Af Niels Bjørn, ph.d., urbanist

Hold dig for ørerne et øjeblik. Bare for lige at udelukke den seneste uges mediebrøl om ulighed for loven og lavere ydelser for tilflyttere til de udsatte områder. Det er for mig at se skrattende symbolpolitik.

Men der er andre forslag i det nye udspil fra regeringen om parallelsamfund, som er godt nyt. Godt nyt for de udsatte områder og for de boligorganisationer og kommuner, som bokser med dem.

Især glæder jeg mig over, at der foreslås flere penge til nedrivning i de udsatte områder. Det er nemlig sådan, at den altoverskyggende udfordring med de store almene boligområder fra 1960’erne og 1970’erne er, at de ikke ligner ret mange menneskers drøm om et sted at bo. Derfor kan det være en god idé at rive bygninger ned.

Faktisk kan problemet formuleres så enkelt: Boligområderne er socialt udsatte, fordi de ikke ligner drømmesteder. Selvfølgelig er der også andre grunde: at områderne kun består af lejeboliger, og at der er social anvisning til områderne. Men de forhold ville betyde mindre, hvis områderne præsenterede sig som højaktuelle, spritlækre svar på nutidige bodrømme.

Det gør de ikke. Godt nok var de topmoderne, da de blev opført. Men meget er sket de seneste 50 år. Familieformerne har ændret sig. En stor middelklasse er vokset frem. Vi lever i en tid med oplevelsesøkonomi, hvor de, som har råd og mulighed for det, vælger bolig og kvarter efter lyst.

Her taber de store almene bebyggelser kampen. For selv om der er gode boliger i blokkene, opleves områderne som bykvarterer af mange som uinspirerende og kedelige.

De fleste af de udsatte områder består af store, ens blokke bag nogle store parkeringspladser. De hænger ikke naturligt sammen med den omkringliggende by, men udgør ofte en isoleret ø, som hverdagsflowet dribler uden om.

At bo i et boligblokområde kan være som at bære uniform: Det visker personligheden ud. Blokkene er renset for kulturelle eller historiske fortællinger, og rummene mellem bygningerne er åbne og for alle. Det lyder fint og inviterende, men har vist sig at være det modsatte: Allemandsland bliver i praksis til ingenmandsland.

Løsningen er simpel (selv om det kræver stor omhu at gøre det ordentligt): De store boligblokområder skal omdannes til kvarterer, som matcher nutidige bodrømme. Så vil naturlige flyttemønstre sørge for, at området af sig selv udvikler sig til et socialt balanceret område.

Det er den logik, som ligger bag den store omdannelsesplan i Gellerup og Toveshøj, der har været i gang siden 2009. Og det er også logikken bag en række andre planer, som er i gang og undervejs. Og de skal nok komme til at virke. Men det tager tid. Byudvikling er langsommelig.

Derfor kan vi kigge til lande som Holland, USA og Frankrig, hvor man med held (nogle steder) har brugt store fysiske omdannelser til at skabe sociale forandringer. Erfaringerne fra de lande siger, at nedrivninger kan være et vigtigt redskab, for at dette skal lykkes.

Jeg har dog brug for at give regeringen et godt råd med: Hvis milliarderne, som regeringen foreslår at bruge på nedrivninger, skal have en effekt, skal pengene:

• Udløses på baggrund af grundige, bystrategiske analyser, som viser, at nedrivning er et rigtigt greb at bruge. Hvert sted skal forstås i sin egen ret. Ofte vil det være en strategisk og delvis nedrivning af enkelte blokke eller dele af blokke, fremfor hele området, som er en god idé.
• Også kunne benyttes til en række andre, bystrategiske greb, for nedrivning alene gør det ikke. Der skal arbejdes med ny infrastruktur, med fortætning af andre typer af bygninger, som udbedrer bebyggelsesstrukturerne og giver identitet. Og med en kombination af fysiske og sociale greb og en stærk organisering, som sikrer den strategiske kurs.
• Være nye penge, gerne udmøntet gennem et egentligt program, som det er set i Frankrig og USA. Hvad regeringen foreslår, er at bruge lejernes egne opsparede midler gennem Landsbyggefonden. Det er ikke godt nok.

Hvis vi nedriver, fjerner vi billige boliger. Det er et problem, for vi har brug for billige boliger. Faktisk kan de udsatte områder slet ikke afvikles, hvis ikke der opføres nye, billige boliger.

Desværre er grund- og ejendomspriserne i de store byer på et sådant niveau, at det reelt er umuligt at bygge billige boliger i dag. Som bekendt knækkede Ritt Bjerregaard næsten sin borgmesternakke på at forsøge det i København.

Hvis vi afvikler de billige boliger i de udsatte områder uden at opføre nye, skubber vi de fattigste ud i de yderste og i forvejen fattigste dele af Danmark. Vi får øget forskellen mellem de rige byer og de fattige landdistrikter. Og med den landdistriktspolitik, som regeringen fører, hænger det vist ikke så godt sammen.