccinationer forsinket i forhold til det anbefalede vaccinationstidspunkt.
Kilde: Statens Serum Institut.

”Der er ingen tvivl om vigtigheden af, at vi skal tage os af de piger, der er syge, men jeg synes, at diskussionen er løbet løbsk, fordi proportionerne mellem de mulige bivirkninger og fordelene ved vaccinen er blevet totalt forvrænget. Det er gået fra at være en fantastisk nyhed om verdens første vaccine, der kan forebygge kræft, hvor alle klappede i hænderne, til den nedslående situation, vi nu kan aflæse i vaccinationstallene,” siger Susanne Krüger Kjær.

Den stigende skepsis over for sundhedsvidenskabelige autoriteter er ifølge professor i videnskabskommunikation ved Aalborg Universitet David Budtz Pedersen en del af en voksende folkelig skepsis over for forskere og videnskab, og det kan få katastrofale følger, advarer han.

“Hvis folk mister tilliden til videnskaben, vil de ikke bare stoppe med at vaccinere deres børn og finde på egne teorier om, hvordan verden hænger sammen, det er også første skridt på vej mod et mindre demokratisk samfund,” siger David Budtz Pedersen og fortsætter:

“I det øjeblik, vi for alvor giver afkald på den videnskabelige autoritet i vores samfund, står der jo nye autoriteter på spring. Derfor er det her også en demokratisk krise. Jeg frygter i værste fald en stigende polarisering i samfundet,” siger han.

Han peger på, at mistilliden til forskere og vidensautoriteter bl.a. er et resultat af den ændrede informationskultur, hvor man på internettet og sociale medier kan finde og sprede netop den viden og de udsagn, der støtter ens egne synspunkter. Men tendensen er også drevet frem af den længerevarende tillidskrise til det professionelle politiske system, som forskere i vid udstrækning er blevet en del af.

“Når der er mistillid til eksperter og forskere, så hænger det sammen med, at videnskabsfolk i lang tid er blevet brugt som rådgivere i den løbende politikudvikling og altså har indgået en alliance med det politiske system. Når borgerne derfor mister tillid til det politiske system for at mangle effektivitet eller for at være ude af trit med deres hverdag, mister de også tillid til de eksperter og forskere, der leverer argumenter til politikerne,” siger han.

Og det har heller ikke hjulpet, at der fra tid til anden er historier om forskere, der er i lommen på interesseorganisationer og udfører forskning, der fremmer sponsorernes sag. Eller at forskerne pålægges tavshedsklausuler eller censur, når de bliver bedt om at rådgive embedsapparatet.

Det mener også professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet Mikkel Thorup, som mener, at der er sket en politisering af videnskab, der betyder, at den videnskabelige tvivl i armene på politikere omformes til ubetvivlelighed og nødvendighed. Politikerne har tilsyneladende opgivet at argumentere ud fra deres ideologiske overbevisning, og i stedet slynger de om sig med fakta, konsulentrapporter og undersøgelser i forsøget på at bekæmpe politisk modstand.

“Videnskab er blevet en kampplads, hvor videnskabelig ekspertise og autoritet er under pres. Men det er ikke videnskaben i sig selv eller eksistensen af fakta, der betvivles, men de andres fakta. Jeg ser, at fakta, ekspertise og videnskab fylder mere end nogensinde før, og det skyldes, at videnskabelige udsagn er rykket ind der, hvor ideologierne tidligere stod. Nødvendighedens politik er et eksempel på det. Det er et forsøg på at videnskabeliggøre ens egne politiske positioner, så de er umulige at udfordre,” siger Mikkel Thorup.

På denne kampplads sker der også talrige forsøg på at benægte nogle af de etablerede videnskabelige kendsgerninger af politiske eller økonomiske hensyn. Det kalder idéhistorikeren for strategisk antividenskab.

“Der synes at være en tiltagende tendens til at anvende en strategisk antividenskab – om ikke direkte for at forhindre, så i hvert fald for at skabe forvirring og usikkerhed om, hvad vi ved. Det har vi set med tobaksindustriens forsøg på at så tvivl om konsekvenserne ved rygning. Og vi har set det med olieindustriens forsøg på at udsætte det tidspunkt, hvor man skrider til handling over for klimaforandringerne,” siger Mikkel Thorup.

David Budtz Pedersen tilføjer, at også politikere bidrager til at undergrave eller fordreje videnskabelige undersøgelser eller ekspertudsagn for at få virkeligheden til at passe med deres argumenter. Det er der både eksempler på herhjemme, hvor især Anders Fogh Rasmussen blev kendt for sin kritik af ”smagsdommere” i forsøget på at bane vejen for sin egen politik, men det sker også internationalt i en endnu større skala, siger han.

“Der er politikere, der spekulerer i en polarisering og en øget folkelig skepsis over for vidensautoriteter. Især internationalt sker der et aggressivt forsøg på at udfordre det etablerede vidensmonopol. Når journalister og forskere gør opmærksom på, at et politisk forslag ikke er realiserbart, er i strid med konventioner eller hviler på et forkert grundlag, irriterer det politikerne. Deres modtræk er at angribe medierne og forskerne, som det eksempelvis er forsøgt af Nigel Farage, Donald Trump og Viktor Orbán,” siger David Budtz Pedersen og peger på, at populistiske ledere nemmere kan overtage magten, når tilliden til uafhængige vidensinstitutioner går tabt.

Genvind tilliden

Alligevel betegner David Budtz Pedersen sig selv som videnskabelig optimist. Forskere, universiteter og myndigheder kan genetablere befolkningens tillid, hvis de i højere grad involverer befolkningen og tilpasser sig den nye informationskultur, siger han.

“Den videnskabelige metode er privilegeret, og i det lange løb så skal den nok sejre. Der må jeg sige, at jeg er videnskabelig optimist. Men forskerne må erkende, at de ikke er troværdige autoriteter alene på grund af deres hvide kittel eller fine titler,” siger han.

Med internettets demokratisering af informationen har folk derimod brug for at blive mere involveret, når autoriteter fremlægger deres viden, mener han.

“Fagfolkene må have tillid til, at befolkningen godt kan blive inviteret med ind i den falsifikationsproces, der altid foregår i videnskaben. Jeg tror ikke, der er nogen vej udenom. Folk skal nok finde mellemregningerne alligevel. Og hvis du omvendt forsøger at lægge låg på nogle oplysninger, kan det skabe endnu større mistillid,” siger han og peger på Sundhedsstyrelsen som eksempel på en myndighed, der nu forsøger at kommunikere i øjenhøjde med borgerne.

“Jeg mener, at enhver myndighed er en afgørende søjle i vores demokrati, fordi politikere i princippet er uvidende lægmænd, og derfor hele tiden har brug for at lade sig rådgive af eksperter. I sagen om HPV-vaccine er Sundhedsstyrelsen blevet klar over, at patienter har brug for mere end kun information. De har brug for at blive hørt og inddraget, og netop den strategi kan være med til at skabe tillid,” siger David Budtz Pedersen.

Gammeldags paternalisme er død

Mere præcist har Sundhedsstyrelsen sidste år interviewet forældre til mere end 1.000 piger mellem 10 og 18 år om deres viden og holdninger til HPV-vaccinen, og på den baggrund igangsat en ny 2-årig informationsindsats sammen med Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen for at genoprette tilliden til vaccinen og til sig selv som faglig autoritet.

Tilliden led et gevaldigt knæk, ikke mindst på grund af en kontroversiel TV2-dokumentar fra 2015 om piger ramt af formodede bivirkninger, såsom svimmelhed, udtalt træthed og besvimelser. Symptomerne tyder på lidelser som kronisk træthedssyndrom, POTS m.v., som også er udbredt hos patienter, der ikke har fået HPV-vaccinen. Mens de mulige bivirkninger derfor både er usikre og yderst sjældne, er fordelene ved vaccinen imidlertid meget sikre og store – den kan forebygge livmoderhalskræft, som 6.000 danske kvinder hvert år oplever forstadier til, 375 rammes af, og næsten 100 dør af.

Men den form for argumentation virkede ikke første gang. Og nu har Sundhedsstyrelsen lært af lektien og vil, i stedet for autoritativt at anbefale et ja, forsøge at åbne mere op for mellemregningerne i det videnskabelige materiale, der ligger til grund for anbefalingen af vaccinen, så folk selv har mulighed for at læse med, siger direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.

“Gammeldags paternalisme er gået af mode, hvor man som myndighed kunne lave alle mellemregningerne og så meldte facit ud til befolkningen, der så bare tog det for gode varer. Der skal vi i dag også vise vores mellemregninger,” siger han.

Han forklarer, at det kom meget bag på ham, at skepsissen over for HPV-vaccinen er blevet så udbredt i Danmark, og at den er så vedholdende.

“Vi har set uro og bekymringer før, og så gør man jo det som Sundhedsstyrelse, at man kigger på bekymringerne og undersøger, om der er en sammenhæng. Og det gjorde vi jo også i 2014, da det først startede. Vi gik grundigt til værks, gennemgik hele videnskaben og kommunikerede så ud, at vi havde styr på indrapporteringer, og at vi ikke kunne se nogen sammenhæng mellem bivirkninger og vaccinen,” siger Søren Brostrøm.

Normalt er det bare det, der skal til: At den øverste myndighed går tingene efter og kommer med sin vurdering, og så bliver tilliden genetableret. Men det virkede ikke med HPV-vaccinen.

“Det var som om, at når jeg tonede frem i TV-Avisen og sagde til danskerne, at de trygt kunne vaccinere deres døtre, så var det næsten som om, at det havde den modsatte effekt. At vores autoritet blev set som arrogance. At andre fagfolk, der ikke stod på samme sikre grund som os, blev tillagt højere autoritet. Og at hypoteser og konspirationer hang ved,” siger Søren Brostrøm.

“Det er første gang i verdenshistorien, at vi har en vaccine mod kræft. Og den er grundigt, grundigt testet. Og derfor er det jo dobbelt så svært for os, fordi vi selv er så sikre i vores sag, at vi så bliver udfordret på den måde af de sociale medier,” siger han.

Er det, fordi vaccineskeptikerne er dumme?

“Nej, de er ikke dumme. Men mange er usikre, og den usikkerhed skal vi anerkende. Det er nok mere det her med, at man i det nye mediebillede kan finde mange andre vidensautoriteter og derfor let kan bruge meget tid på at undersøge nuancer i en svær videnskabelig debat, og så bliver man let usikker.”

Skal I så til at ansætte en hær af kommunikationsfolk, der skal ud på Twitter?

“Jeg forstår godt, at man måske tænker, at det er de sociale mediers skyld, og så tror man også, at det er de sociale medier, der er løsningen. Men der er min holdning, at man skal helt tilbage til basics og have endnu bedre styr på processer, faglighed og vurderingen af viden og så fremlægge det meget mere åbent end normalt. Vi skal ikke tro, at vi som Sundhedsstyrelse bare kan lave alle mellemregningerne i et lukket rum og så bare melde resultatet ud. Vi skal vise alle vores metoder og begrundelser for, hvorfor vi siger, som vi gør.”

Er det selve videnskabens natur med det evige forsøg på falsificering, der er problemet, når det rammer den offentlige debat?

“Der findes jo ikke noget felt, hvor alle fagfolk i verden er helt enige, og det kan vi jo heller ikke vente på, at de bliver. Ellers kommer man ingen vegne. Vi skal være bedre til at fortælle, hvad det er for nogle metoder, der gør, at vi i Sundhedsstyrelsen ved, at vi står med ret sikker viden.”

“Måske man også kunne overveje, at alle parter blev bedre til at ’varedeklarere’ styrken af de udsagn, der kommer frem i debatten. Det skal vi gøre som myndigheder, det skal fagfolk gøre, men også medierne bør blive bedre til at formidle faglig viden og faglig uenighed. For det, der alt for tit sker, er, at debatten i medierne meget let bliver sat op med en tilhænger over for en modstander, for så har man en god journalistisk historie. Hvis du spørger 1.000 forskere på vaccineområdet i hele verden om, hvorvidt HPV-vaccinen er sikker og effektiv, så er det formentlig sådan, at de 999 ville sige ’ja, det er hævet over al rimelig tvivl’. Men hvis der er en tvivler, og han ovenikøbet taler dansk, så har du en god historie som journalist. Og der burde man som medie altså også varedeklarere, hvad den generelle videnskabelige konsensus siger.”

Burde I ikke hellere stoppe med at anbefale og kun fremlægge viden, så man ikke føler, at I spreder propaganda?

“Nej, når vi har en ekstremt god sag som denne – en vaccine mod en forfærdelig kræftsygdom – så synes jeg også, vi skal have lov til at nudge folk, det som jeg kalder blød paternalisme. Jeg tror sådan set, at folk stadig gerne vil have autoriteter at læne sig op ad i deres beslutninger. Så vi skal heller ikke gå i den modsatte grøft, hvor vi fuldstændig fralægger os ansvaret for beslutningerne og bare giver en patient 17 valgmuligheder og så træder tilbage, så man ikke ved, hvad myndighederne anbefaler. Det ville være uetisk med den betydelige viden, vi har, og det kan vi ikke være bekendt overfor befolkningen.”

“Jeg ønsker ikke en Sundhedsstyrelse, som ikke har holdninger til, hvad der er rigtigt og forkert at anbefale. Så ville jeg svigte min rolle. Derfor gør vi meget ud af at sige, at HPV-vaccinen ikke bare er et tilbud, det er også en anbefaling.”

LÆS OGSÅ:

“Politikerne er de allerværste”

“Folk søger den nemme information, der passer med deres syn på verden. Det bekymrer mig.”

Opråb til forskerne