Grænser for politisk hestehandel

Tak til statsministeren for at standse en absurd forestilling på Christiansborg. Forløbet varsler ny politisk positionering af DF.

MM Special: Løkkes liberale tjekliste

  • Lars Løkke Rasmussen har taget hul på over 210 af sine godt 280 løfter fra før folketingsvalget.
  • Hvert fjerde af Venstres forslag er ikke gennemført. Selv på højt prioriterede områder som udlændinge, retspolitik og kernevelfærd er der store huller.
  • De fleste af de forslag, som Løkke endnu ikke har gennemført, generer ikke store vælgergrupper.
  • Løkkes succesrate minder i antal meget om Helle Thorning-Schmidts. Men han har indtil nu undgået en storm af anklager om løftebrud.

Løkkes fornemmelse for løfter

Løkkes liberale samvittighed

Det, der ikke blev sagt

MM MENER: Grænser for politisk hestehandel

Hvad skal man kalde statsminister Lars Løkke Rasmussen oven på en tumultagtig december – i høj grad foranlediget af et af regeringens egne partier - og en ydmygende start på januar med resolut skrinlægning af regeringens højt prioriterede pakke med skattelettelser?

En handlekraftig statsminister, der tør skrotte en politisk blindgyde og komme videre, eller en svag statsminister, der blot vil magten for magtens skyld og bare bliver siddende, så længe han kan?

Mandag Morgen har sat sig for at efterprøve Løkkes liberale tjekliste med valgløfter fra 2015 til nu. Hans score på den liste er faktisk ganske høj, selv om han blev udråbt forleden til at lede en totalt kuldsejlet mindretalsregering.

Løkke har ifølge Mandag Morgens store analyse taget hul på 212 ud af 283 liberale valgløfter. Næsten hvert fjerde forslag er droppet eller endnu ikke ført ud i livet. Blandt forslagene i den kategori er også nogle stykker inden for de absolutte kerneområder.

Vi er vant til kompromiser i dansk politik – og til at have mindretalsregeringer, der nok kan fremsætte gyldne valgløfter om det ene og det andet og fremlægge forkromede regeringsprogrammer. Men kan der ikke tælles til 90 mandater i Folketinget for forslagene, så dør de eller må lægges på køl for en periode.

Indledningen på dette års politiske sæson har vist os tre ting.

For det første at politiske hestehandler trods alt kan blive så absurde, at der må trækkes en streg i sandet og de må opgives. Tak til statsministeren for at sætte en stopper for det pinlige show, vi har været vidne til nu i månedsvis, nemlig at ”historisk store skattelettelser” – hvad end man så mener om dem – skulle handles på plads til gengæld for et såkaldt ”paradigmeskifte i udlændingepolitikken” med en række nye tiltag, der i øvrigt ville torpedere regeringens hidtidige kurs og trepartsaftaler med arbejdsmarkedets parter.

For det andet at Dansk Folkeparti bør dele ansvaret med Liberal Alliance for det politiske kaos, som har præget blå blok og dermed regeringskonstellationen og dens støtteparti siden efteråret.

Som modtræk til at stemme for en skatteaftale smed DF nye og strammere krav på udlændingeområdet på bordet i allersidste fase sammen med ekstra krav om råderum til velfærdsforbedringer de kommende år. Ikke nogen anstændig forhandlingsteknik efter gængs Christiansborg-standard.

Det lignede mere noget helt andet. Det lignede, at Dansk Folkeparti efter kommunalvalget og en stribe dårlige meningsmålinger prøvede at finde en ny og mere hårdtslående platform i forhold til vælgerne i rollen som ypperste udlændinge-strammer og ypperste velfærdsforkæmper.

For det tredje ser det endelig ud til, at Liberal Alliance er ved at blive voksen. Den kæmpe undskyldning, som Anders Samuelsen rykkede ud med til sit bagland og sine vælgere i onsdags for fejlslagen taktik, træklatring og en mislykket politisk strategi må gøre indtryk. Alle andre partilederen end netop ham ville nok blive væltet på sådan en bragende selverkendelse, men LA er Anders Samuelsen, og han får nok lov til at ride stormen af.

I de næste 17 måneder, indtil valget ifølge grundloven senest skal komme, har statsministeren stadig kun et sted af henvende sig, hvis han vil skabe aftaler. Det er hos Dansk Folkeparti.

Jo tættere vi kommer på valgdatoen, jo mindre hjælpsom bliver andre partier, medmindre der betales en høj politisk pris for sådanne aftaler. Og Kristian Thulesen Dahl har allerede stille og roligt bemærket, at statsministeren nok kommer tilbage efter andre aftaler.

Næste prøve på det bliver antagelig medieforligsforhandlingerne, som indledes i februar. Vil DF også her benytte lejligheden til at skabe sig en vælgermæssig platform, der værdipolitisk lægger mere klar afstand til både Venstre og Socialdemokratiet? Her skal der findes en politisk løsning i første halvår af 2018, fordi de nuværende aftaler udløber med udgangen af året.

Krisen i blå blok har mange tabere og kun én vinder. Og hun sidder i rød blok. Statsministeren har taget et nederlag på at opgive et af de rigtig store løfter i regeringsprogrammet om markante skattelettelser. Liberal Alliance har indkasseret dyre lærepenge på forløbet de seneste måneder og skal have genopbygget tillid hos vælgerne og baglandet.

Dansk Folkeparti og Thulesen Dahl har med sin fejlslagne strategi og med Lars Løkke Rasmussens skaktræk fået skubbet sig selv væk fra midten af dansk politik og tilbage på fløjen med den mere ekstreme soloposition på udlændingepolitikken.

Men DF er stadig regeringens parlamentariske grundlag og det sted, hvor Løkke skal hente stemmer til de forslag, som han skal have igennem. Og der mangler 71 af dem, hvis hans liberale tjekliste skal fyldes helt ud.

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu