Hvad drøfter verdens topledere i Davos om ti år i januar 2030? Og hvem er de? Vækstkrigere eller værdikrigere? Svaret afslører, om vi i dette årti vil lykkes med at opfylde de verdensmål, der skal forme tilværelsen for kommende generationer.

Hvis man skal fæstne lid til de signaler, der er udsendt op til og under denne uges topmøde, må der forudses et markant stilskifte i indhold og deltagelse de kommende år – og en snarlig pension til ’Davos-manden’. I realiteten har World Economic Forum startet et opgør med kapitalismen midt i kapitalismens egen højborg.

Den Davos-mand, der igennem årtier har været ansigtet på topmøderne, er rundet af den klassiske kapitalisme og troen på de frie, vækstskabende markedskræfter. Som vækstkriger har han bidraget til opbygningen af den velstand, store dele af verden i dag nyder godt af. Men han inkarnerer også det altoverskyggende problem:  Den økonomiske vækst har skabt et forbrug og en livsform, der har kastet verden ud i en dyb miljø-, ressource- og klimakrise, med risiko for at velstanden hastigt begynder at krakelere – økonomisk, socialt og miljømæssigt.

Dermed er grundstenen i det eksisterende økonomisk vækst- og markedsparadigme for alvor udfordret og dermed også den “religion”, som størsteparten af virksomhedernes topchefer er opfostret med og bekender sig til.

Jagten på den næste kapitalisme

Dette års topmøde har skarpt fokus på den såkaldte stakeholder-kapitalisme. Det vil sige en kapitalisme, der tager brede samfundshensyn på bekostning af aktionærerne. Den årlige Global Risk Report fra World Economic Forum har udnævnt de klimarelaterede problemer som verdens p.t. fem største globale risici. De kan kun løses, hvis det erhvervsliv, der har været med til at skabe dem, også deltager i løsningen. At virksomhederne nytænker deres eksistensberettigelse.

Dét er betingelsen, hvis vi skal adressere de voldsomme trusler, der tegner sig stadig skarpere og hurtigere, og som netop blev udfoldet i den hidtil mest dramatiske Global Risk Report. Og en betingelse, som World Economic Forum nu erklærer sig klar til at opfylde. Det blev klart formuleret i Berlingske Tidende i lørdags af bestyrelsesmedlem i organisationen Jim Hagemann Snabe, også formand for Mærsk og Siemens. Han efterlyste her “en bedre form for kapitalisme” med mennesket i centrum.

Tre døgns Davos-kick er ikke nok

Spørgsmålet er, om det mindset og lederskab, der har udviklet det eksisterende vækst- og velstandssamfund, også kan reformere det?

Udfordringen er hverken teknologisk eller økonomisk. Den er mental og handler om, at lederne nødvendigvis skal skrotte megen af den lærdom og de teorier, de er opvokset med, og som netop fokuserer på den fortsatte markedsvækst. Den økonomiske vækst skal fortsat skabes, men på helt andre præmisser. Væksten skal gavne samfundet før aktionærerne. 

Grænsen for økonomisk vækst sættes af naturens ressourcer og de planetære grænser og bestemmer samtidig virksomhedernes license to operate. Det er ikke længere aktionærerne, men miljøet og klimaet, der afgør, hvordan og hvor hurtigt en virksomhed kan vækste.

Virksomhedernes succes og troværdighed afgøres af deres evne til at gøre en forskel i samfundet og verden. Et topjob i en stor virksomhed bør således ikke være målet i sig selv. Succes må måles på, hvad man kan udrette for verden i sit topjob.

Det sætter virksomhederne og deres ledere under stærkt pres. Nu er det ikke længere nok med et årligt tre-døgns Davos-kick. Afstanden fra vision til virkelighed skal være ultrakort.

Værdikrigerne tager over

Efter årtier drevet af en miljø- og klimabelastende økonomisk vækst bevæger vi os nu ind i ”værdiernes årti”, et årti, hvor erhvervslivet kan forudses at blive værdiernes store kampplads. Det betyder også et generationsskifte på direktionsgangene.

Tidligere tiders “vækstkrigere” afløses af en ny tids “værdikrigere”. Hvor enkelt det måtte lyde, er “generationsskiftet” ikke desto mindre udtryk for et fundamentalt paradigmeskift i forståelsen af virksomhedernes rolle og ansvar, herunder hvilket lederskab virksomhederne skal udøve.

Værdikrigeren er den nye kapitalist. Men værdikrigeren er også aktivist og ser sin virksomhed som en art kapitalismens ngo. Det vil sige, forretningsmodellen bygger på filosofien om, at markedsstabilitet forudsætter samfundsstabilitet. Selv om mange umiddelbart med et overbærende smil vil opfatte det som en langhåret, venstresnoet fantasi, er det også genvejen til at skabe nye langsigtede forretningsmuligheder.

Det største og hurtigst voksende marked det næste tiår bliver at bygge og omstille til bæredygtige samfund, og det vil skabe stor efterspørgsel på sociale entreprenører. Det vil sige virksomheder, der er villige til at indgå samfundskontrakter med det offentlige – og netop kontrakter, der skaber bæredygtig vækst. EU’s Green New Deal, der skal investere 7.500 milliarder kroner de næste ti år, er et godt eksempel på de nye markedsvilkår. Den beskriver også drejebogen for værdiernes årti og stillingsopslaget for værdikrigeren. Hvor vækstkrigeren var kapitalforvalter, er værdikrigeren samfundsforvalter og drives af en stærk ambition om at bruge virksomheden til at skabe optimale rammer for nye bæredygtige livsformer.

Det handler ikke kun om at opfylde klima- og verdensmål, men at genvinde dén troværdighed og tillid, som har lidt alvorlige knæk i kølvandet på finanskrisen, hvidvaskningsskandaler og stigende økonomisk ulighed. Det har rejst kritiske spørgsmål om kapitalismens betydning i forbindelse med udviklingen af socialt, økonomisk og miljømæssigt bæredygtige samfund. Derfor bliver det næste tiår ikke alene skelsættende for verdenssamfundet, men for de betingelser, erhvervslivet skal fungere på.

Det er her, værdikrigeren kommer ind i billedet og skal vinde kampen om virksomhedernes troværdighed ved at gøre dem til aktive medspillere i historiens største samfundstransformation.

Portræt af en værdikriger

Hvordan vil verden så se ud, hvis det bliver værdikrigerne, der mødes i Davos fremover? Lad os spole ti år frem til januar 2030: Hvem deltager i topmødet, og hvad taler de om?

Hvis paradigmeskiftet lykkes, er Davos ved det næste årtiskifte blevet værdikrigernes arena og dermed mødestedet for nye lederprofiler. De repræsenterer et andet kompetence- og erfaringsmix end den klassiske vækstkriger med MBA-studier på de kendte business schools som Harvard, Insead og Wharton og den efterfølgende målrettede klatring op ad virksomhedernes karrierestiger – eventuelt med en afstikker til store konsulenthuse som McKinsey – for til sidst at realisere drømmen om det store CEO-job.

Værdikrigeren er en ny hybrid af indsigter og erfaringer. Afsættet og udgangspunktet for den nye tids CEO er en dyb forståelse for de kræfter, der både skaber bæredygtige samfund, attraktive arbejdspladser og livsbetingelser for nutidige og fremtidige generationer af mennesker. Uddannelsen er en kombination af økonomi, finansiering og ledelse og humanistiske studier som antropologi, sociologi, psykologi. Karrieren er også mere snoet og veksler mellem private virksomheder og offentlige institutioner – måske med en afstikker til større ngo’er som WWF eller Greenpeace.

Succesen måles ikke i størrelsen af et topjob i den størst mulige virksomhed, men i omfanget af de forandringer i samfundet, han eller hun som værdikriger har kunnet levere, mens virksomheden er blevet en økonomisk sund forretning. Den nye leder opfatter bæredygtige samfundsøkonomier og bæredygtige virksomhedsøkonomier som hinandens forudsætninger.

Topmødet 2030

I januar 2030 kunne den nye tids ledere have omdøbt World Economic Forum til World Transformation Forum. Fokus er på udviklingen af bæredygtige samfundsmodeller. Økonomisk holdbarhed er stadig vigtig, men det er et middel og et delmål, ikke længere et mål i sig selv.

Et gennemgående tema for topmødet kunne være, hvordan værdikrigerne og virksomhederne gennem deres transformative lederskab havde bidraget til, at EU’s Green New Deal blev en succes og de 7.500 milliarder kroner derfor både havde skabt bæredygtige livsformer og bæredygtige forretningsmodeller. Eller med andre ord: Hvordan sociale kontrakter mellem offentlige og private aktører har skabt optimale win-win-situationer og samtidig vist, hvordan virksomhedernes lederskab kunne bidrage til opfyldelsen af FN’s verdensmål.

Værdikrigerne vil med andre ord have leveret et overbevisende eksempel på den nye form for ansvarlig kapitalisme, som Jim Hagemann Snabe efterlyser.

World Economic Forum fejrer i år sit 50. Davostræf, men når organisationen om et årti ser tilbage på topmødet i 2020, var den vigtigste begivenhed måske, at det var her, værdikrigeren – skaberen af en ny tids kapitalisme – blev født.