Det er svært at finde større modsætninger end mellem fodformede lokalhelte og manchetknapbegejstrede diplomater. De første drikker tarvelig automatkaffe af kalksnuskede krus og huserer i kommunekontorer med brune paneler langt fra begivenhedernes centrum. De andre nipper til overdådig champagne i blændende krystalglas og holder til på ambassader med høj stuk midt i det hele. Men ifølge organisationen World Economic Forum er det alligevel dem fra kommunen, der kommer til at sætte den internationale dagsorden fremover.

For byerne, delstaterne og regionerne har indtaget en ny rolle de senere år: De er begyndt at føre udenrigspolitik. Gennem internationale sammenslutninger, repræsentationer i udenlandske byer og medlemskaber af globale organisationer skaber de samarbejder og alliancer på tværs af landegrænser for at fremme deres egne, lokale interesser.

Der er cirka 125 officielle internationale foreninger for større byer, heriblandt Local Governments for Sustainability (ICLEI), United Cities and Local Governments (UCLG) og Cities Climate Leadership Group (C40). I sidste måned gik 60 borgmestre sammen om at oprette et globalt parlament for borgmestre – Global Parliament of Mayors – for at ”udnytte og fremme byernes samlede politiske indflydelse”, og i 2014 blev Borgmesterpagten stiftet for byer, der står sammen om at nedbringe CO₂-udledninger på verdensplan ved at reducere det i byerne.

Den canadiske provins Alberta har 12 kontorer i Asien, Europa og Amerika. Den svenske by Göteborg, Lódz i Polen og Liverpool i England har alle oprettet officielle repræsentationer i Bruxelles, hvor de forsøger at præge EU-dagsordenen på samme måde som nationalstater og virksomheder gør.

De selvstyrende kinesiske regioner Hongkong og Macao er sågar medlemmer af Verdenshandelsorganisationen WTO, mens delstaten Flandern i Belgien og den portugisiske ø Madeira er medlemmer af FN’s turismeorganisation.

Paradiplomati tættere på borgerne

Selv om det giver mening at tale om lokal udenrigspolitik, er det dog vigtigt at understrege, at byernes, regionernes og delstaternes diplomati – det såkaldte paradiplomati – adskiller sig fra klassisk diplomati.

Mens nationalstaterne koncentrerer sig om sikkerhedspolitik, handelsaftaler og -reguleringer m.v., fokuserer paradiplomaterne på samarbejder, der sjældent er juridisk bindende, og som ofte begrænser sig til borgernære områder: sundhed, klima, transport, uddannelse, kultur m.v. Ligesom udenrigsministre ikke diskuterer kloakering, diskuterer borgmestre ikke internationale konflikter. Det giver flere fordele: For det første, at paradiplomatiet bliver mere konkret og handlingsorienteret, fordi man ikke bliver holdt tilbage af frygten for at tabe ansigt eller andre magtpolitiske positioneringskampe. For det andet betyder det, at byer og regioner kan indgå smalle aftaler om konkrete samarbejder eller udvekslinger, selv om deres respektive nationalstater er midt i en konflikt.

Selv om armbevægelserne er mindre og aftalerne løsere, oplever borgerne dem ofte som nærmere. Når man laver en aftale om at kopiere et trafikreguleringssystem fra en by i et andet land, kan borgerne mærke det i hverdagen. Det kan de ikke, når udenrigsministrene fordømmer russernes annektering af Krim-halvøen.

”Mens nationer taler, handler byer,” som det blev formuleret af Michael Bloomberg, da han var borgmester for verdens rigeste og mest indflydelsesrige by, New York City.

Kilde: Forget the nation-state: cities will transform the way we conduct foreign affairs, World Economic Forum, 2016.