Halvdelen af klodens befolkning er nu på Internettet

Microsoft er det mest værdifulde it-selskab. 39 procent af unge amerikanere er ”næsten konstant online”.

Det – og meget mere – kan man læse i den amerikanske investor Mary Meekers nyeste trendanalyse.

Peter Hesseldahl

Et af it-branchens referencepunkter er den amerikanske investor og analytiker Mary Meekers årlige præsentation af de vigtigste trends i branchen.
Meeker var tidligere partner i et af de vigtigste venture capital-selskaber i Silicon Valley, Kleiner Perkins, men har startet sig eget VC-selskab, Bond Capital. Her fortsætter hun heldigvis med at offentligøre sin trendanalyse – som hun har gjort det siden 1995.
 
Analysen ligger frit tilgængeligt på nettet, den har format som et slideshow med 333 slides.
 
Det kan bestemt anbefales at gå på opdagelse i materialet. Det giver et glimrende snapshot af udviklingen på centrale områder af den digitale økonomi – om end man lige skal huske på, at de fleste af tallene i rapporten er fra det amerikanske marked.

- Halvdelen af verdens befolkning er nu på internettet. Antallet voksede til 3,8 milliarder mennesker, en vækst på 6 procent i 2018. Væksten er dog aftagende. I 2017 steg antallet af internetbrugere globalt med 7 procent.
 
- 53 procent af internettets brugere bor i Asien, 8 procent i Nordamerika og 15 procent i Europe.
 
- Salget af smartphones er faldet de seneste to år. I 2018 blev der solgt 1,4 milliarder smartphones globalt.
 
- I skrivende stund er Microsoft det mest værdifulde it-selskab med en markedsværdi på 1,007 billioner dollar.
På de følgende 9 pladser ligger Amazon, Apple, Alphabet (Google), Facebook, Alibaba, Tencent, Netflix, Adobe og Paypal.
 
- Omsætningen for reklamer på internettet i USA voksede 22 procent i 2018.
E-handel udgør nu 15 procent af den samlede handel i USA.
 
- Gennemsnitsamerikaneren bruger dagligt 3,6 timer på at se digitale medier på mobiltelefonen. Det er ti minutter mere, end de (også) bruger på tv.
Brugen af mobiltelefoner fylder en time længere om dagen end i 2014.
 
- Vi bruger i stigende grad flere skærme samtidig. I USA bruger 88 procent deres mobil, computer eller tablet, samtidig med at de ser tv. 71 procent slår indhold op, som har med det, de ser på tv, at gøre.
 
- 26 procent af amerikanske voksne siger, at de er ”næsten konstant online”. Blandt de 18-29-årige er 39 procent næsten konstant online.
 
- 43 procent af amerikanerne får deres nyhedsoverskrifter fra Facebook, 21 procent får nyheder på YouTube og 12 procent fra Twitter.
 
- Forbruget af podcasts i USA er fordoblet i løbet af de sidste 4 år.
 
- 47 millioner amerikanske husstande har installeret et stemmestyret Amazon Echo-device.
 
- Instagram har nu over 1 milliard brugere.
 
- Onlinespillet Fortnite havde i april 2019 250 millioner brugere globalt. Spillet blev lanceret i september 2017.
 
- I Indien er forbruget af data fordoblet på et år, efter at selskabet Reliance Jio har sænket priserne for mobilt internet drastisk.
 
- I USA er gig-økonomien, hvor folk ikke har fast ansættelse, men arbejder on demand, fra tjans til tjans, vokset 22 procent i 2018 til nu at omfatte knap 7 millioner personer.
 
- Globalt arbejder 4 millioner som chauffører for Uber.
 
- Der er knap 6 millioner hjem og værelser udbudt på Airbnb globalt.




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu