COP21 er blot starten, ikke målstregen

En mellemstatslig aftale på klimatopmødet i Paris kan ikke i sig selv løse problemet. Heldigvis handles der på mange fronter uden for forhandlingslokalerne. Kun ved at involvere alle aktører i samfundet kan vi skabe det nødvendige momentum, så udviklingen kan tage yderligere fart efter COP21.

Det står meget klart i min hukommelse. I januar 2010, bare en måned efter COP15 i København, sad jeg i et mødelokale i London med alle de ledende britiske klimaforhandlere, og stemningen var nedtrykt. Selv belysningen i lokalet var dæmpet. Topmødet havde ikke været det gennembrud, der var lagt op til. Parterne var simpelthen for langt fra hinanden. Der var behov for en ny start. Ikke fordi forhandlingerne i Bella Center ikke førte noget med sig, for det gjorde de, men fordi vi alle havde været med til at skabe en urealistisk forventning om, at forhandlingerne ville skabe en løsning på klimakrisen.

Da jeg i sidste uge spiste morgenmad med danske klima-ngo’er, var stemningen en helt anden. Det var stadig mørkt udenfor, men atmosfæren i rummet var anderledes positiv. Der var stearinlys på bordet (det er trods alt dansk november), men vi var alle enige om, at vi har lært af COP15. Når COP21 åbner i dag i Paris, går vi derfor mere ydmygt til opgaven.

Jeg ønsker ikke på nogen måde at tale klimatopmødet ned. Det er og bliver, forhåbentlig, en meget vigtig milepæl i kampen mod klimaforandringerne. Men uanset hvor ambitiøst et resultat det lykkes lande som Danmark og Storbritannien at komme igennem med, vil en aftale i Paris langtfra kunne stå alene. Som den britiske energi- og klimaminister, Amber Rudd, sagde i en tale for nylig: ”Klimaforandringerne bliver ikke løst af en gruppe overtrætte politikere og forhandlere i et konferencecenter. Det kræver handling fra virksomheder, civilsamfundet, byer, regioner og lande.”

Alle aktører skal med

Jeg er enig. Før jeg kom til Danmark, var jeg chef for klima- og energikontoret i det britiske udenrigsministerium. Her oplevede jeg præcis, hvad ministeren har beskrevet. Jeg var som regel ikke direkte involveret i selve forhandlingerne, men tog del i vores løbende dialog med partnere i det private erhvervsliv, ngo’er og samfundsaktører generelt. Vi var særligt stolte af vores engagement med forsvars- og sikkerhedseksperter. Vi satte klima på dagsordenen i FN’s sikkerhedsråd, og ved hjælp af udenrigsministerens daværende klimaudsending, admiral Neil Morisetti, skabte vi opmærksomhed omkring de sikkerhedstrusler, som klimaforandringerne skaber. Vi arbejdede også tæt sammen med vores erhvervsministerium for at gøre britiske virksomheder opmærksomme på de mange nye muligheder, som et lav-emissionssamfund giver.

[quote align="left" author=""]Over de næste årtier skal der investeres 90.000 milliarder dollar i infrastruktur, landbrug og energisystemer[/quote]

Siden har jeg som ambassadør i Danmark set, hvordan virksomheder kan drive udviklingen, hvis de rette rammebetingelser skabes. Den danske vindsektor er et godt eksempel. I dag nyder vi i Storbritannien godt af den danske ekspertise på området. Virksomheder som DONG, Vestas og Siemens Wind Power er store spillere på det britiske vindmarked.

Udviklingen rækker også ud over den grønne sektor. Mange af verdens førende virksomheder og investorer forpligter sig i disse år til klimatiltag. Og det betaler sig. Analyser har vist, at de virksomheder, der gør mest for klimaet, har haft en vækst, der ligger 9 pct. højere end gennemsnittet over de seneste fire år.

Den britisk sponserede ”New Climate Economy Report” har fundet frem til, at der over de næste årtier skal investeres 90.000 milliarder dollar i infrastruktur, landbrug og energisystemer. Hvis disse investeringer foretages på en klimavenlig måde, kan det have en meget stor effekt på CO2-udslippet og forhindre, at vi fastlåser os på et højt udledningsniveau mange år frem.

Som globalt finansielt centrum arbejder Storbritannien aktivt for, at dette sker. Nationalbankdirektør Mark Carney leder G20’s arbejde med investorer med henblik på at vurdere risikoen ved klimaforandringerne og fremme investeringer i lav-emissions-økonomien.

[quote align="right" author=""]Det er vigtigt, at aftalen i Paris kommer til at indeholde en mekanisme, der gør det muligt gradvist at skrue op for ambitionerne[/quote]

Der sker også noget på lokalt niveau. Som vist i Sustainias nye publikation ”Cities100” leverer mange byer verden over tiltag, der på én gang adresserer de udfordringer, den stigende urbanisering giver, og reducerer CO2-udslippet betydeligt. Lige fra modstandsdygtig grøn infrastruktur, som afhjælper kraftig regn på en billigere måde i København, over energieffektivisering, der tackler høje energipriser i Cardiff, til Chennai i Indien, hvor 60 pct. af byens transportbudget bruges på ikke-motoriseret transport for at få nedbragt de mere end 10.000 trafikulykker, der sker hvert år.

Staternes ansvar

Jeg siger ikke, at staterne er uden ansvar. Langtfra. Flere end 170 lande, der tilsammen står for over 90 pct. af den globale CO2-udledning, har fremlagt nationale klimaplaner. Det er meget positivt. Men beregninger fra FN viser, at planerne ikke er ambitiøse nok. Det er derfor vigtigt, at aftalen i Paris kommer til at indeholde en mekanisme, der gør det muligt gradvist at skrue op for ambitionerne. Vi har brug for internationale, bindende regler for at sikre gennemsigtighed, forudsigelighed og et fælles udgangspunkt. Det vil skabe et troværdigt fundament for, at markedet kan udvikle de løsninger, der skal til for at reducere CO2-udslippet på den mest omkostningseffektive måde.

[quote align="left" author=""]Staterne har et ansvar for at hjælpe de mennesker, der er mest udsatte og sårbare[/quote]

Samtidig har staterne et ansvar for at hjælpe de mennesker, der er mest udsatte og sårbare i forhold til de klimaforandringer, vi allerede ser, og som uundgåeligt vil komme i fremtiden.

Det er samtidig vigtigt at være opmærksom på, at der ikke kun handles inden for rammen af COP-forhandlingerne. Der findes flere separate initiativer, som kan og vil give et yderligere momentum i kampen mod klimaforandringerne.

Lad mig fremhæve to: Det første er den såkaldte carbon pricing, altså en prissætning på CO2-udledning. I EU har man verdens første kvotehandelssystem, og i 2014 skrev 70 lande og 1.000 virksomheder under på en deklaration om carbon pricing fremsat af FN’s generalsekretær. Det er altså efterspurgt af den private sektor, da det driver en omkostningseffektiv omstilling anført af markedet. Det andet initiativ er grøn forskning og innovation, som er helt afgørende for at videreudvikle eksisterende teknologier og opfinde nye. Den britiske regering har netop annonceret en fordobling af offentlige midler til energi-innovation, og vi deltager aktivt i drøftelser om, hvordan man i højere grad kan koordinere forskningen internationalt.  

[quote align="right" author=""]Sammen med den hastige udvikling i den private sektor tror jeg på, at landene ikke bare kan leve op til de mål, der sættes på COP21, men gå videre og overopfylde dem[/quote]

Paris skal ses som starten

Ved morgenmadsbordet i sidste uge blev jeg enig med de danske ngo’er om at mødes igen, når COP21 er overstået. Jeg tror og håber, at stemningen på det møde vil være lige så konstruktiv som i torsdags, og at vi kan arbejde sammen for at bevare det momentum, som en aftale i Paris forhåbentlig skaber. Vi er som nævnt fra britisk side aktive på de mange fronter, både i og uden for forhandlingerne, og sammen med den hastige udvikling i den private sektor tror jeg på, at landene ikke bare kan leve op til de mål, der sættes på COP21, men gå videre og overopfylde dem.

Topmødet i Paris skal derfor ikke ses som målstregen, men snarere som starten. Vi må efterfølgende sætte tempoet op, hvis vi for alvor skal tackle klimaforandringerne.

Læs flere indlæg af Vivien Life her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu