Kommentar af 
Tanja Nyrup Madsen

2021 kan blive vendepunktet

POLITIK OG VELFÆRD Vi har alt for længe stået handlingslammede overfor globale kriser, som vi ved, kræver handling. Klimakrise. Mistillid til demokratiet. Global ulighed. Erfaringerne med at tackle pandemien har skabt et unikt momentum. Måske er 2021 det vindue for forandring, vi har ventet på.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Som alkoholikere, der drikker videre, mens familien, økonomien og huset forfalder, har vi op gennem 00-erne og 10-erne haft svært ved at ændre vores adfærd. Klimakrisen tog til, uligheden voksede og mistilliden til samfundets institutioner steg. Men vi har været så stuck i vores mønstre og måder at indrette os på, at det har været umuligt for os at se en realistisk vej ud af de skadelige vaner.

Det kan virke urimeligt optimistisk at se pandemien som den store redning fra det morads. For den er selvfølgelig først og fremmest bad news. Dødelig, skadelig, dyr og uoverskuelig. Endnu en komplikation i en rigeligt kompliceret verden.

Pandemien sætter kul på de brændende platforme, vi allerede står på, i vores forhold til hinanden og til kloden: Den sociale kontrakt, der sikrer, at alle mennesker har rimelige levevilkår. Tilliden til de fakta og institutioner, som samfundet bygger på. Og afstanden mellem dem, der har overskud til at kæmpe for en større sag og dem, der må kæmpe for deres egen overlevelse.

Det er nemt at få øje på alle de måder, det kan gå galt på i den kommende tid. Men coronakrisen har paradoksalt nok også gjort det nemmere at håbe på, at det kan gå godt.

Det er nemt at få øje på alle de måder, det kan gå galt på i den kommende tid. Men coronakrisen har paradoksalt nok også gjort det nemmere at håbe på, at det kan gå godt.

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

Vi går ind i 2021 med et klarere blik for, hvor blindgyderne er, og hvilke veje, der kan føre os et bedre sted hen. Så her er et bud på alt det, der kan gå godt, hvis vi vender os bort fra blindgyderne og vælger de veje, der rummer håbet for positive forandringer.

VI KUNNE JO STARTE MED at give folkestyret og vores fællesskab lidt mere kærlig opmærksomhed.

6. januar blev et globalt wakeup call for alle, der tror på demokratiet. Ingen kan længere være i tvivl om, hvor vigtigt det er at forny samfundskontrakten, så vi ikke står med en voksende gruppe mennesker, der oplever, at deres behov og interesser ikke høres og respekteres. Alarmklokken lyder også i Danmark. Foreløbig i form af larmende potter og pander foran Folketinget og romer-lys-demonstrationer i Århus og København. Modstand mod coronarestriktioner flyder sammen med en skepsis over for ’eliten’, ’systemet’, politikerne og medierne.

Vi ved nu, at det er en skepsis, man ikke ustraffet kan vende det blinde øje til. Trumps følgere og deres alternative virkelighed har mindet os om, hvilke skadelige virkninger, det har på hele samfundet, når politikere polariserer og sætter befolkningsgrupper op mod hinanden.

Krisen har gjort det tydeligere end før, hvor afhængige, vi er af at have velfungerende fællesskaber og et system, der fordeler samfundets ressourcer nogenlunde rimeligt.

Den erkendelse giver os muligheden for at vælge en anden mere dialogsøgende, empatisk og lyttende vej. Det sker ikke af sig selv. Men det er blevet mere indlysende, at ledere, der bygger broer i stedet for at grave grøfter, vil være dem, der fører os mod en lysere fremtid.

DET GÆLDER OGSÅ KLIMAKRISEN og menneskers forbrug og fordeling af klodens ressourcer. Her venter enorme nødvendige forandringer. Det stod klart for de fleste, længe inden den globale sundhedskrise brød ud. Men pandemien har givet os den nyttige og øjenåbnende erfaring, at det er muligt for en hel befolkning at ændre adfærd fra den ene dag til den anden.

Og politikerne kan tage den erfaring med sig, at de kan komme styrkede ud af at træffe svære systemiske valg, der gør ondt på den korte bane. Hvis de vel at mærke evner at få alle til at forstå, at alternativet er kaos og elendighed.

Det kræver et stærkt og stålsat lederskab, der gør det tydeligt, hvad vi kæmper for, og hvad det kræver af os hver især. Lige nu er målet nedbringelse af coronasmitte i samfundet. Fremover kan det blive nedbringelse af CO2-udledninger og af vores forbrug af klodens ressourcer.

Den politiker, der tør stille sig i front med samme autoritet, som vi har set Mette Frederiksen gøre det under coronakrisen, vil have bedre muligheder for følgeskab end nogensinde før. Især, hvis det sker med samme løfte om at holde hånden under erhvervsliv, landbrug, lønmodtagere og andre grupper, der skal have en hjælpende hånd under omstillingen. Koste hvad det vil.

Vi har stiftet fælles gæld i uhørt omfang for at undgå at små erhvervsdrivende må dreje nøglen om eller store arbejdspladser fyrer i bundter. Og vi har hver især lidt afsavn fra nogle af de goder, vi ellers har anset som selvfølgelige privilegier. Den erfaring kan hjælpe os med at tage opgaven på os i den omstilling af produktion, forbrug og økonomi, der venter forude.  

JEG SIGER IKKE AT DET ER NEMT eller at det vil ske. Men vi ved nu, at det er faktisk muligt at lave selv store adfærdsændringer, vi før anså for utænkelige. At livet på nogle punkter endda kan blive bedre, når vi gearer en smule ned for det hele.

Hvis politikere og ledere i alle dele af samfundet tør gribe den, så har vi muligheden for at komme ud af pandemien med et tigerspring i den rigtige retning på alle disse dagsordner. Vi ved nu, at det kan lade sig gøre. Og måske er 2021 det vindue, vi har, til at træffe de rigtige beslutninger. 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu