B&O: Lillebror vil overhale storebror

B&O er slået ind på den rette vej. Sidste uges halvårsregnskab taler sit tydelige sprog. Den nuværende topchef, Henrik Clausen, er en mand med små armbevægelser, der med sikker og rolig hånd er ved at bringe virksomheden tilbage på sporet.

Henrik Ørholst

Indtil videre har B&O’s topchef, Henrik Clausen, lovet en årlig vækst på 10 pct. Det holder stik.

Det viste halvårsregnskabet, som kom i torsdags, hvor især B&O Play er den store vækstmotor. Mens det klassiske Bang & Olufsen havde en vækst på 4 pct., sprang B&O Play i vejret med 30 pct. Samlet set steg omsætningen med 15 pct.

Henrik Clausen er en leder, som holder sig på de indre linjer, men det har blot taget den nye diskrete topchef halvandet år at mere end fordoble kursværdien.

Internationalt set er B&O en meget lille virksomhed i sin branche. Det betyder, at det kan være svært at være med i forreste række med ny teknologi. Ikke mindst fordi hele området er præget af de koreanske giganter Samsung og LG, japanske Sony og hollandske Philips.

Derfor indgik Struer-virksomheden et samarbejde med LG om at få adgang til ny teknologi, som en virksomhed af mere beskeden størrelse typisk ikke har mulighed for at udvikle på egen hånd.

Strategien er stabil, og eksekveringen sker med sikker hånd. Det kan man ikke sige om ejerforholdene, hvor den kinesiske rigmand Qi Jianhong har opkøbt en femtedel af aktierne. Lige nu er der dog ro på bagsmækken.

B&O Play er langtidsholdbar

Clausens forgænger, Tue Mantonis, store fortjeneste var, at han fik introduceret B&O Play og indgik flere partnerskabsaftaler, som luner på bundlinjen med licensindtægter. Det er kernen i fremtidens B&O. Det bliver den noget billigere produktserie, der kommer til at skabe den fremtidige vækst og indtjening. 

Netop i det seneste halvårsregnskab tippede balancen næsten mellem B&O Play og det ’gamle’ B&O. Den udvikling vil fortsætte, således at det bliver lillebroren, der fremover skal drive B&O. 

Ved næste regnskab vil B&O Play stå for en større del af omsætningen end de klassiske B&O-produkter. Det er dog vigtigt at fastholde de dyre produktserier, da indtjeningen er højere her, ligesom konkurrencesituationen er en anden.

Mens B&O Play befinder sig i en mere snæver konkurrence, optræder de traditionelle B&O-produkter i et helt andet konkurrencebillede, hvor et køb af en bil kan være et alternativ til, hvad kunderne køber i B&O-butikken. Det betyder samtidig, at B&O’s egne butikker kommer til at betyde mindre.

Holder fast i rødderne

Hemmeligheden i B&O Plays succes er, at de holder fast i rødderne, på samme måde som Jørgen Vig Knudstorp gjorde hos Lego.

Hos B&O er det den fremragende lyd, der er fundamentet for det arbejde, som Henrik Clausen er i gang med nu. Lige siden firmaet blev grundlagt i 1925, har det været kernen i alle produkter. Her er Struer-virksomheden stadig med i verdenseliten, og man favner bredt med både meget dyre produkter og mere konkurrencedygtige produkter. 

Hos B&O Play lægges især vægt på, at højttalerne skal være så kompakte som muligt, samtidig med at der ikke bliver gået på kompromis med kvaliteten. Der er ikke ret mange af de øvrige bluetooth-højttalere, der kan hamle op med B&O Play. 

Nøglen til B&O’s fremtidige succes bliver derfor at holde fast i B&O Plays fremgang og samtidig holde det eksklusive image i baggrunden. Tredjepartsforhandlere vil være det rigtige for B&O.

B&O skal derfor bruge de kommende år på at skabe nye distributionskanaler for deres B&O Play-produkter. Her kan Nordamerika være et marked, hvor de kan hente en større andel af omsætningen. Den faldende amerikanske dollar kan blive katalysator for den udvikling.

Fremtidens guldæg

B&O har en stribe nye ideer, som venter på at blive udklækket. B&O Create, der ligger i Lyngby, nord for København, er en mindre kendt del af koncernen. Her ligger en udviklingsafdeling, hvor ideerne bliver omsat til en kommerciel virkelighed.

Lige nu venter endnu et guldæg på at blive lanceret i fuld skala. Sammen med den schweiziske virksomhed HiFiBerry genbruger man de klassiske B&O-højttalere, som får nyt liv via opgradering med ny trådløs teknologi. Og det er ikke kun bundet op på B&O-produkterne, også andre højttalerbrands kan få en opgradering. 

B&O indgår således i store og tunge aftaler med LG og en stribe bilfabrikanter, og samtidig dyrker B&O Create underskoven af muligheder. 

Henrik Clausen forstår at skabe resultater nu og i fremtiden. Derfor bliver det også ham, der bringer udbyttebetalingen tilbage. 

Henrik Clausen tilhører en ny generation af topchefer, der satser på at leve et stille liv uden at blande sig i den samfundsmæssige debat eller stille op som hovedtaler på diverse konferencer og seminarer.

Koncernchef Søren Skou fra A.P. Møller-Mærsk er en anden stille profil, som ikke føler sig godt tilpas i rampelyset, og det samme gælder Carlsbergs topchef, Cees ’t Hart, der overlader den type opgaver til den scenevante bestyrelsesformand Flemming Besenbacher.

Tiden for topchefen, der bruger masser af tid uden for virksomheden, er ved at rinde ud. Der er begrænset tid til rådighed i kalenderen, og den tid skal bruges på det, der kan omsættes til sorte tal på bundlinjen.

Henrik Clausen hører til typen af topchefer, der lever op til de nye krav. Fokus er på virksomheden. Det giver respekt.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu