Data, der styrker velfærden: Hvordan kan data og evidens kvalificere løsningerne?

Laura Lücking

Der ligger et stort potentiale for bedre styring, effektivisering og modernisering af velfærden ved at bruge evidens og data i endnu højere grad. Løsningerne i denne kategori er eksempler på, hvordan man kan bruge kvalificeret viden til at træffe beslutninger – til gavn for organisationer, medarbejdere og borgere.

 

L40. Fra data til ny pædagogisk praksis

Kan systematisk dataindsamling bidrage til en øget kvalitet af det pædagogiske arbejde på specialområdet? I Landsbyen Sølund har man sat fokus på transparens, fælles viden og systematisk indsamling af data for at styrke og opkvalificere de pædagogiske indsatser til gavn for både beboere og medarbejdere. Her har det vist sig, at undervisning af medarbejdere i metoder til dokumentation og dataindsamling samt implementering af nye og innovative redskaber er vejen frem. 
Kontakt: Søren Lytzau, udviklingskonsulent, Landsbyen Sølund, [email protected].

 

L41. Ambassadør for kerneopgaven

Hvordan gearer man en stor organisation til at udvikle og fastholde fokus på at løse kerneopgaven? Og hvordan prioriterer man med afsæt i kerneopgaven? På social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet i Frederiksberg Kommune har en del af svaret været en intern uddannelse som kerneopgaveambassadør, der sammen med et fælles medarbejdergrundlag er udviklet i tæt samarbejde mellem ledelsen og medarbejderne. Ambassadørerne er uddannet til at facilitere processer, der hjælper til at fokusere og forbedre kerneopgaven – både på egen og andres arbejdspladser.
Kontakt: Helene Bull, specialkonsulent, Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsområdet, Frederiksberg Kommune, [email protected].

 

L42. Smartphone-baseret træning og læring forebygger stress

Resilio udvikler smartphone-baserede kompetenceudviklingsforløb, der kan hjælpe mennesker med at forebygge stress. Resilios digitale mikrolæringskoncept præsenterer brugeren for de fysiologiske aspekter af stressproblematikker. Desuden tilbydes brugeren en forskningsbaseret stresshåndteringstræning, der er baseret på en kombination af data fra brugerens fysiologi og intuitivt interaktions- og spildesign. Udviklingsforløbet er et individuelt værktøj, der kan tilbydes som supplement til en virksomheds eller organisations øvrige indsatser mod stress. Forløbet er udviklet i samarbejde med en række forsknings- og designpartnere.
Kontakt: Anders Søndergaard, direktør, Resilio, [email protected].


L43. Individuel genoptræning med datadrevet app

Alt for mange mennesker med smerter i kroppen har begrænset adgang til støtte i genoptræning. Injurymap er en app, som guider patienten sikkert igennem et individuelt genoptræningsprogram ved brug af træningsdata. Injurymap er et supplement eller alternativ til andre former for behandling. Appens træningsprogrammer dækker cirka 90 procent af alle patientforløb vedrørende smerter i muskler og led, der kræver genoptræning. Injurymap anvendes af læger, fysioterapeuter og andre behandlere.
Kontakt: Ulrik Borch, medstifter, Injurymap, [email protected].


L44. Data til læring og udvikling

Hvordan skaber vi en god datainformeret praksis? Hvordan ved vi, hvor eleverne er henne, og i hvilken retning de bevæger sig? Vi stoler sædvanligvis på faglig erfaring, observationer og intuition. Herfra får vi stadig de vigtigste data i skolen, men de kan suppleres med målinger på grundlag af elevernes besvarelser, der er uafhængige af lærervurderinger. Tre Falke Skolen på Frederiksberg samarbejder med NordicMetrics om udvikling og anvendelse af videnskabelige metoder til måling af læring og udvikling af faglige og ikke-kognitive færdigheder.
Kontakt: Brian Jørgensen, skoleleder, Tre Falke Skolen, [email protected].

 

L45. Forbedret livskvalitet med mindre medicin

Medicineringsproblemer ved brug af mange lægemidler samtidig er ofte årsag til sygdom, dyre indlæggelser og forringet livskvalitet – især for ældre. MediComb-systemet skaber et længe savnet og hurtigt overblik over effekten af de mange lægemidler. For eksempel har evaluering via systemet vist alvorlige problemer med medicinering for 50 procent af plejehjemsbeboere. Systemet forøger kompetencer og viden om medicin og muliggør tilpasning af medicineringen til den enkelte person.
Kontakt: Henrik Reiche, CEO, MediComb, [email protected].

 

L46. Fra data til gode beslutninger – en platform til ledelsesinformation

Københavns Kommunes socialforvaltning arbejder målrettet på at sikre, at viden i form af data om udsatte borgere og sociale indsatser er med til at kvalificere beslutninger og nye udviklingstiltag. For at understøtte processen fra data til refleksion og kvalificerede beslutninger har Socialforvaltningen udviklet en ny tabletvenlig platform til ledelsesinformation. Formålet med platformen er at give lederne nødvendig og relevant viden i et nemt tilgængeligt format.
Kontakt: Nina Kavanagh, specialkonsulent, Faglig Understøttelse, Socialforvaltningen, Københavns Kommune, [email protected].

 

L47. Få trimmet data-junglen og tag gode, strategiske ledelsesbeslutninger

Skolerne i Køge Kommune arbejder sammen med verdens førende forskere om deep learning og en mere overskuelig brug af data om alt fra elevundersøgelser over forældrenes indtægt til karaktergennemsnit. Alle skoler i Køge har nu i et år brugt værktøjet, der er udviklet i samarbejde med de internationale forskere Robinson, Hargreaves og Fullan. Projektet er inspireret af norske erfaringer. Her har ledelsesredskabet Indsigt været anvendt de seneste 4-5 år.
Kontakt: Søren Thorborg, skolechef, Køge Kommune, [email protected].


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu