Man skal ikke mange år tilbage i Europas historie for at finde en tid, hvor det britiske parlament i London var beundret og højt agtet som alle parlamenters moder, mens Europa-Parlamentet blev kaldt et Mickey Mouse-Parlament, hvor et mandat blev betragtet som en vellønnet retrætepost for veteranpolitikere.

I 2019 synes Mickey Mouse at være flyttet til Westminster.

Over hele Europa tager ansvarlige politikere sig til hovedet i frustration over det britiske parlaments håndtering af Brexit-resultatet fra sommeren 2016. Bendt Bendtsen, tidligere konservativ minister og afgående medlem af Europa-Parlamentet, hvor han har siddet siden 2009, kalder de britiske parlamentsmedlemmers opførsel ”dilettantisk og inkompetent”.

Til gengæld betegnes valget til Europa-Parlamentet 26. maj som det vigtigste i det europæiske parlaments historie. Frankrigs Emmanuel Macron mener, at valget spiller en afgørende rolle for ”vores kontinents fremtid”.

”Aldrig siden Anden Verdenskrig har vi haft så meget brug for Europa. Og alligevel har Europa aldrig tidligere været så meget i fare,” skrev han forleden i sit åbne brev til alle EU’s borgere.

Tænketanken European Council on Foreign Relations konstaterer i en omfattende analyse, at antieuropæiske partier står til at vinde mere end en tredjedel af pladserne i Europa-Parlamentet.

Dette vil ifølge forfatterne gøre det muligt for fløjpartierne at begrænse EU's muligheder for at føre de fælles politikker, som de proeuropæiske partier anser for at være nødvendige. Dette gælder handelspolitik, udenrigspolitik, forsvaret for demokrati og retsstatsprincipper i EU-landene og EU’s kommende budget.’

Det scenarie vil dog kræve, at det yderste højre og det yderste venstre går sammen – og at midterpartierne ikke kan finde ud af at samarbejde.

Flygtninge, Brexit og Trump

Den betydning, europaparlamentsvalget tillægges i 2019, står i skarp kontrast til situationen ved det seneste valg i 2014, hvor kun godt 42 procent af de stemmeberettigede europæere brugte deres stemme.

I Danmark var det godt 56 procent. Hvis det – som meget tyder på – ender med, at Danmark skal til både EP-valg og folketingsvalg 26. maj, er det givet, at valgdeltagelsen vil slå den hidtidige rekord fra 2009, hvor godt 59 procent af vælgerne stemte.

Når valget i 2019 anses for ekstremt vigtigt, skyldes det ikke mindst den store fremgang, som EU-skeptiske partier har haft i lande som Italien, Polen, Tyskland, Frankrig og flere andre EU-lande i den mellemliggende periode.

Flygtningekrisen i 2015, Brexit-resultatet i 2016, valget af Donald Trump i USA nogle måneder senere og ikke mindst Kinas langt mere selvbevidste optræden på den globale scene har fået regeringsbærende politikere til at indse, at EU-samarbejdet er afgørende, hvis de små europæiske lande skal have noget at skulle have sagt på den globale scene.

Det har også Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, understreget – først i sin nytårstale og efterfølgende i en række europapolitiske taler, hvor Venstres formand har gjort det klart, at EU er af helt afgørende betydning for Danmark, også når det gælder sikkerhedspolitikken.

Bundlinjen er, at Danmark siden 2014 har mistet sin vigtigste europapolitiske allierede, Storbritannien, og sin vigtigste sikkerhedspolitiske allierede, USA. Det har allerede sat sig tydelige spor i Danmarks udenrigspolitiske prioriteringer, hvor man nu satser kraftigt på at stå sig godt med EU’s to kernelande Tyskland og Frankrig.

Samtidig har Danmark oprustet samarbejdet med Finland, Sverige, Holland, Irland, Estland, Letland og Litauen i det, der kaldes det nye Hanseforbund, når det gælder den økonomiske politik.

MEP’er bliver grønne lobbyister

Det står klart, at klimapolitik, grøn erhvervspolitik, migration og skattepolitik, bliver blandt de temaer, som de kommende 14 danske medlemmer af Europa-Parlamentet kommer til at kæmpe for indflydelse på. Her vil de kommende danske parlamentarikere naturligvis forsøge at præge de aleuropæiske holdninger i deres respektive grupper.

Men de danske parlamentarikere vil derudover fortsat fungere som ’jægersoldater’ for danske erhvervs- og organisationsinteresser og uanset partifarve sågar for danske regeringsinteresser i udvalgte sager. Det har man tidligere set i forbindelse med beskyttelse af dansk realkredit, forsvar for den danske arbejdsmarkedsmodel og specifik lovgivning på blandt andet energi- og klimaområdet.

Europa-Parlamentet har sammen med EU’s lovforberedende institution, Europa-Kommissionen, gennemført langt mindre lovgivning i perioden 2014-2019 end i den forrige, fordi man har ønsket at sikre sig, at EU først og fremmest forholder sig til de store sager, mens man lader nationalstaterne om at klare de mindre sager.

Denne bestræbelse har også den danske kommissær, Margrethe Vestager, efterlevet på det konkurrencepolitiske område, hvor hun flere gange har understreget, at implementering af eksisterende lovgivning er mindst lige så vigtig som vedtagelse af ny lovgivning. Vestager har også indført en bagatelgrænse i konkurrencepolitikken, sådan at et større antal mindre sager overlades til de nationale konkurrencemyndigheder, som Kommissionen ønsker at styrke.

Afgørende valg af formand og topposter

Allerede kort efter, at resultatet af EP-valget foreligger, vil dets nye sammensætning få betydning i forbindelse med valget af den person, der skal afløse Jean-Claude Juncker som formand for EU-Kommissionen – den politiske nøglepost i EU.

Denne person vil blive fundet i en proces, hvor lederne af de største grupper i Europa-Parlamentet og stats- og regeringscheferne fra EU-landene skal finde en kompromiskandidat, der skal kunne mønstre et flertal i Europa-Parlamentet – svarende til 353 mandater.

Selv om eksperter og toppolitikere understreger, at EP-valget 2019 er det vigtigste nogensinde, er det langtfra givet, at det vil lykkes de traditionelle proeuropæiske regeringspartier i EU-landene at mobilisere deres vælgere.

Blandt socialdemokrater i Tyskland, Holland, Italien og Frankrig er moralen ekstremt lav efter store valgnederlag i de seneste år, og i de to sidstnævnte lande befinder de socialdemokratiske partier sig i genopbygningsfaser, hvilket gør det sandsynligt, at de kun får ringe opbakning ved valget.

Det samme gælder i den konservative blok, hvor Danmarks Konservative Folkeparti langtfra er alene om at være historisk svækket. Det samme gælder konservative partier i Frankrig, Italien og Spanien, hvor centrum-højre-konservative er under massivt pres fra nye højrepartier med en langt hårdere retorik.

Rusland støtter EU-modstandere

En af de store bekymringer blandt topfolk i Bruxelles og regerende politikere i Europa er, at de nye fløjpartier i europæisk politik vil få støtte fra såkaldt hybrid informationskrigsførelse mod EU, som Vladimir Putins regime i Rusland så dygtigt har orkestreret i forbindelse med Brexit, USA’s valg i 2016, valgene i Frankrig og Tyskland i 2017 og flere andre nationale valg.

Ruslands præsident modarbejder systematisk europæisk politisk samarbejde, uanset om det finder sted i Nato eller i EU, og han kurtiserer derfor med stor energi europæiske protestpolitikere som Ungarns premierminister, Viktor Orbán, den franske oppositionsleder, Marine Le Pen, og Italiens nuværende vicepremierminister, Matteo Salvini. Le Pen har lånt næsten ti millioner euro i en Kreml-relateret bank i Tjekkiet.

Den store interesse i Putins inderkreds for arbejdet i Europa-Parlamentet blev understreget forleden, hvor det kom frem, at Yelizaveta Peskova, der er datter af Putins cheftalsmand, Dimitri Peskov, har fået job som praktikant hos den højrenationale franske europaparlamentariker Aymeric Chauprade.

Parlamentet kan sætte dagsorden i verden

Udover de allerede nævnte områder står det også klart, at Europa-Parlamentet i 2019 har stor global indflydelse, når det gælder detaillovgivning på væsentlige områder. Det opdagede hele verden i 2018, hvor EU’s stærkt oprustede persondataforordning, GDPR, satte it-konsulenter over hele verden på overarbejde.

I dag tales der i USA seriøst om, hvordan man sikrer amerikanske borgere den samme persondatabeskyttelse, som GDPR giver borgerne i Europa. En lignende rolle har Europa-Parlamentet spillet i forhold til global lovgivning vedrørende blandt andet kemi, miljø og klima, mens USA til gengæld er stærkt dominerende, når det gælder regulering af den finansielle sektor.

Bundlinjen er, at EP-valget 2019 er vigtigere end nogensinde. De kommende måneder vil vise, om politikerne er i stand til at overbevise vælgerne om, at de skal rejse sig fra den sofa, mange danskere foretrækker, når de inviteres til at deltage i det europæiske demokrati.