Nogle gange går man selv. Nogle gange bliver man gået, mens man andre gange får et venligt puf af livets omstændigheder. Og det der puf kan være kærkomment og redde hovedpersonen fra en miserabel tilstand.

Sådan var det også for tidligere finansminister og nuværende ansvarshavende chefredaktør på Børsen Bjarne Corydon, da vælgerne i 2015 havde vraget rød blok, og et liv i opposition ventede forude. Det tiltalte ham ikke at bevæge sig rundt ude i det, han selv kalder for et ”parallelunivers”, hvor de andre, dem med regeringsmagten, udlever hele meningen med at opholde sig i politik: at forandre og gøre en forskel.

Men så er der også en anden årsag til, at han et halvt år efter nederlaget greb chancen og forlod politik, da McKinsey bejlede til ham.

”Jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan sige det her med ømhed, men når man har haft lejlighed til at nærstudere de politikere, der har valgt at bruge hele deres liv i politik, så vil jeg sige, at så har jeg ikke lyst til at ende som nogen af dem, jeg har kendt i den livsbane. Det synes jeg ikke har virket sundt,” fortæller Bjarne Corydon. 

Selv slap han væk tids nok til ikke at miste sig selv og sin personlighed, mener han. Og når han siger det, er det med al respekt for sine tidligere kolleger, understreger han. Men:

”Det ender med at påvirke ens personlighed på en måde, man ikke selv har blik for. Og der vil jeg nødigt ende. Jeg sætter utrolig stor pris på den selvindsigt, jeg selv synes, jeg har i behold. Den vil jeg meget nødigt sætte over styr. Til et vist punkt kan oplevelsen af politisk pres bidrage til, at man lærer sig selv og sine grænser bedre at kende. Men derefter risikerer de fleste, at politik æder af selvindsigten. Måske fordi et vist element af selvbedrag bliver en nødvendig forsvarsmekanisme. Det må man bare sige. Så derfor skal man skal værne om sin sunde fornuft, mens man har den.”

Når vi overhovedet taler om emnet her på hans kontor i Møntergade, er det, fordi vi skal tale om et par af hans exits fra toppen af Danmark. Der var skiftet fra politikerbetjening til politiker. Der var skiftet fra politiker til konsulentbranchen, og så var der vandringen fra konsulent til journalistik.

Få er blevet kritiseret så meget, som Bjarne Corydon er blevet det for sine to sidste skift til henholdsvis McKinsey og Dagbladet Børsen. Men for ham har det begge gange været helt nødvendige skift.

Konsulenten

Da valgnederlaget juni 2015 var en realitet, kom det ikke som et chok for Bjarne Corydon. Han havde set det komme, og han havde derfor forberedt sig på magtskiftet. Personligt ville det komme til at betyde et farvel til politik, men hvad han skulle videre til, anede han ikke.

”Der er nok ikke mange folkevalgte, der har lyst til at indrømme det, mens de sidder der, men det er jo bare en sandhed, at der er en verden til forskel på at sidde i regering og sidde i opposition. Altså. At sidde i regering er utrolig meningsfuldt for de fleste. Og det er det også, når man er i problemer og er under pres, fordi man gør en konkret forskel for sit samfund. Men oppositionsarbejde foregår i et parallelunivers. Jeg ville bestemt have været villig til at arbejde videre for Helle Thorning, hvis hun var blevet siddende i regering, men på det tidspunkt i mit liv synes jeg, det var fuldstændig rigtigt at komme ud af den osteklokke, som politik også er.” 

Sommer blev til efterår, og et af de konsulenthuse, Finansministeriet benytter sig mest af, kontaktede den tidligere finansminister. Hvem der sagde hvad og hvornår, vil han ikke afsløre, men det endte som bekendt med en kontrakt, og Corydon kunne nu kalde sig direktør for McKinsey Center for Governance, der opsamler viden om den offentlige sektor, og hvordan stater indretter sig.

Og så brød kritikken ellers løs.

Summen af de mest højtråbende var, at Bjarne Corydon måtte have gjort sine hoser grønne over for McKinsey, mens han sad som minister. Og en delsum var, at han på ingen måde med moralen i behold kunne defilere direkte fra Finansministeriet over i konsulentbranchen.

”Hele debatten om min stilling var bizar og barnagtig. Og fundamental uvidende, fordi det var et globalt job, jeg fik. Ikke et dansk job. Folk troede jo, at jeg skulle være konsulent i Danmark, og de havde den primitive opfattelse, at det handlede om udveksling af tjenester mellem et privat firma og staten.”

Så du føler ikke, at du kom i situationer, hvor du sad med fortrolig viden …

”Nej. Aldrig nogensinde. Jeg solgte en indsigt i, hvordan man driver et land effektivt, og den er jeg da stolt over at have. Og jeg synes, det siger noget temmelig forstemmende om kvaliteten af vores debat og om vores vilje til at prøve at sætte os ind i, hvordan forskellige roller egentlig er indrettet. Jeg synes selv, at det var dybt fascinerende, at der var en global interesse for, hvad man kunne lære af den måde, vi havde indrettet os på i Danmark. Det plejer vi jo at være stolte af i andre sammenhænge.”

Danmark er et af de få lande i Europa, der ikke har karensregler for afgående ministre og højtstående embedsmænd. Det betyder, som Mandag Morgen tidligere har beskrevet, at der frit kan vandres mellem stillinger, uden at man skal igennem en såkaldt cooling off-periode i nogle måneder – eller i nogle lande op til flere år. I de fleste lande har de et organ, der foretager den konkrete vurdering, og i eksempelvis Storbritannien kan det organ finde på at give delvise godkendelser. Det er blandt andet sket for David Cameron, da han efter sin tid i Downing Street fik flere lobbyposter for internationale handelssamarbejder. Han fik lov, men det blev understreget, at han ikke måtte repræsentere Storbritannien. 

Corydons skift fra politiker til konsulent gav fornyet debat om Danmarks manglende karensregler, men selv mener han ikke, det ville have gjort nogen forskel. Karensregler ville ikke have været en hindring for jobbet hos McKinsey, mener han: ”Ikke mindst fordi McKinsey helt principielt på ingen måder overhovedet beskæftiger sig med nogen form for lobbyisme.”

Siloer og osteklokker

For Bjarne Corydon var kritikken dengang et ærgerligt udtryk for en omfattende silotænkning, som han ser i mange brancher.  

En af de mest hidsige kritikere dengang var tidligere S-minister, EU-kommissær og overborgmester Ritt Bjerregaard. Det er Corydon selv, der trækker det frem, og der er en mening med det. For hun sagde, husker han ret tydeligt, at hans skifte kunne være et problem for det politiske system. Og det var alligevel for meget for en mand, der ellers om nogen er vant til verbale ørefigener. 

”Ritt Bjerregaard fik jo sagt, at jeg skadede demokratiet. Og det var da alligevel fascinerende, at hun skulle være nået frem til det. At det, at man får et job, som handler om at udbrede kendskabet til nogle af de gode ting, vi gør i Danmark – uden for Danmark. At det, at man tjener sin egen løn i den private sektor, betaler en høj skat, hiver penge hjem til Danmark, det, at man i den forbindelse giver fuldstændigt afkald på hele sit eftervederlag. Det er da i mine øjne bedre end den tendens, der er til, at politikere bliver hængende i systemet et helt liv, fordi de ikke rigtig synes, de kan tjene tilsvarende beløb eller have tilsvarende privilegier uden for politik.”

Bjarne Corydon sætter sig i rank position og banker i bordet med sin kuglepen én gang. Som startskud til næste sætning: ”Dét er da snarere et demokratisk problem.”

Han synes, debatten mangler nuancer og kvalitet. Hvorfor vækker det for eksempel langt mere opstandelse, når Brian Mikkelsen får topjob i Dansk Erhverv, end det gør, når Johanne Schmidt Nielsen får topjob i Red Barnet?

”Det er åbenbart mere i orden at varetage den ene form for interesse frem for den anden. Og det synes jeg ikke er i orden,” siger han.

Samtidig er debatten inkonsistent og ikke helt til at regne ud. 

”På den ene side kan vi ikke lide levebrødspolitikere, der mister gnisten i øjnene og evnen til at sætte sig selv på spil for landets skyld, men som dybest set bare navigerer rundt og passer på deres bagdel og lever i en syg osteklokke, hvor det bare handler om at være i facebookskænderi med sine kolleger og så varetage nogle særinteresser for at få nogle valgkampstilskud. Det kan vi ikke lide. Og af gode grunde, fordi det ødelægger vores demokrati og kvaliteten af de beslutninger, som er vigtige, særligt i et velfærdssamfund, hvor vi bruger mange penge på hinanden. Men vi kan omvendt heller ikke lide, når politikere træffer et valg og siger: Nu er det nok for mig, nu vil jeg videre. Vi ville få et bedre demokrati i Danmark, hvis det var lettere at komme ind og lettere at komme ud,” mener Bjarne Corydon.

”Hvis du ser på rekrutteringsprocesserne til partierne, så bliver de fleste valgt, fordi de engagerer sig tidligt i politik og dedikerer hele deres liv til politik. Og så kan de heller ikke komme ud igen, måske fordi de ikke har så relevant erfaring at byde på. Begge dele er en tragedie. Det bør være muligt at bevare sig selv og det, man står for, og bruge det andre steder.” 

Chefredaktøren

Problemet er større end lidt kritik af den enkelte, der skifter job, synes han. For det låser de enkelte systemer fast i rigide tanker om, hvordan rotationen på arbejdsmarkedet bør være.  

”Vi har en udfordring med elitecirkulation i Danmark. Og det er jo ikke bare mellem politik og erhvervsliv. Det er mellem mange af de siloer, vi har. Mellem offentlig og privat sektor. Mellem forskning og erhvervsliv. Når jeg sammenligner med de lande, jeg har arbejdet i, så har vi mange fortrin, men det der er ikke et af dem. Vi er ikke gode til at facilitere sektorskift i DK. Og det er samfundsmæssigt en udfordring, fordi det betyder, at vi ikke får cirkuleret viden og får udviklet den type mennesker, der baseret på egne erfaringer kan se en sag fra endnu flere forskellige sider end ellers.”

Han mødte kritik igen, da han efter to år i McKinsey blev tilbudt stillingen som ansvarshavende chefredaktør og CEO for Dagbladet Børsen. Igen kom det belejligt for Bjarne Corydon. Jobbet hos McKinsey havde slidt lidt på ham.  

McKinsey sidder stadig i ham, siger han. På den positive måde. Det er dér, han har mødt de mest professionelle kolleger nogensinde, og det er dér, han oplevede en global samhørighed, uanset om han var i Singapore eller London: ”Det var kolossalt berigende, og jeg følte, at jeg blev meget klogere af det.”

Men jobbet var globalt i den mest bogstavelige forstand, man kan forestille sig, så han bestilte ikke meget andet end at sidde i en flyver og sove på hotelværelser. Det var en fysisk prøvelse at være på konstant rejse mellem tidszoner, og samtidig havde han hjemme i Danmark sin hustru og fire børn, som han så for lidt til. Derfor kom jobtilbuddet fra Børsen på det bedst mulige tidspunkt, og da kombinationen af at være administrerende direktør og chefredaktør tiltalte ham, var der ikke andet for end at sige ja.

Men chefredaktør alligevel? Kunne han nu også det med en fortid som finansminister? Hvad nu, hvis hans ansatte ville skrive om DONG-sagen … Turde de så det? 

Hans fortid kan næppe kaldes hemmelig, og derfor er der ifølge Bjarne Corydon heller ikke så meget fordækt i, at netop han skulle bestride den topstilling i mediebranchen.

Det blev både rost og kritiseret, da du fik jobbet. Der var noget friskt over valget af dig, sagde nogle, mens andre tvivlede på, at du kunne adskille politikeren Bjarne fra chefredaktøren Bjarne. Har du nogensinde måttet erklære dig selv inhabil? 

”Øhm … Nej, det mener jeg ikke. Men jeg har været meget tydelig omkring, at der ikke måtte være nogen form for tilbageholdenhed over for at skrive om nogle af de sager, jeg har siddet med som minister.”

Igen ser han mest af alt en automatkritik, som han undrer sig over, og som han selv forsøger at modvirke som chefredaktør.

”Det er en dårlig ting for journalistikken, hvis man bilder sig selv ind, at det kun er for de særligt indviede i osteklokken. Hvis ikke man åbner op også dén branche for mennesker med andre erfaringer og andre redskaber i tasken, så tror jeg, man graver sin egen grav. Jeg mener, man skal gå i den stik modsatte retning og åbne det endnu mere op.”

Og det gjorde han så.

Han har blandt andet hyret tidligere cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian, og også tidligere kommunikationschef i både Finansministeriet og senere Statsministeriet Nikolaj Sommer har han fået ansat.

”Og det er da en gave til os og til vores læsere, at de nu spænder musklerne her. Det er ikke på nogen måder skyldspådragende at have arbejdet professionelt med noget vigtigt i et andet regi,” siger Bjarne Corydon.

Klippen

Det var ikke svært at træde ind i rollen som chefredaktør, synes han. Pressen, som han selv kalder det, er noget, han har beskæftiget sig med i næsten hele arbejdslivet, og han betragter brancher som en ”delmængde af et økosystem”, som han har arbejdet i i mange år.

I det hele taget er han ikke sådan at ryste. McKinsey var kun lidt træls til sidst, men det var som nævnt fysikken, der voldte besvær.

Selv ikke, da han gik fra at være stabschef for Socialdemokratiet på Christiansborg til at blive politiker og i sidste ende minister, var der antydningen af rystelser. Det faldt ham naturligt, siger han med jysk ro i leveringen.

At blive politiker var hans egen ide, der opstod i kølvandet på nogle snakke, han og Helle Thorning-Schmidt helt naturligt havde om hans fremtid.

”Det var en diskussion, vi havde over noget tid. Og jeg tror, man kan sige, at det var min egen idé, at tiden måske var moden og at det ville være det rigtige at gøre. Og i forhold til at kunne udrette mest muligt for mit vedkommende, jamen så var det at blive folkevalgt og gå politikervejen,” fortæller Bjarne Corydon.

Han fik valgkreds, kort før valget blev udskrevet, og blev katapulteret ind i Finansministeriet i stedet for Henrik Sass Larsen, der ellers var udset til at indtage posten. 

Heller ikke da sagerne kom rullende, tvivlede han på, om han havde gjort det rigtige.

”Jeg var utrolig glad for at tage lederskab og være minister, og jeg synes, det på alle måder var meningsfuldt. Jeg følte mig meget forpligtet af det projekt, vi havde startet og skulle gennemføre. Forpligtet af sagen og bestemt også forpligtet i forhold til statsministeren.”

DONG-sagen spøger lidt her på kontoret, hvor Corydon har åbnet vinduet af hensyn til iltindtaget. Det er lummervarmt og fugtigt, og kontoret er ikke så stort, som det ellers ses hos andre chefredaktører, fordi Corydon har givet det gamle, store kontor til journalisterne og selv overtaget sin sekretærs. Kan man være ’glad’ for sit job, når hele mediedanmark er på nakken af en over salget af DONG?

”Det var mig, der havde valgt at have det engagement og et eller andet sted at gå den vej i mit liv. Løfte den opgave på det tidspunkt. På den ene side krævede det, at jeg i mange situationer var ekstraordinært tålmodig og fleksibel for at nå i mål. På den anden side ville jeg heller ikke på nogen måder skubbes af banen, når der var noget afgørende på spil. Og derfor var det også vigtigt for mig at gøre det på en måde, jeg fandt rigtig, og ikke, om jeg så må sige, bukke nakken på en måde, jeg ikke kunne stå inde for,” siger han.

Corydon er ikke sådan officielt en fortrydelsens mand, og når det en sjælden gang sker, indvier han kun få i det. Det siger han selv:

Hvilke tre ting fortryder du mest fra din ministertid?

”Jeg ved ikke, om jeg fortryder… jo! Jeg fortryder da flere ting. Men man skal ikke gøre det fulde katalog til en del af den offentlige debat. Men generelt så fortryder jeg nogle andre ting end dem, mange synes, jeg burde fortryde. Jeg fortryder ikke DONG-sagen. Jeg fortryder ikke skattereformen eller selskabsskattelettelsen. Jeg fortryder bestemt ikke lærerkonflikten og folkeskolereformen. Og jeg fortryder bestemt heller ikke, at vi lavede finanslovsaftale hen over midten for første gang i 25 år. Jeg fortryder mindst af alt budgetloven og den måde, vi kørte økonomien stramt på. Alle de ting er jeg stolt af og synes, at der gjorde vi en forskel.”

Men så tænker han alligevel lidt videre. Måske der er noget, som han i et tilbageblik fortryder –  nemlig alt det, de ikke gjorde:

”Jeg tænker, at når man nu havde fire års mandat, så ville jeg gerne være gået endnu længere i retning af at reformere den offentlige sektor, så den fungerer bedre og leverer mere kvalitet for pengene. Jeg ville gerne være gået endnu længere i tilpasningen af vores økonomi og arbejdsmarked, så vi er bedre forberedt på blandt andet teknologiske forandringer. Jeg ville gerne have grebet endnu mere fat i vores uddannelsessystem. Og hvis jeg skal rette en kritik mod mig selv, så når det gælder ligestillingen på arbejdsmarkedet, jamen der var jeg ikke foran kurven. Vores diskussion omkring øremærket barsel endte jo med, at vi ikke indførte det, og jeg synes stadig, at argumenterne for at holde det tilbage var legitime, for de handlede jo om det indkomsttab, der ville være i lav- og mellemindkomstfamilier. Men jeg må sige, at når jeg reflekterer over det her fire år senere, så ér det her med ligestillingen på arbejdsmarkedet, og særligt måske på direktionsgangen, et stort dansk problem. Og jeg bliver mere og mere overbevist om, at det bliver vi nok nødt til at skubbe hårdt til strukturelt, hvis vi vil have det løst. Og jeg synes ikke, at vent-og-se-holdningen er i orden længere. Jeg synes, at tålmodigheden for mit vedkommende er ved at løbe ud. Det har jeg tænkt meget over; over hvordan jeg forvaltede mit lod i lige det forløb.”