Kommunen med den bedste service og den laveste skat

Gentofte er Danmarks bedste kommune. Her får borgerne mest service for skatten, og så lever folk i Gentofte længst af alle. Men hvorfor har man så landets tredjehøjeste klassekvotient, og hvorfor er der så mange indbrud? Og bør rige Gentofte i virkeligheden ikke betale endnu mere til andre kommuner? Borgmester Hans Toft svarer.

Gentoftes borgmester, Hans Toft (K).
Gentoftes borgmester, Hans Toft (K).
Torben K. AndersenJens Reiermann

MM Special: Her er det bedst at bo

Mandag Morgen har undersøgt, i hvilken kommune det er bedst at sende sine børn i vuggestue, i børnehave eller i skole. Vi har tjekket udgifterne til de ældre, set på de sociale udfordringer og udpeget de kommuner, der samlet set og på udvalgte områder klarer sig bedst.

Vi har været gennem et omfattende datasæt, og vi har bedt et repræsentativt udsnit af borgerne hjælpe os med at vurdere, hvad de mener er det vigtigste blandt de i alt 24 politikområder, vi har præsenteret dem for.

Samlet set er der tale om en af de hidtil største og mest omfattende kortlægninger – ikke bare af kommunerne, men af hvor det er bedst at bo, leve og arbejde i Danmark.

Gå i dybden med din egen kommune på mm.dk/kommuneportal - eller dyk ned i vores analyser:

Strandvejskommuner topper det kommunale Danmark

Mønsterbryderen: En kultur- og vækstby på heden

Kommunen med den bedste service og den laveste skat

Lyngby-Taarbæk investerer strategisk i børnene

Dragør har styr på det sociale

Hovedstaden sidder tungt på de veluddannede

I Nordsjælland lever de næsten seks år længere end på Lolland

Hans Toft bliver aldrig for gammel til at få ros.

Gentoftes konservative borgmester gennem næsten 25 år lyder tydelig stolt, da Mandag Morgen overbringer ham nyheden om, at han står i spidsen for intet mindre end Danmarks bedste kommune. I Mandag Morgens nye kommuneindeks, ’Kommuneportalen’, kommer Gentofte ind på førstepladsen efterfulgt af nabokommunerne Rudersdal og Lyngby-Taarbæk.

”Det glæder mig utrolig meget, at Gentofte kommer ud som nummer 1 i jeres analyse og er den bedste kommune at bo, leve og arbejde i. Det kan jeg kun være stolt af som borgermester og endnu mere på medarbejdernes vegne,” siger Hans Toft.

Det begynder ellers at ligne en rutine for ham. Danmarks Idrætsforbund (DIF) har netop kåret Gentofte til at være landets bedste kommune i DIF’s store undersøgelse af idrættens vilkår og rammer. Og Voxmeter har kåret Gentofte til at også at være bedst, når det handler om borgerservice.

Mandag Morgens nye kortlægning Kommuneportalen bygger på 24 forskellige parametre som f.eks. ledighed, folks levealder, antal indbrud, uddannelsesniveau og ældreudgifter. Gentofte ender i top-3 på 7 af de 24 områder.

”Jeg lægger stor vægt på, at vi er en effektiv drevet kommune med lave omkostninger til administration, så vi kan holde en lav skat. Vi er ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriets nøgletal den kommune, hvor borgerne får mest service for deres skattekroner. Vores personskat er næstlavest, vores grundskyld er lavest, og dermed er vi den lavest beskattede kommune i Danmark,” siger Hans Toft.

Hårdt ramt af indbrud

Han har ret. Gentofte er den kommune, der har den laveste beskatning. Men Gentofte er også den kommune, hvor borgernes disponible indkomst er højest. Mænd i Gentofte har en disponibel indkomst, der ligger lige over en halv million kr. om året, eller godt det dobbelte af landsgennemsnittets på 240.000 kr.

Denne forskel udjævnes delvist gennem den såkaldte udligning, hvor de rigeste kommuner med Gentofte i spidsen på bedste Robin Hood-maner overfører skattekroner til de fattigste. Det udligner langt fra alle økonomiske forskelle mellem kommunerne, men for Gentofte er der tale om en mærkbar post på budgettet.

Jeres position skriger jo på en bedre omfordeling, så du skal af med nogle flere penge i udligning til andre kommuner, ikke sandt?

”Det ved jeg ikke, om det gør. Når jeg ser på vores nøgletal, skal vi i 2018 betale 3,2 milliarder kr. til andre kommuner. Det siger måske ikke folk så meget. Men det svarer til, at 56 pct. af det, som Gentofte-borgerne betaler i indkomstskat, betaler de til andre kommuner. Det betyder billedlig talt, at vi skal helt ind i juli måned, før Gentofte-borgerne begynder at betale indkomstskat til deres egen kommune. Derfor kan jeg godt blive lidt arrig, når jeg hører folk, som får en masse penge fra os, sige, at vi ingenting gør for dem,” siger borgmesteren.

Når I nu er så velhavende en kommune, hvorfor propper I så 24,5 børn ind i klasselokalerne, så I ligger helt i bunden på landsplan målt på klassekvotienten?

”Den diskussion har foregået i alle mine år som borgmester. Der er talrige undersøgelser, der viser, at klassekvotientens størrelse ikke alene er afgørende for, om vi har en god faglig skole. Når folk sender glade børn i skole og får glade børn hjem, trivselsprocenten er skyhøj, og vi fagligt er på et højt niveau, bekymrer det mig ikke så meget, om nogen nu synes, at 24,5 børn i klasserne er for meget. Og der er i øvrigt ikke forskningsmæssigt belæg for, at en klassekvotient på dette niveau giver dårligere resultater.”

Et andet område, hvor I ligger helt i bund, er på antallet af tyveri og indbrud. I har over 60 indbrud pr. 1.000 borgere, og alene i efterårsferien var der 75 indbrud i Gentofte. Hvorfor er I ikke bedre til at bekæmpe det?

”Det er naturligvis politiet, som skal gøre en større indsats, da det jo er dem, der skal fange tyvene. Og indbrudstyven går jo også derhen, hvor de tror, de kan hente mest. Men vi skal tænke nyt, og vi har derfor drøftet med politiet, at vi skal mere ud i lokalområdet sammen med politiet og tale med borgerne om, hvad vi kan gøre. Det kan være nabohjælp eller at indrette husene, så de bliver mindre modtagelige for indbrud. Grundejerforeningerne kommer også til at spille en rolle i dette,” siger Hans Toft. 

Læs mere - og gå i dybden med din egen kommune - på mm.dk/kommuneportal


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu