Vokmob

FOLKEMØDET 2017

Voksenmobning ved Folkemødet

Dagens politiske begivenhed ved Folkemødet finder sted allerede kl. 9.00, når Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl taler om rigets tilstand med fagbevægelsen. Lars Løkke Rasmussen, derimod, er optaget af at lede klassens time med en flok bornholmske skoleelever.

Mandag Morgen på Folkemødet 2017

Folkemødet på Bornholm er en stor succes. Det har skabt vækst på klippeøen og tilført den demokratiske samtale ny energi. Men Danmark er ikke en ø, verden er i opbrud, og den banker på vores dør. Så hvad gør vi nu, lille du? Mandag Morgen rapporterer fra Folkemødet 2017 fra torsdag til søndag i denne uge.

Mens Politiken-segmentet ved Folkemødet begynder fredagen med en social løbetur og en champagnedukkert ved Nordstranden, er der lagt i kakkelovnen til statsminister Lars Løkke Rasmussen, der meget vel kan gå hen og blive offer for en gang politisk voksenmobning.

Mette Frederiksen og hendes forårsflirt, Kristian Thulesen Dahl, mødes således ,ganske symbolsk i Folkets Hus på Kirkepladsen i Allinge, hvor LO-formand Lizette Risgaard byder velkommen.

Her vil S-formanden og DF-formanden gnide mere salt i de væskende sår, som for alvor er begyndt at plage statsministeren, og som Berlingske var så ’venlig’ at rive op i igen i går: At Lars Løkke tilsyneladende ikke har tænkt sig at udskrive valg, selv om S-DF-oppositionen forhindrer ham i at gennemføre centrale dele af sin økonomiske politik. Løkke vil, som Berlingske påpegede, være statsminister for enhver pris, selv om det netop lige præcis var, hvad han sagde, at han ikke ville før valget i 2015.

To ministre i grøn stemning

Mens Mette og Kristian således morer sig med noget, der ligner voksenmobning over for lille Lars fra Græsted, var der i går torsdag anderledes venlig stemning mellem regering og opposition ved flere lejligheder. Hos Landbrug & Fødevarer optrådte miljø- og fødevareministeren i en T-shirt så grøn, at den ikke længere så naturlig ud. Ikke desto kunne man høre Esben Lunde Larsen (V) lovsynge økologiens velsignelser i en sådan grad, at selv Enhedslistens miljøordfører, Maria Gjerding, havde svært ved at få skovlen under ministeren.

På samme måde var der overraskende god stemning, da energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) quizzede om grøn energiteknologi med socialdemokraternes klima- og energiordfører, Jens Joel.

Den socialdemokratiske ordfører led således et pinligt nederlag, da Lilleholt var den første til at gætte, at det var Svend Auken, som i sin tid var ophavsmand til en udtalelse om, at han hjertens gerne ville sælge kulkraftteknologi til Kina.

Energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt quizzede om grøn energiteknologi med socialdemokraternes Jens Joel. Foto: Claus Kragh.

 

God stemning var der også på Grønbechs hotel, hvor der var british eftermiddagste med scones og en planlagt gemytlig snak om kulturelle og menneskelige relationer mellem Storbritannien og Danmark. Ikke desto mindre varede det ikke længe, før talen faldt på de spøgefulde udtalelser, som finansminister Kristian Jensen (V) i tirsdag kom med om Storbritannien efter Brexit.

Her konstaterede finansministeren, at Europa består af to slags lande: De små lande, og så de lande, der endnu ikke har indset, at de i realiteten er små lande. Disse udtalelser blev refereret grundigt i britisk presse, og Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, var da bestemt heller ikke tilfreds med, at Kristian Jensen således havde talt nedladende til briterne. Espersen skulle dog ikke nyde noget af at gå så langt som til at sige, at Danmark bør vælge at sige farvel til EU, sådan som briterne som bekendt har valgt at gøre det.

Vil høre om sundhed og EU

I solen foran Grønbechs Hotel var Folkemøde-gæsterne Annemi og Morten fra Næstved mere end klar til at give et indblik i, hvorfor de har valgt at bruge nogle dage ved Folkemødet.

”Jeg er oversygeplejerske på en neonatal-afdeling i Næstved, og vi har svært ved at få enderne til at nå sammen med de effektiviseringer, vi hele tiden skal levere. Har politikerne ikke opdaget, at vi står midt i en babyboom?,” lød det retoriske spørgsmål fra Annemi, som har planlagt, at hun skal rundt og høre nogle af de mange sundhedsdebatter, der præger Folkemødet.

Morten på sin side er blandt andet optaget af de europæiske spørgsmål.

”Jeg har altid hældet til et nej, fordi der er mange ting ved EU, som jeg ikke bryder mig om. Men efter Brexit er jeg begyndt at se anderledes på det. Det er jo dybest set klogest, at vi arbejder sammen om tingene i Europa,” konstaterede Morten.