Af Jesper Christensen (S), børne- og ungdomsborgmester i København 

Jeg har boet i Tingbjerg hele mit liv. Min mor flyttede til bydelen som en af de første beboere, da bydelen blev tegnet og udviklet som en møn­sterby i 1950’erne af en række af landets mest velre­nommerede planlæggere og arkitekter. Og Tingbjerg var på det tidspunkt et af de mest attraktive steder at bo i København. Moderne boliger, natur, lys og luft. Men i løbet af 1980’erne og frem begyndte en negativ spiral, og Tingbjerg er i dag som en af de ghettoer, som regeringen i sit ghettoudspil vil til livs!

Jeg er enig i, at der skal ske noget i Tingbjerg – og i alle andre udsatte områder i Danmark. Det har vi beboere faktisk også efterspurgt i rigtig mange år. Lige så længe jeg kan huske, har vi for eksempel efterspurgt mere nærpoliti, mere styret boliganvisning samt en langvarig fælles plan på tværs af myndighederne for at dæmme op for de sociale udfordringer, der er i området. Og vi er kommet med konkrete bud på, hvordan man kan ændre infrastrukturen til gavn for beboerne.

Derfor er jeg glad for, at regeringen nu kommer med et tilsagn om at tage ansvar og leverer sit bud på, hvordan vi kommer ghettoerne til livs. Jeg er faktisk enig i intentionerne i stort set alle forslagene, men ikke nødvendigvis i metoden eller formen.

For eksempel er jeg enig i, at vi skal forandre boligmassen i de udsatte områder, så der i langt højere grad er en blanding af boligformer. I Tingbjerg er der en plan i fuld gang, hvor der skal etableres ejerboliger i stedet for nedslidte butiksområder. Men jeg mener altså ikke, at vi også skal rive boliger ned i en tid, hvor der er så stor mangel på billige boliger i en by som København. Hvor skal folk, som ikke har råd til en dyr husleje, så bo i København?

Jeg er også helt enig i, at vi skal have langt flere børn i dagtilbud i vores udsatte byområder. I Tingbjerg er 27 pct. af de 1-årige uden for dagtilbud, mens tallet kun er 8 pct. i København samlet set. Derfor undrer det mig, at regeringen samtidig sætter et loft på 30 pct. for daginstitutioners andel af børn fra udsatte bydele. Det virker uigennemtænkt og vil reelt betyde, at et sted som Tingbjerg kommer til at stå uden daginstitutioner, for det vil jo ikke give mening at placere en vuggestue i et område, hvor 70 pct. af børnene ved lov ikke må benytte sig af den alene på grund af deres bopæl.

Hvis vi vil opdage problemer tidligt, er det helt afgørende, at lærere og andre underretter, hvis de ser eller hører noget. Vi ved også, at der er stor forskel på, hvor meget skolerne – frie og private såvel som folkeskoler – indberetter. Derfor giver det god mening at opfordre til en opstramning af underretningspligten, men at true med bøde og fængsel er ikke vejen frem. Fængsler er for de kriminelle, ikke for vores lærere.

Selv om jeg støtter intentionerne i regeringens udspil, er jeg ærgerlig over den retorik, som udspillet er pakket ind i. Når der bliver talt så meget ned, risikerer vi, at de negative forventninger forplanter sig hårdt ind i beboerne, så de – på trods af de mange intentioner – ikke får flyttet sig. 

Jeg håber, at der kommer et bredt forlig på Christiansborg bag den nye ghettoplan, så et samlet Folketing på tværs af partifarver endeligt tager ansvar og løfter de udsatte områder – med det lange lys på. Det har i den grad været savnet fra beboernes side. Det manglende ansvar fra politikerne var en af grundene til, at jeg selv gik ind i politik. Hvis de ikke ville gøre noget, så måtte vi beboere selv gøre noget.

Det er nu ikke, fordi der slet ikke har været tiltag og forslag til ændringer. Men de har været kortsigtede og genereret papirnusseri frem for konkret handling. Ved hvert kommunal- og folketingsvalg har nye (og gamle) politikere trukket eksisterende tiltag og planer tilbage for at komme med deres egne forslag og politiske dagsordner.

Det kan man som sådan ikke fortænke dem i, men det har frataget et sted som Tingbjerg den stabilitet, der skal til for at skabe forandringer, der holder. Havde man lyttet og handlet i tide, var vi ikke, hvor vi er nu.