Af Hanne Bjurstrøm
Ligestillings- og diskrimineringsombud i Norge

Sofie Lindes tale under den danske comedygalla tidligere på efteråret blev startskuddet til den seneste #MeToo-bølge i Skandinavien, tre år efter det første verdensomspændende opgør. Historierne fortæller, hvordan sexisme og seksuel chikane, ofte kombineret med ulige magtforhold, har fået fodfæste alt for mange steder.

I Norge er seksuel chikane forbudt, og både arbejdslivet, uddannelsesinstitutioner og organisationer har pligt til at etablere gode underretningsrutiner for at forhindre det. Ligestillings- og diskriminationsombuddets erfaring fra sagerne om seksuel chikane i Norge er, at velfungerende underretningsrutiner og forebyggelsesarbejde ofte har været fraværende. Dette er i høj grad et lederansvar, fordi mange er blevet mødt med en bagatellisering af hændelser fra øverste hold, gerne via kommentarer som "Det må du tåle" og "Det bliver du vant til".

Ombuddet har erfaret, at den slags oplevelser har ført til, at modtageren af uønsket adfærd har oplevet situationen som så ubehagelig, at vedkommende har sagt sit job op. Det kan undgås, og den bedste måde en leder kan undgå at blive en del af problemet på er ved at vise, at han eller hun tager det alvorligt. En god begyndelse er at tænke nogle centrale spørgsmål igennem: Hvilke situationer kan udgøre en risiko hos os? Har alle samme forståelse af, hvad der er acceptabel opførsel? Og hvor skal man underrette, hvis der opstår noget uønsket?

Nemt at klage

Ombuddet har fået en styrket vejledningspligt, og #MeToo-kampagnen i Norge bidrog også til, at der blev etableret et lavtærskel-tilbud for behandling af sager om seksuel chikane. Her har alle, som oplever uønsket opførsel, mulighed for gratis at indklage sagen til Diskrimineringsnemnda, som ligner Ligebehandlingsnævnet i Danmark og kan pålægge oprejsning og erstatning. Denne instans kan bidrage til, at endnu flere vælger at få en retslig vurdering af deres sag.

I alle chikanesager er det ønskeligt at finde en løsning på det lavest mulige niveau, uden at gå til en ekstern instans. Foruden gode rutiner for forebyggelse og underretning må alle parter i en underretningssag få anledning til at forklare sig. I tilfælde af at der forekommer brud på interne regler om seksuel chikane, må det få konsekvenser, som står i forhold til alvorligheden af det, som er sket. At reagere over for nogen, som har lavet en underretning, såkaldt gengældelse, er ikke tilladt.

Ligestillings- og diskrimineringsombuddet har arbejdet med en række samfundsaktører om denne tematik. En af vores største satsninger er kampagnen "Sette strek" (sæt en stopper for, red.), som er lavet i samarbejde med det norske arbejdstilsyn og parterne inden for hotel- og restaurationsbranchen. Kampagnen peger på seks trin til at forebygge uønsket adfærd og til at snakke om seksuel chikane som et arbejdsmiljøproblem. Ombuddet har også udviklet kursusmateriale, som Forsvaret skal inkludere i sin obligatoriske oplæring af ansatte, arbejdsmiljørepræsentanter og ledere. Nøglen for at få det til at lykkes er den samme overalt: Arbejdet må forankres i toppen.

Alle spiller en rolle

Mit indtryk er, at stadig flere tager problemet med seksuel chikane alvorligt. En række aktører har også vurderet, at dårlig personalepolitik også er dårlig business. Det er upopulært at samarbejde med en organisation eller et selskab, som har et dårligt rygte knyttet til håndteringen af sexisme og seksuel chikane. Det kan svække deres evne til at tiltrække nye, dygtige medarbejdere.

Selv om meget ansvar ligger i toppen, er den enkeltes handlinger i alle dele af en organisation, et politisk parti eller en arbejdsplads helt afgørende for at få det til at lykkes. Det kræver mod at sætte foden ned, når man er vidne til upassende opførsel, også fra dem, som ikke er direkte ramt af den. Vi er afhængige af, at flere finder det mod frem.

#MeToo har allerede været dyre lærepenge. Derfor må vi være sikre på, at vi faktisk har lært. Jeg håber også, at Danmark vil komme styrket ud af den sidste tids #MeToo-bølge.