Når de første seniorer flytter ind i seniorbofællesskabet Kameliahus i Valby her i marts, er det ikke kun beboerne selv, der tager hul på en ny epoke.

Det er også begyndelsen på noget nyt for os i Realdania og for en række almene og private aktører på boligmarkedet, som vi er gået sammen med.

Det handler om at udvikle syv konkrete eksempler på fremtidens bofællesskaber for ældre. Det skyldes, at ensomhed blandt ældre er en voksende udfordring, som det er vigtigt at gøre noget ved.

Vi gør det på en – for filantropiske fonde – ny måde, som ikke bare er relevant og effektfuld for os, men også skalerbar, hvilket betyder, at den kan bruges på en lang række andre udfordringer i vores samfund.

Bofællesskab mindsker ensomhed

Ensomhed påvirker i dag 104.000 ældre. Og vi bliver flere ældre i fremtiden. I 2040 er hver 4. dansker over 60 år.

Vores analyser viser, at seniorer, der bor i bofællesskab, oplever stærkere nabofællesskab, højere livskvalitet og føler sig mindre ensomme. På trods af det, var byggeriet af seniorbofællesskaber næsten gået i stå, da Realdania satte initiativet ’Rum og fællesskaber for ældre’ i søen i 2016.

Ikke fordi der ikke er interesse for denne boform i befolkningen. Tværtimod viser de seneste tal, at cirka 80.000 overvejer at flytte i seniorbofællesskab inden for de næste fem år, men at der kun er cirka 7.000 pladser til rådighed og dertil en meget lav fraflytningsprocent.

Men høj efterspørgsel er ikke i sig selv nok til at sætte gang i byggeriet – det skal også være en god forretning. Private investorer har helt naturligt ikke deres primære fokus på fællesskab og livskvalitet – medmindre det samtidig kan give økonomisk overskud. Og de offentlige bygherrer er i langt højere grad end tidligere nødt til at investere offentlige midler så sikkert og risikofrit som muligt.

Der er med andre ord ikke altid i den offentlige eller private sektor tid og råd til at eksperimentere med nye måder og løsninger – i dette tilfælde hvordan livskvalitet og fællesskab kan ”bygges ind” i fremtidens seniorbofællesskaber.

Og måske er det også svært at finde tiden og kræfterne til at tænke ud af boksen, når det gælder nye partnerskaber og hidtil usete samarbejder på tværs af aktører. 

Sammen kan vi mere

Netop det brede samarbejde er en central del af vores filantropiske arbejdsform. Vi tror helt grundlæggende på, at partnerskaber med de rigtige aktører omkring et problem giver de bedste, mest forankrede og mest effektfulde løsninger. Sammen kan vi noget, vi bare ikke kan hver for sig.

Som regel samarbejder vi med myndigheder og nonprofitorganisationer, men med seniorbofællesskaberne havde vi behov for nogle partnere, som både kunne se en klar forretningsidé i at være med, og som i forvejen står for rigtig meget af byggeriet over hele landet.

Med afsæt i resultatet af vores analyser foreslog vi derfor en række eksisterende aktører et samarbejde om at udvikle og bygge en række eksempler på fremtidens seniorbofællesskaber, som både kan mindske ensomheden og blive rentable.

Det blev pensionsselskaberne og de almene boligorganisationer, nogle af de væsentligste aktører på ejendomsmarkedet. Her kunne vi inspirere til, at nogle af de boliger, der alligevel ville blive bygget, kunne bygges på en anderledes måde, målrettet den specifikke problemstilling og samtidig sikre, at der også i fremtiden bliver bygget seniorbofællesskaber, når Realdania ikke længere er med.

Stor interesse for seniorbofællesskaber

Siden planerne om at bygge fremtidens seniorbofællesskaber blev offentliggjort, har vi fået masser af henvendelser fra interesserede parter. Overraskende mange henvendelser. Både fra borgere, der vil skrives op til en bolig, borgere, der selv har planer om at bygge et bofællesskab, professionelle bygherrer og investorer samt foreninger og virksomheder, der gerne vil holde arrangementer om dette emne. Og til arrangementer, som omhandler denne boform, er salen altid fuld – uanset hvem målgruppen er.

Den tydelige interesse fortæller os, at efterspørgslen bestemt er til stede, og at markedet – så småt – er ved at komme i gang igen. Og det kan gøre en stor forskel for mange mennesker.

I tilfældet Kameliahus repræsenterer developeren FB-gruppen de nye typer af private samarbejdspartnere, der nu ser både idéen og forretningen i at være med. Seniorbofællesskaber er også kommet ind i pensionsselskabet PKA’s investeringsstrategi – noget som ifølge PKA-direktør Peter Damgaard Jensen var direkte afledt af det igangværende arbejde med denne boform.

Den opgave, ingen andre løser

Men hvorfor er det ikke markedet selv, der skal udvikle nye seniorbofællesskaber? Hvorfor er det en filantropisk opgave at være med til at kickstarte markedet?

Jeg tror, at det skyldes, at Realdania og andre filantropiske aktører – lidt populært sagt – kan lægge til og fylde ovenpå. Vi kan lave det usædvanlige match mellem samarbejdspartnere, stille den risikovillige filantropiske kapital til rådighed, og vores penge kan gå til at kvalificere grundlaget yderligere samt til at udvikle den del, der ikke er prøvet før. Vi kan måle på effekten, samle op og dele denne viden som en inspiration for andre.

Som filantropisk forening med en mission om at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø skal vi, modsat private investorer og det offentlige, indimellem tage en risiko og acceptere, at vi ikke altid kommer i mål som ønsket.

Samtidig kan vi være med til at udvikle de gode eksempler, som senere kan inspirere andre og genbruges. I modsætning til private virksomheder, som naturligt nok af konkurrencehensyn helst vil holde de gode ideer for sig selv, er det filantropiens grundlæggende natur, at al viden er open source.

Sådan er det også for Realdania. Al viden, vi indsamler og oparbejder, skal deles. Vi har et ønske og en ambition om, at de resultater, vi er med til at skabe, breder sig som ringe i vandet og bidrager til at finde nye løsninger på samfundsudfordringer som eksempelvis den stigende ensomhed blandt ældre.

Den nye form for filantropi

Vi er ikke den eneste filantropiske fond eller forening, som er begyndt at anskue vores bidrag til samfundet på denne nye måde. Mange filantropiske aktører har de senere år gennemgået en udvikling i forhold til, hvad og hvordan vi anvender vores midler.

På Rockefeller Philanthropy Advisors og London School of Economics har man set nærmere på, hvordan fonde og filantropiske foreninger adskiller sig fra virksomheder. Og hvordan de bliver økonomisk og forretningsmæssigt bæredygtige i det lange løb.

Det arbejde har udmøntet sig i rapporten ’The Theory of the Foundation’. Her beskrives blandt andet, hvordan filantropiske aktørers rolle er skiftet fra at være traditionelle bidragydere, som giver en sum penge til et projekt og derefter går videre, til i dag at være fokuserede, strategiske bidragydere til løsninger på små og store samfundsproblemer.

I stedet for at forlade projektet, når det er afsluttet, udnytter vi i dag vores uafhængighed og langsigtede perspektiv til at se vores investering som en del af et større hele, hvor løsninger og erfaringer kan deles og komme hele samfundet til gode – ud over at øge livskvaliteten for den enkelte, der har deres hverdag dér, hvor vi har bygget.

Målet for os er at komme med det bidrag, som ingen andre kan, og gøde jorden for, at andre efterfølgende indarbejder de gode løsninger og bygger videre på vores indsats. Det kan kaldes at skalere, kopiere eller at gøre det katalytisk. Kært barn har mange navne – det vigtige er, at viden genbruges, og at ringene i vandet breder sig.

I tilfældet med seniorbofællesskaberne giver det ikke blot beboerne tag over hovedet og adgang til et hverdagsfællesskab. Det er også et bud på, hvordan markedet fremover kan bygge moderne bofællesskaber for seniorer, så det kan betale sig – både for den enkelte, for virksomheder og boligorganisationer og for samfundet. Og altså både i kroner og øre og i livskvalitet. Det er win-win-win.

---

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.