Gennem de seneste fem år er udgifterne til ny medicin steget med 500 millioner kroner hvert eneste år. Nu viser Mandag Morgens gennemgang af det seneste års afgørelser fra Medicinrådet, at den udvikling vil fortsætte, måske endda med ekstra styrke.

De økonomiske konsekvenser af de i alt 38 anbefalinger, Medicinrådet har foretaget gennem de seneste 12 måneder vil ligge på mellem 448 og 1.018 millioner kroner om året.

Selv om Medicinrådet med stor faglig omhu gennemgår den nye medicin, før den eventuelt anbefales som mulig standardbehandling, så ved ingen, hvilken medicin der giver patienterne mest livskvalitet for pengene.

"Det er et kæmpeproblem, at vi ikke har en rettesnor for, hvor meget værdi ny medicin skaber for patienterne. Vi sidder og skal vurdere ny medicin til patienter med psoriasis og anden medicin til patienter, der lider af en bestemt kræftsygdom," siger Morten Freil, der er direktør for Danske Patienter og den ene af to patientrepræsentanter i Medicinrådet.

Det store spørgsmål er her, om ny medicin skaber så meget mere livskvalitet for patienter og i sidste ende også for samfundet, så en høj pris kan accepteres. Eller omvendt, om den nye medicin ikke skaber den store ekstra livskvalitet for patienterne og slet ikke, når man så ser på, hvad nøjagtig de samme kroner brugt på anden medicin – eller på andre områder kunne skabe af livskvalitet for patienter.

"Hvordan kan jeg som repræsentant for patienterne og alle fagpersonerne i Medicinrådet vurdere, hvad der er vigtigst: Er det psoriasispatientens mangeårige kløe eller er det, om kræftpatienten måske kan leve seks måneder længere," siger han.

Svære sammenligninger

Morten Freil mener ikke, medlemmerne af Medicinrådet kan sammenligne den værdi, ny medicin lægefagligt set skaber for en gruppe patienter, med, hvad anden medicin skaber for en anden gruppe patienter.

"Lige nu alene får vi kun en meget grov kategorisering ud fra den lægefaglige merværdi, men der er for mange nuancer, der ikke bliver afdækket. Vi kan ikke sammenligne lægemidler på tværs. Her savner vi virkelig en rettesnor, der gør det muligt for os at sammenligne på tværs og også kvalificere, hvornår vi skal sige ja, og hvornår vi skal sige nej til nye lægemidler," siger Morten Freil.

For ham kunne rettesnoren være de såkaldte QALY’s, der står for quality-adjusted life-year eller kvalitetsjusterede leveår. QALY’s bliver brugt til at vurdere apoteksmedicin og også til at vurdere, om for eksempel telemedicin skaber merværdi for patienterne.

"Vi træffer beslutninger på et uigennemsigtigt grundlag. Det giver meget uensartede beslutninger, fordi vi ikke bruger QALY eller et lignende redskab til at vurdere, om medicin skaber bedre livskvalitet, og også om det forbedrer patienternes overlevelse. Det er dybt problematisk," siger Morten Freil.

Inspiration fra England og Norge

I både England og Norge bedømmer Medicinrådets søsterorganisationer i de to lande ny medicin ud fra netop QALY’s og, mere kontroversielt, i en kombination med en tærskelværdi. I England og Norge skal ny medicin forbedre overlevelse, skabe mere livskvalitet for patienter og gøre det inden for et på forhånd fastsat maksimumsbeløb, tærskelværdien.

"Vi skal kunne tage særlige hensyn. Hvis det for eksempel handler om børn, så nytter det ikke med en tærskelværdi, der er ens for alle," siger han og opfordrer til, at beslutningerne fremover sker på baggrunds af den samme type faglige grundlag som i England og Norge, men uden at fastsætte en tærskelværdi som i de to lande.

Og selv om ny medicin kan være meget dyr og samlet set påføre sundhedsvæsenet ekstraudgifter for store trecifrede millionbeløb om året, så accepterer Morten Freil ikke, at pengene enten kan bruges på ny medicin eller for eksempel sygeplejersker andre steder i sundhedsvæsenet.

"Det er urimeligt at fremstille det som et valg mellem ny medicin og varme hænder på sygehusene. For patienterne er det et både-og, da både medicin og sygeplejersker bidrager til behandlingen," siger han.

Hvis ikke udgifterne til ny medicin skal koste besparelser andre steder i sundhedsvæsenet, må de samlede budgetter øges. Gennem de seneste år er der tilført 1 ekstra milliard til sygehusene. Halvdelen er brugt på ny medicin. Det bevillingsniveau skal i det mindste fortsætte, hvis ikke der skal ske prioriteringer mellem penge til ny medicin og udgifter til for eksempel sygeplejersker.