Statsminister Lars Løkke Rasmussen kan gå på sommerferie med en god fornemmelse i maven.

Den danske økonomi har det godt. Væksten er den højeste i mere end ti år. Arbejdsstyrken har sat rekord. Ledigheden er den laveste siden 2008. Reallønnen går frem. Virksomhederne melder om fyldte ordrebøger. Flygtningekrisen er afværget, i hvert fald foreløbig. Banderne er ved at være nedkæmpet. Husejerne kan sove trygt om natten. Flere kræftpatienter overlever. Og ventetiden på en operation på sygehusene har aldrig været kortere.

Jo, det går på mange måder ufattelig godt i det Danmark, hvor få har for meget og færre for lidt.

Selvfølgelig skyldes alle de gode ting ikke kun Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering, selv om den forsøger at tage det meste af æren. Det meste skyldes højkonjunkturen og skiftende regeringers reformer gennem årene. På udlændingeområdet har EU's aftale med Tyrkiet om at huse flygtninge været den altdominerende årsag til det lave antal asylansøgere.

Men de positive resultater giver Lars Løkke Rasmussen en klar fordel. Meningsmålingerne går da også Løkkes vej for tiden. De seneste målinger fra Voxmeter for Ritzau og Norstat for Altinget og Jyllands-Posten spår nærmest dødt løb mellem blokkene.

Det kan Løkke kun være tilfreds med. For blot få måneder siden så han ud til at være håbløst distanceret af Socialdemokratiets Mette Frederiksen. Men nu er det tabte ved at være indhentet igen. Og endnu en gang har Løkke bevist, at man aldrig skal dømme ham ude.

Derfor kan Løkke gå på sommerferie med en god fornemmelse i maven.

Løkkes mange skæverter

Nu kunne situationen sagtens have set meget værre ud for Løkke efter en på mange måder tumultarisk politisk sæson.

Specielt det pinagtige drama om finansloven, det totale kollaps i blå blok og de kuldsejlede planer om lettelser af topskatten kostede dyrt. Det udstillede en statsminister uden styr på tropperne og en regering tæt på opløsning.

Store dele af Løkkes økonomiske politik ligger også i ruiner. Han er ikke i nærheden af at nå sine økonomiske mål om bl.a. 55.000-60.000 flere beskæftigede frem mod 2025 og øge væksten med 80 milliarder kr. Den seneste beregning foretaget af den liberale tænketank Cepos viser, at Løkkes foreløbige reformer samlet set kun har øget beskæftigelsen med ca. 3.500 personer.

På områder som EU og klima har Løkke præsteret en enestående slingrekurs, uden at cyklen er væltet under ham. Den ene dag halverer han nærmest Danmarks grønne forsknings- og udviklingsbudget. Den næste dag går han med grønt slips, maler Venstres hjemmeside grøn og erklærer sig som Danmarks store klimaforkæmper.

Forholdet til Dansk Folkeparti er stadig ikke i nærheden af noget, der bare lugter en smule af det stærke VKO-fællesskab op gennem 00’erne. Onsdagens afslutningsdebat i Folketinget var nærmest én lang opvisning i de stadig mere tætte bånd mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Hvor forholdet mellem Lars Løkke Rasmussen og DF’s Kristian Thulesen Dahl virker anspændt og krampagtigt, virker forholdet mellem Mette Fredriksen og Kristian Thulesen Dahl langt mere ærligt og varmt.

Inden sommerferien mangler Løkke endnu at kunne sætte hak ved et medieforlig og et energiforlig, der har været længe undervejs. Her synes de varme kontakter mellem DF og Socialdemokratiet også at kunne spænde ben for regeringen, som de har gjort det på andre områder.

På udlændingeområdet har Løkke i sin kamp mod parallelsamfund været parat til at tage kvælertag på nogle af de grundlæggende principper og rettigheder, som vores demokrati og retsstat er bygget op på, og det i så stort et omfang, at mange V-vælgere siger fra. Som Venstres tidligere integrationsordfører Eyvind Vesselbo skrev på Facebook midt under afslutningsdebatten onsdag: ”Et politisk flertal er i gang med at udskifte den politiske kamp for frihed, frisind, åbenhed, dansk kultur og globalt udsyn med politiske beslutninger om tvang, straf, sanktioner, restriktioner, overvågning, begrænsninger, trusler og marginalisering af udsatte grupper.”

Det er også bemærkelsesværdigt, hvor mange af Løkkes ideer og løfter fra før valget han efterfølgende har droppet uden at blive anklaget for løftebrud. Som Mandag Morgen tidligere har dokumenteret, har Løkke kun taget hul på 210 ud af sine godt 280 løfter fra før valget. Det er stort set samme score som hans forgænger, Helle Thorning-Schmidt.

Men hvor han ikke selv holdt sig tilbage fra at anklage hende for løftebrud for selv de mindste ting, hun ikke kunne gennemføre, fordi hun ikke havde 90 mandater, har Løkke undgået at blive ramt af en boomerang med lige så hårde anklager.

Nederlag er Løkkes styrke

Det seneste folketingsår har også været en lang manifestation af, at Løkke læste valgresultatet i 2015 forkert og først meget sent har fået rettet op på kursen.

Han undervurderede ganske enkelt den vælgerlussing, som de fire velfærdsreformpartier – Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Radikale Venstre – fik ved valget i 2015. De gik fra 46 pct. ved 2011-valget – og over 50 pct. i meningsmålingerne det meste af 2012 – til blot at få 35 pct. af stemmerne ved valget i 2015.

Vælgerne var godt og grundigt trætte af barske velfærdsreformer, der gjorde ondt. Alligevel holdt Løkke længe fast i sine mange reformideer og en skrap 2025-plan. Fundamentet under den plan blev for alvor skudt i stykker af de reviderede BNP-tal, der viste, at Danmarks BNP var 42 milliarder kr. højere end forventet, og at danskerne var nogle af de rigeste folk i verden.

Partier som Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har talrige gange vendt ryggen til og saboteret Løkkes ’vilde ideer’, så han ikke kan samle 90 mandater bag sig. De seneste eksempler er planerne om at hæve pensionsalderen og halvere dagpengene for nyuddannede ledige. Og den næste af Løkkes ideer, som står til at måtte lade livet, bliver en reform af SU-systemet.

Ironisk nok betyder Løkkes mange mislykkede og kuldsejlede ideer, at han står stærkere i dag, end han ville have gjort, hvis han havde gennemført sine barske reformer og slanket velfærden. Han undgår at gøre alt for mange vælgere sure. Så selv om Løkke scorer bundkarakterer for det kunstneriske indtryk, scorer han tilsyneladende højere karakterer hos vælgerne, når det kommer til det politiske indhold. Og det plejer som regel at være det, som vejer mest på valgdagen.

Nu er det jo heller ikke ligefrem, fordi landet er ved at gå bankerot og vi er i fuld gang med at parkere en stor regning på børneværelset. Tværtimod. Som de økonomiske vismænd påpegede i sidste uge, er vi ved at spare 20 milliarder kr. op permanent med den kurs, som Danmark har i dag. Det står i skærende kontrast til bare får år siden. Vi skal bare tilbage til 2010 da vismændene advarede mod, at Danmark var ved at parkere en regning i børneværelset på 25 milliarder kr.

Mette Frederiksens store udfordringer

Mette Frederiksen har nok mere grund til at være bekymret, når hun går på sommerferie, end Lars Løkke Rasmussen. Hvad der for bare få måneder siden lignede en sikker valgsejr, ser nu ud til at være langt mere usikkert.

Det er fortsat svært at se tegningen af et klart rødt regeringsgrundlag. Mens Mette Frederiksens forhold til Kristian Thulesen Dahl ser ud til at blive mere og mere varmt, går det stik modsat i hendes forhold til Radikale Venstres leder, Morten Østergaard. Det blev udkrystalliseret ved onsdagens afslutningsdebat.

Her nægtede hendes venner i rød blok, Radikale og Alternativet, at skrive under på en fælles politisk vedtagelse. Det plejer ellers at være en formssag for oppositionspartierne at samles om den slags. Men blokkene er i opbrud. Og samtidig tordnede Morten Østergaard mod Mette Frederiksens udlændinge- og integrationspolitik på en måde, så det er svært at se de to partier sammen i en ny regering efter valget.

Det kan også godt være, at Mette Frederiksen fryder sig, hver gang hun får blokeret for en af Løkkes ideer til at øge arbejdsudbuddet, genere lejerne og spare penge på de offentlige budgetter. Men hvis hun overtager regeringsmagten efter næste valg, risikerer hun selv at komme til at sidde med et katalog af ubehagelige spareforslag, som vælgerne ikke er forberedt på.

Der er ganske vist et økonomisk råderum at gøre godt med. Men det kan hurtigt bruges på at øge velfærden, som Mette Frederiksen lægger op til. Regeringen har frem mod 2025 kun afsat ca. 12½ milliarder kr. til det offentlige forbrug. Men ifølge AE-rådet skal der næsten det dobbelte til – 22 milliarder kr. – hvis de offentlige servicetilbud som ældrepleje, børnehaver og skoler skal følge med det stigende antal børn og ældre de kommende år.

I valgets tegn

Den næste politiske sæson kommer til at stå i valgets tegn og kan vise sig at blive en lang valgkamp. Velfærd, udlændinge, klima og medier bliver nogle af de store temaer. Regeringen har udskudt sin ambitiøse sammenhængsreform til efteråret, og den kan komme til at spille en hovedrolle i den næste valgkamp. Man kan håbe, at Folketinget vil bruge anledningen til én gang for alle at få bugt med bureaukratiet, få brudt siloerne ned og få sundhedsvæsenet til at arbejde bedre sammen på tværs af sygehuse, læger og kommuner.

Det offentlige skal styre efter effekt og værdi for borgerne og ikke udelukkende efter økonomiske budgetter, aktiviteter og proces. Den diskussion er væsentligt mere relevant, end om det offentlige forbrug skal stige med 0,4 eller 0,7 procentpoint om året.

Folketingssæsonen 2017/18 har været turbulent, dramatisk og uforudsigelig. Alt tyder på, at næste folketingssæson, 2018/19, bliver mere i samme stil og måske endda regulær valgkamp lige fra sæsonstarten i oktober.